Læsetid: 4 min.

Postkort fra en meget stor sandkasse

På havevandring i udkanten af et næsten-folkemord
10. juli 2006

Godt nyt for havefolket: Også hernede midt i den vildt voksende sandkasse, de kalder Khartoum, vokser der planter. Og ikke bare en udtørret palme hist eller pist - nej, nej - anlæg og pleje af haven er ved at blive ligeså stor en dille og ligeså stort et statussymbol her på kanten af Nilen, som det er det rundt om i Europas forstæder. Planteskoler skyder i disse måneder op på hvert andet gadehjørne, skarpt forfulgt af butikker med haveredskaber, krukker og andet skab til haven.

Vi går dog til havearbejdet med et par mindre justeringer. Det med faktisk at grave, luge, slå græs og i det hele taget passe haven - det har vi folk til. Helt ærligt - det er både for varmt og for dumt at sidde på knæ og hive ukrudt op, når man nu kan betale en hjemløs fra Sydsudan eller Darfur et par kroner om dagen for at gøre det.

Den anden justering har med vandingens svære kunst at gøre, for tømmer din havemand f.eks. din haveslange ned over en intetanende gevækst sidst på dagen, er det ofte lig med 'sudden death'. Vandet i en haveslange, der har ligget og lumret ude i solen i 50 graders varme, er nærmest spilkogende.

Det kan godt være han topper den Internationale Domstols 'hemmelige' liste over mistænkte for det ultimative ansvar for næsten-folkemordet ude i Darfur, men selv præsidenten her i sandkassen har en have - eller rettere - adskillige, da han har en vane med at prøve at undgå at sove i den samme seng for mange gange i træk. Just in case.

Super-Islam-tænkeren m.m. Sheik Hassan el Turabi har en have. Jeg har selv set den. Mine øjeblikkelige værter er også helt fremme i sandalerne. De havde lige etableret en krukkehave, da jeg overtog herligheden. Identiske grønmalede krukker var linet op langs hele ydervæggen - et slags udvendigt spejlbillede af de grønne gardiner, der dækker samtlige vinduer og døre i lejligheden.

Nydeligt. Rigtig, rigtig nydeligt og til at brække sig over efter bare et par dage. For meget grønt er ikke godt i længden.

Men jeg fandt råd hos en skandinavisk bekendt. Han har formået at få sit hjemlige haveselskabs blad Haven sendt til Sudan - ikke så lidt af en bedrift i et land, hvor det er umuligt at opdrive en to uger gammel kopi af The Guardian.

Teksten fik jeg intet ud af - den var på dansk. Men hen over et par sider demonstrerede bladet den 'naturlige' krukkehaves lyksaligheder i en stak billeder. Vel hjemme igen gik jeg fluks i gang med at sætte havemanden i gang med at skrabe den uhyrlige mørkegrønne maling af samtlige krukker og så flytte dem sammen i nøje overvejede 'tilfældige klynger'. Selvsagt under min kreative ledelse.

Væk med de små fodsoldater i ens uniform og ind med sanseligheden.

Et par timer senere kom mine værter hjem og gik aldeles i stå - lige der i forhaven. Der gik nærmest panik i fruen. Et par minutter senere diskuterede vi kontraktbud, sagsanlæg - og det der er værre. Jeg slap med at love at få samtlige krukker malet militærgrønne igen og få dem linet op på snorlige rækker, inden jeg flytter ud. De vederstyggelige grønne gardiner får lov at blive hængende.

Uhyrlig tilpasning

Kort efter dette lille intermezzo tog jeg til Darfur for at få en fornemmelse for tingenes og næsten-folkemordets tilstand derude lige nu. Ikke overraskende er have-dillen ikke rigtig slået igennem i Darfur. I områdets største by lykkedes det os kun at opdrive en forsømt og henvisnende offentlig park samt en gårdhave i en restaurant. Den var til gengæld så dyr, at det kun er den lokale guvernør, diverse militsledere samt FN-, presse- og ngo-typer, der kommer der og kan nyde både den velovervejede kantbeplantning og de trimmede vandanlæg. Når ellers lyset virker.

Tingenes almindelige elendighed i Darfur er på sin egen sære måde ved at blive normalt. Ryttermilitserne, som vi tidligere omtalte med det loale slangudtryk janjaweed, (bevæbnet djævel til hest), hedder nu bare janja's - eller hvis man vil være lidt fremme - slet og ret JJ's. Det lokale ildvand forhandles i de små mørke gyder under navnet JJ Juice.

Voldtægt kan selvfølgelig ikke blive ved med at hedde voldtægt - det hedder nu GBV - Gender Based Violence.

Folkemord - hvis det overhovedet nævnes - omtales af de bare lidt rappe som 'the G-word' - efter det engelske genocide.

Den slags små sproglige skred er uundgåelige og kan synes ligegyldige, men de dækker over menneskets grundlæggende evne til at tilpasse sig de mest uhyrlige tilstande. Ingen har formået for alvor at standse overgebene på almindelige mennesker i Darfur. I stedet har vi opfundet en... en obskøn blanding af smart ass-slang og højrøvet fagsprog, der gør det muligt at blive ved med at tale om det. Skrive rapporter om det. Måle og veje på det.

"The month of may saw a slight decrease in GBV in..."

Og til syvende og sidst kan vi smide det hele op på en passende hylde. Så vi stille og roligt kan gå ud i haven igen og flytte rundt på krukkerne.

Jeg tror ikke folkemord er det rigtig ord. Ikke engang næsten-folkemord er jeg helt sikker på.

Hva' med:

slow-motion-etnisk-fordrivelse-og-udryddelse-gennem-drab-og-voldtægt-til-ingen-længere-ved-hvem-der-er-hvem.

Jeg tror ikke, jeg skal skrive mere.

Om det.

Lige nu.

Ma salama!

Vanessa Gordon er lidt en gåde for Redaktionen. I begyndelsen af 1990'erne rapporterede hun regelmæssigt for avisen fra Afrikas Horn. Siden forsvandt hun stort set sporløst, indtil vi for nogen dage siden begyndte at modtage en stribe postkort og breve, hvoraf vi har bragt de første

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu