Læsetid: 3 min.

Efter Powell

14. maj 2003

PÅ en satirisk tegning i gårsdagens udgave af det israelske dagblad Haaretz er udenrigsminister Silvan Shalom ifærd med at stryge sin amerikanske modpart, Colin Powells skjorte. Denne læser avis og ved hans side siger en storsmilende Ariel Sharon: »Dette er vor gestus!«
Så enkelt kan den mellemøstlige bane tegnes op efter Powells besøg i regionen hen over den forgangne weekend. George W Bush ser ud til at have vilje til at satse ikke så lidt af sin politiske prestige på en ny fredsproces i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men næppe var den amerikanske udenrigsminister rejst igen, før det viste sig, at de gesti, Sharon er villig til at opvise, formentlig er af meget begrænset omfang.
Således blev der hurtigt lukket for Gazastriben igen. Israelerne havde ellers lempet noget på grebet om den snævre stribe palæstinensisk selvstyre, hvilket var et amerikansk forslag til, hvordan man kunne bringe processen en smule på gled ved opvisning af imødekommenhed. Blandt andet var grænseovergangene blevet åbnet på klem, så et begrænset antal palæstinensere atter ville kunne komme på arbejde i Israel, men de selvsamme mennesker blev Sharon-regeringens formelle begrundelse for at lukke igen. Man frygter at disse arbejdere ville føre ny terror med sig ind i landet.
Om denne konkrete frygt er begrundet eller ej, er mindre relevant lige nu. Israel kunne i hvert tilfælde henvise til en lille serie nye bombeangreb, som viste sig på scenen alt for tæt på Powells besøg til, at det kunne være et tilfælde, og bag disse stod ganske rigtigt også palæstinensiske oppositionsgrupper, som ønsker at forpurre den nye leder, Abu Mazens mulige tiltag henimod et kompromis.
Denne funktion har stridens parter udnyttet til at bringe situationen tilbage i det gammenkendte dødvande, hvor de små håb drukner i vold. Hvilket igen bringer det vigtigste produkt af Powells besøg – mødet mellem Sharon og Abu Mazen, der i skrivende stund ser ud til at finde sted lørdag aften – i fare for at løbe ud i ny ørkesløshed.

Det hele synes ellers helt rigtigt tænkt fra amerikansk side. Hvor Bush senior efter sin Golfkrig i 1991 valgte at starte fredsprocessen fra toppen, i form af det store fredsmøde i Madrid i oktober samme år, går Bush junior omvendt til værks ved at begynde nedefra. Han har valgt at starte på mellemøstligt gadeplan, for det er her, fredsønsket først og fremmest lever. Ideen om at lempe på Gazastribens elendighed er udtryk for denne tanke, for ved at give almindelige mennesker her nyt fremtidshåb kunne man styrke Abu Mazen og give ham folkelig støtte til at afvæbne de voldelige grupper.
Den samme fredsvilje lever i familien Israel. Det seneste såkalte fredsindeks fra det ansete Tami Steinmetz center for fredsforskning viser, at 65 procent af den jødiske befokning støtter Kvartettens køreplan for fred i Mellemøsten, mens kun 18 procent er imod.
Men tilsvarende mener 71 procent, at køreplanen kun har ringe udsigter til at blive til noget. En tilsvarende undersøgelse blandt palæstinenserne ville sikkert vise mindst noget lignende, og hermed er vi nået til, hvor skoen for alvor trykker. På begge sider er der nemlig beslutningstagere, som efter to og et halvt års blodig konflikt tænker mere i militær taktik end politisk strategi. For Israels vedkommende har kritikere endog identificeret, hvad de kalder Mofaz-aksen, hvilket er en direkte forbindelse mellem Sharon og den alt andet end liberale forsvarschef, Moshe Yaalon, med forsvarsminister Shaul Mofaz som mellemmand.
Denne struktur, hvor den politiske proces underordnes sikkerhedshensyn, er farlig og kan næppe vendes uden stærk indflydelse udefra, og dette er måske Bush-initiativets achilleshæl. Siden sin tiltræden for godt to år siden har George Bush udvist betydelig berøringsangst, hvad angår den israelsk-palæstinensiske konflikt, og selv om han i denne omgang synes betydelig mere besluttet på at gøre noget, forekommer hans holdning ikke grundlæggende anderledes.
Bush er klar til at satse stort, men inden han tager første virkelige skridt, vil han fra de to befolkninger på stedet se sikre tegn på, at det hele er satsningen værd. Og som de sidste dage har vist, har befolkningerne nok ønsket, men ingen har troen, hvorfor amerikanerne må bryde denne nye cirkel, hvis udviklingen ikke skal låse sig fast i, hvad de selv ville kalde et ægte catch 22.

faf

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her