Læsetid: 4 min.

Fra Potemkin til Jeltsin

27. april 1999

"Boris Nikolajevitsj (Jeltsin, red.) er nu i tilstrækkelig god form til at kunne stille op ved valget i år 2000."
Præsident Jeltsins cheflæge, Sergej Mironov, til avisen Komsomolskaja Pravda.

Der var sikkert mangen en russisk avislæser, der måtte gnide øjnene, da de i avisen Komsomolskaja Pravda for nylig kunne læse, at præsident Boris Jeltsin sådan set er rask nok til at genopstille ved næste års præsidentvalg. Udtalelsen kom fra hans hoflæge, Sergej Mironov, som dog understregede, at han kun kunne bedømme den 68-årige Jeltsins fysiske muligheder, og ikke de forfatningsmæssige problemer ved at søge en tredje embedsperiode. For som han sagde: "Jeg udtaler mig kun om patientens helbredsmæssige tilstand".
Hvad der overhovedet fik den russiske læge til at komme med sin vurdering står ikke helt klart, men den passer ind i et mønster: Efter i månedsvis at være tvunget i defensiven af sit dårlige helbred, er det som om, Boris Jeltsin øjner muligheden for et sidste øjebliks comeback.
Opgaven synes på forhånd umulig. For selv om den russiske præsident på det seneste har prøvet at hævde sig på den internationale scene, så ændrer det ikke ved, at hans magt er ved at smuldre, og at han er under et hårdt pres på den hjemlige arena.
Så sent som i sidste uge blev han ydmyget af det russiske parlaments overhus, Føderationsrådet, der nægtede at følge præsidentens krav om en fyring af den øverste anklager, Jurij Skuratov. Heller ikke selv om præsidenten prøvede at lokke de regionale ledere, der udgør rådet, med slesk tale og søde ord om endnu mere selvstyre.
Forinden, i marts, havde russisk tv ellers bistået Boris Jeltsin med billeder af den omstridte anklager - eller hvem det nu var - i lystigt selskab med to kvinder. Men lige meget hjalp det. Føderationsrådet holdt fast i Skuratov, der angiveligt har materiale, som beviser korruption i toppen af russisk politik.
Hvis det er tilfældet, ville det ingenlunde være nyt i russisk politik, men forløbet underbygger indtrykket af en markant svækket Boris Jeltsin.
For at føje spot til skade ventes det russiske parlament 12. maj at tage stilling til, om der skal indledes en rigsretssag mod Jeltsin - bl.a. for hans ansvar for opløsningen af Sovjetunionen i december 1991. Selv om det er tvivlsomt, om hans national-kommunistiske modstandere vinder afstemningen, er den endnu et eksempel på Jeltsins trængsler.

Allerede sidste år viste udviklingen, at præsidentens magtbase er begyndt at smuldre.
Efter en langvarig kamp med det politiske underhus, Dumaen, måtte Jeltsin indse, at han ikke kunne få Viktor Tjernomyrdin genudnævnt til posten som ministerpræsident - en post, Jeltsin selv havde fyret ham fra nogle måneder forinden - hvorefter den tidligere spionchef og kommunist Jevgenij Primakov fik posten.
Forholdet mellem ham og Jeltsin er langt fra det bedste. For selv om Primakov har argumenteret imod rigsretssagen mod præsident Jeltsin, så er han også skudt op som en politisk leder, der - om ikke andet - har genskabt den politiske stabilitet, og som undertiden synes at have overtaget kontrollen med Kreml. Den slags er før blevet straffet.
Og Moskva har da også i ugevis summet med rygter om, at Boris Jeltsin overvejede at fyre Primakov - eller nogle af hans nærmeste. Foreløbig (med Boris Jeltsin bør man altid tage et forbehold) er det dog blevet ved spekulationerne - måske fordi præsidenten har indset, at han ikke længere kan kontrollere Dumaen og dens stillingtagen til en eventuel efterfølger.
I stedet har han markeret sin utilfredshed ved at have udpeget Viktor Tjernomyrdin som sin særlige udsending i Kosovo, efter at Primakov for nylig var på et resultatløst besøg i Beograd. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke passer Primakov ganske udmærket.
Med et halvt år til næste parlamentsvalg og et præsidentvalg til næste år synes der nemlig at være en udtalt mangel på en politisk kraft, som tør påtage sig et ansvar for to afgørende forhold for Rusland: Krigen på Balkan og landets afgrundsdybe økonomiske krise.
Begge dele kalder på et stærkt lederskab, men i stedet står Rusland med et larmende tomrum. Og det ses.
I forhold til Kosovo har den russiske elite haft så svært ved at finde sine egne ben, at meget er blevet overladt til hård retorik og golde indenrigspolitiske overvejelser - endda på et tidspunkt, da landet har en god chance for at spille en konstruktiv rolle. I bedste fald er det ikke for sent.
Også i forhold til de økonomiske problemer er passiviteten imidlertid slående. End ikke op til til denne uges vigtige møde i Den Internationale Valutafond (IMF) har Moskva udarbejdet en klar plan for fremtiden, selv om behovet turde være indlysende.

Ganske vist har økonomien ikke udviklet sig så galt, som mange frygtede efter sidste års rubel-sammenbrud, men det ændrer ikke ved, at enorme problemer er uløste. I flæng kunne nævnes: den massive kapitalflugt til udlandet, de fortsatte problemer med at inddrive skatter, den omfattende korruption, en økonomi med op til 70 procent af aktiviteterne i den grå zone samt en gældskrise som kræver et nyt lån fra IMF på 4,8 milliarder dollar for blot at sikre, at Rusland kan indfri dette års gældsforpligtelser - over for IMF.
Det skriger på et aktivt lederskab, som Jeltsin ikke længere kan løfte. Det beskæmmende er, at ingen andre synes at ville det, men i stedet synes drevet af devisen: De, der intet laver, begår ingen fejl, og de, der ikke begår fejl, bliver chefer - eller måske præsidenter.
-jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her