Læsetid: 5 min.

Postkort fra en meget stor sandkasse

'Waiting for my man' - en god dag i Sudan
7. august 2006

En hurtig tilståelse: Jeg har søgt midlertidig husly hos en flok internationale hjælpe-arbejdere. I dag får den store sandkasse lov til at passe sig selv uden for de tilskoddede ruder. Regeringen har givet alle en fridag, så de kan gå på gaden og vise deres spontane vrede og harme mod Israels angreb på Libanon og Gaza. Nogen af os tror, det er klogest at blive hjemme.

En moderne split unit airconditioner brummer sagte lidt oppe på væggen og holder temperaturen på et punkt, hvor jeg overvejer at lede efter et par sokker.

Mit adgangstegn til disse nedkølede 'hellige haller' er ikke blot mine blå øjne og andre fysiske fortrin. Nøgternt set sidder jeg her snarere, fordi jeg kender en mand, der kender en anden mand, der sælger alkohol. Den slags bekendtskaber er guld værd i en by, hvor øl, vin og hård sprut har været forbudt i snart 25 år.

I 1983 søgte daværende præsident Nimeri politisk støtte hos islamisterne i det parti, der siden kom til at hedde National Islamic Front. Prisen for deres støtte til Nimeris regime var blandt andet indførelsen af islamiske love, Sharia, i Sudan.

Kort efter blev alle kendte lagre af øl, vin og spiritus beslaglagt. En god bekendt, der dengang også importerede vin og spiritus, husker det stadig med gru:

"Den del, politiet ikke beholdt for sig selv - og det var det meste - blev hældt direkte i Nilen. Fine importerede vine, god whisky, gin, cognac - lige ned til fiskene!"

Da National Islamic Front i 1989 kuppede sig til magten, indledte de en skånselsløs jagt på alt, hvad der lugtede af noget sjovt - alkohol, musik, kunst i det hele taget, dans etc.

Hjemmebrændt

Alligevel er der mange måder at skaffe sig øl og sprut på i Khartoum. Måden, du gør det på, afhænger kun af, hvem du er, og hvor meget du kan betale.

I bunden af fødekæden er de fattige i slumområderne omkring Khartoum. Her har specielt enlige kvinder med mange børn i årevis produceret og solgt hjemmebrændt araqi (brændevin på hirse eller dadler) og merissa (lokalt øl brygget på hirse eller sesam) fra deres små hytter. Inde i selve byen fortsætter samme praksis fra kældrene under de større byggepladser. Her er det som regel konen eller søsteren til vagtmanden, der står for udskænkningen. Kvaliteten af araqien testes bedst ved at hælde lidt ud på et bord og så se, om det kan brænde.

Af samme grund er kvindefængslet ovre i Omdurman konstant fyldt til randen med kvinder, der er blevet arresteret under politiets hyppige raids mod dem, der ikke har betalt deres beskyttelsespenge i tide.

I Darfur er meget blevet ødelagt, men forsyningen af araqi fungerer måske bedre end nogensinde. Fra flygtningelejrene flyder en sagte flod af Janjaweed juice ind mod de større bycentre.

Øl fra Uganda

Kommer du fra den fattige ende af middelklassen (og det gør næsten hele 'middelklassen'), kan du gå efter smuglervarer såsom etiopisk gin eller øl fra Uganda. Da det hele alligevel bliver blandet op med lunken Cola eller Sprite, er der ingen, der går vanvittigt højt op i kvaliteten. Her starter kæden ofte med en tante eller en anden slægtning, og i sidste led involverer den folk med gode kontakter til toldere og sikkerhedsfolk. Det er et fint system, der blandt andet sikrer, at dyrebare dråber, der bliver beslaglagt af myndighederne, ikke går tabt - bare 'omfordelt' og lidt dyrere. Whatcomes around, goes around.

Har du røven fuld af penge, eller er du udlænding, går du efter europæiske 'varer', og både priser og metoder er igen forskellige. Ambassadefolk har adgang til at indføre alkohol som lukkede 'diplomatiske forsendelser', og det nyder de så i lige så 'lukkede selskaber'. Det synes vi andre selvfølgelig er dybt usportsligt - med mindre vi selv står på gæstelisten eller får lov at købe af 'overskuds-importen'.

Over de sidste år har vi set en vis lettelse af forbuddet mod alkohol på et par restauranter, der typisk tiltrækker udlændinge og velsbeslåede sudanesere. Her kan man for eksempel bestille special tea og får så serveret øl i en fin lille tekande. Men du skal være præcis med ordren - en bekendt bestilte forleden special indian tea. Og det var præcis, hvad han fik - en kop rygende varm krydret te med mælk. Skål!

Endelig findes der en restaurant, hvor menupunkterne 14 & 15 står tomme hen, hvorefter kortet fortsætter med endeløse og enssmagende variationer over nudler med tilbehør. For de indviede er nummer 14 øl, og 15 er whisky. Rygterne går dog i disse dage om en restaurant, der lige har fået beslaglagt 6.000 dåser øl og en kæmpebøde.

Hvordan mit eget 'systembolag' virker, kan jeg af åbenlyse grunde ikke løfte sløret for her. Så længe det virker, er alle glade - og jeg får hele tiden nye venner.

Sharia eller ej - der bliver drukket og ofte faktisk drukket igennem i den store sandkasse. Rig eller fattig, sudaneser eller udlænding, kristen eller muslim - resultatet af dine anstrengelser er som regel det samme: Den svært ondskabsfulde hovedpine der melder sig dagen efter, når man drikker sprut i 40-50 graders varme, og ens salt- og væskebalance i forvejen hænger i en tynd tråd.

Cannabis stortrives

Skulle trangen til noget sjovere melde sig, er bongo (græs) og hårde stoffer sjældent længere end en kort køretur væk. Cannabisplanten stortrives i det sydlige Sudan og ryges og nydes i al diskretion af masser af mennesker - også i Khartoum. Forhandlernetværket er interessant. Handelsmænd og visse hær-enheder har i løbet af krigen mellem nord og syd udviklet et ganske effektivt transport- og distributionssystem. Sammen har de uindskrænket adgang til produktionsområderne i syden, de disponerer over transportfly og lastbiler og forstår selvsagt at unddrage sig politiets inspektioner.

Gadesalget er lagt ud til bl.a. krigsveteraner, der selv er hooked, og som med deres handicap ofte ikke har andre indtægtsmuligheder. Omfanget af dette marked er så stort, at et område under den gamle bro over til Omdurman har fået tilnavnet 'Colombia'.

Hårde stoffer findes også i byen, men her stopper min lyst til 'direkte' research. Andenhåndsudsagn tyder på, at det mest er et overklasse-fænomen, og at det centrerer sig omkring coke og heroin.

Waiting for my man, sang Lou Reed om at vente på sin pusher på et gadehjørne i New York. I den store sandkasse synger de det samme lille omkvæd under broen ovre i 'Colombia' . Sharia eller ej.

Ma salama!

Vanessa

Vanessa Gordon er lidt en gåde for redaktionen. I begyndelsen af 1990'erne rapporterede hun regelmæssigt for avisen fra Afrikas Horn. Siden forsvandt hun stort set sporløst, indtil vi for kort tid siden begyndte at modtage en stribe postkort fra hende igen. Dette er det sjette i rækken

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her