Læsetid: 2 min.

Potters afløser klar

Harry Potter-seriens sidste bind udkommer om en måned, men læsere af fantastisk børnelitteratur kan godt glæde sig - et nyt talent af samme støbning skal være fundet
Harry Potter-seriens sidste bind udkommer om en måned, men læsere af fantastisk børnelitteratur kan godt glæde sig - et nyt talent af samme støbning skal være fundet
12. juni 2007

I august 1996 landede der på forlægger Barry Cunninghams skrivebord et manuskript om en gammelklog vidunderdreng med et dystert udseende ar i panden, et talent for flyvende kosteskafter og en uhyggelig hang til at rode sig ud i vanskeligheder.

Det tog Cunningham få minutter at indse, at han var faldet over noget ekstraordinært og kun få måneder, før manuskriptet var forvandlet til en bestseller-børnebog, der gjorde dets forfatter til stjerne og dets hovedperson til et navn på alles læber.

Nu da udgivelsesdatoen for den sidste Harry Potter kan øjnes i horisonten, har man i forlagsverdenen rettet blikket imod, hvad der kan blive den næste store åbenbaring inden for børnelitteratur. Og Cunningham hævder at have gjort det igen! Han har, siger han, opdaget en ny litterær frembringelse, der måske har kvaliteter til at udfylde hullet, når J. K. Rowlings ekstremt succesrige serie afsluttes til juli.

Tunnels, en klassisk fantasyfortælling med science fiction elementer, er skrevet af Roderick Gordon og Brian Williams og håndplukket fra det ukendte af den mand, som har veritable Midas-fornemmelser, når det drejer sig om at forvandle de børnebogsmanuskripter, han berører, til guld. Udgivelsesrettighederne på 15 sprog er allerede solgt for millioner af pund, ligesom en stor satsning af en Hollywood-film anes i horisonten. Alle tegn på et forestående litterært kup er således til stede.

Tunnels handler om en drengearkæolog, som opdager en forsvunden verden under London ved at grave i tunnelerne under metropolen. De bedste bøger, siger Cunningham, er den slags, som tilbyder børn en "portal" til en anden verden såsom Alice i eventyrland og Løven, heksen og garderoben.

"Jeg vidste fra første side, at Harry Potter var ren magi. Da jeg gravede mig ned i Tunnels, følte jeg samme intense spænding ved at opdage et fantasiens rige under vores almindelige tilværelse. Jeg er altid på udkig efter noget, der har forvandlingspotentiale. Børn elsker portaler, der med afsæt i en genkendelig daglidagsverden bruger magi til at føre dem andre steder hen."

Gordon, som bor i Norfolk og Williams, som er fra London, mødtes oprindelig på universitetet og begyndte at skrive bogen sammen, da Gordon blev afskediget fra sit job i en bank i City i 2001. De var så opsatte på, at bogen skulle have læsere, at de udgav et første begrænset oplag, som blev udsolgt, inden der var gået 23 timer, fra Gordons lokale boghandel. Siden blev rettighederne overtaget af Chicken House, da Cunningham hørte om den spektakulære succes.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu