"Jeg lægger mærke til, at træerne langs den del af Pradoen, der ligger nærmest bugten, er borte. Den øverste del af Pradoen er dybgrøn og kølig. Men den nederste er solplaget og støvet. Hvorfor? spørger jeg. En svarer, at her var et jordskælv. En anden hævder, at det skyldes vandmangel. En tredje mener, at pesten tog træerne. Det kan også skyldes en eller anden plan, forklarer andre. Der har været så mange planer. Ingen kan skelne dem fra hinanden."
Jan Stage i 'Havana Tur/Retur' (1994)
Nu går jeg selv i den øvre Prados dybgrønne skygge og sender en tanke til min nu afdøde kammerat Jan Stage. Det kølige mørke gør plads til den eftertanke, der ellers nemt bliver væk i Havana. Der er gået tretten år, siden Stage funderede over de manglende træer. Tretten år, der utvivlsomt havde givet stof til ny forundring og nye overvejelser over foreteelser, der enten er blevet borte eller måske aldrig har været her. Der er så meget, der er i Havana, men endnu mere, der ikke er, og som gør byen svær at fatte for den ubefæstede besøgende. Det hjælper at have Stages bog i bagagen.
Sveden driver trods skyggen allerede fra panden. Blikket scanner rundt efter den række af opulente cafeer, der burde ligge langs Pradoen, og som ikke er der.
Et nusset cafeteria med skjoldede plastikstole gør det ud for en cafe, hvor den flinke tjener nikker bejaende på bestilling af kaffe med mælk. Et øjeblik senere vender han tilbage med et ægte cubansk svar: Det er ikke, fordi der ikke er mælk - bare ikke lige nu. Over fire kopper elendig kaffe samtaler vi om, at der ikke er ordentlig kaffe i et land, hvor man dyrker kaffe, hvilket fører videre til fundering over, at appelsiner og grapefrugter enten heller ikke er her, eller også er her i tarvelig kvalitet.
Mine cubanske bekendte svarer med skuldertræk; gode appelsiner forsvandt lige så stille for en 15-20 år siden. Ingen ved hvorfor. Måske havde Fidel beordret en dårlig sort udplantet, måske var det manglen på kunstgødning, måske indavl, muligvis ordinær apati. Væk er de i hvert fald. Vi dvæler lidt ved Fidel. Præsident, Commandante en Jefe, Fidel Castro. Det er også svært at undgå. Bannerne, der fejrer hans 80-års dag, hænger overalt. 'Fidel 80 Mas', står der. 80 år mere. Af hvad?
Problemet er, at Fidels tilgang til det cubanske samfund er panoramisk, siger min bekendte; Fidel ved noget om alt, mener noget om alt, og han tager aldrig fejl. Hvis han én gang har besluttet, at man sagtens kan dyrke bønner under kaffebuskene, bliver det sådan. At de kvæler kaffebuskene, og at selv hestene ikke gider æde bønnerne, er betydningsløst. For ingen siger fra.
Vi skræller et par tørre appelsiner, der viser sig at have flere kerner end en vandmelon, og tygger en stund i tavshed, før vi driver videre.
Lyset er slukket
Overalt ses forfaldet. Bygninger, der engang var arkitektoniske perler, er ved at styrte i grus. Under busserne, der hoster af sted i et kollektivt trafiksystem, der er et af de dårligste, et kommunistisk land endnu har præsteret, er asfalten plastret til med huller og kratere. Menneskene, der fra naturens hånd er smukke, emmer af apati og fejlernæring. Kun musikken og den latter, der trods alle besværligheder har overlevet, bryder atmosfæren af udsigtsløst forfald.
Vi taler om de spildte muligheder. Et paradis på jord. En tropeø, hvor alt burde kunne gro, og livet kunne være både smukt og let.
"Havana er ikke en by, men en tilstand," siger min ledsager, da vi efter en afstikker slår vejen tilbage mod Pradoen.
"Men hvad laver folk egentlig?"
Spørgsmålet synes enkelt at besvare ved bare at se sig omkring. Og hvis man ser bort fra de ansatte i turistindustrien, er svaret: så lidt som muligt. Overalt står folk og står. Venter på en bus, der ikke kommer, på varer, der aldrig dukker op, på en læge, der mangler medicin. Venter.
Spørger man cubanerne, er svaret straks mere kompliceret. "Overlever" er nok det mest tilbagevendende bud, og forklaring følger prompte: Under den krise, Sovjetunionens sammenbrud forårsagede i 90'erne, røg den sidste rest af tillid mellem borger og stat. Folk gav op og koncentrerede sig om at overleve.
Et par glas vin senere følger uddybende ord: Et samfund, der ikke med en vis regelmæssighed kan levere strøm, vand, transport og et arbejde, man kan eksistere af, kan ikke forlange sine borgeres flid og loyalitet. Med mindre cubaneren har adgang til udenlandsk valuta, er hver eneste dag en kamp for at overleve.
Hvordan skaffer jeg en erstatning for den elpære, der røg i går? Hvordan får mine børn ordentlig mad? Og selvom der er læger nok, har de ingen medicin. Under de vilkår har de færreste lyst eller tid til at arbejde dedikeret.
Intet engagement
"Jamen boykotten," fremfører jeg, "er det ikke den?"
Jo, boykotten får sin del af skylden, men også kun en del. Det er ikke kun bygningerne, der styrter i grus, det er arbejdsmoralen, hæderligheden, medmenneskeligheden.
"Lederne har ingen føling med, hvordan folk lever, og folket har intet engagement i samfundet," siger min bekendte.
For en stund forlader vi politikken og strejfer musikken. Her ligger såvel flugten som mulighederne, hvis man da ikke er 20 år og kun drømmer om Florida. Vi trøster os lidt med, at den billige olie fra Chavez' Venezuela har gjort kål på de fleste strømafbrydelser, og at et øget turistantal indbringer hård valuta.
Men vores cubanske ven vender hele tiden tilbage til det, han kalder 'degenereringen'. Den består tillige i, at der ikke er nogen reel opposition. Ingen Vaclav Havel er klar til at tage over, når styret en dag vælter, påpeger han. Der er kun drømmene, og de parres med frygten for invasion af grådige exil-cubanere og amerikanisering. Men spørgsmålet er, tilføjer han resigneret, om ikke enhver forandring vil være til det bedre for de fleste.
Oppositionen blev slagtet
Der er stadig skygge tilbage, også på Pradoens midterste del, hvor Jan Stage i sin tid gik. Herfra kunne han og nu jeg ane fyret ved indsejlingen til havnen. Dengang for mere end 40 år siden lyste det ned på en ung dansk kommunist, der ankom ombord på et østtysk fragtskib for at bore revolutionen ud. Fra slutningen af halvfjerdserne mere end aner man hans skuffelse, men også en ærgrelse over de tabte muligheder. Stages tekster fra den periode handler om de påfaldende mange fejl og mangler i det cubanske system, og hans klarsyn blev rasende afvist af de danske venstrefløjsaktivister, der nægtede at se Cuba som andet en et socialistisk tropeparadis.
Vores cubanske bekendte husker også 70'erne.
"Vi havde masser af muligheder, og optimismen var endnu stor, men styret slagtede selv den mindste opposition. Uanset alverdens reformer var halvfjerdserne først og fremmest perioden, hvor bøsser, intellektuelle og kunstnere blev forfulgt. Tiden, hvor lidt for løse håndled eller et lidt for kækt studenterblad var den direkte vej til strafarbejde i sukkerrørene med vagter, der pryglede 'normal' livsførelse ind i dissidenterne."
'Just tourists'
På vej ud i Pradoens solskinsside husker jeg det blegfede canadiske par i Hotel Nacionals vandsidebar, der fra deres magelige kurvestole under de smukke hvælvinger havde udsigt til havet, og som aftenen før søgte råd om, hvordan de på tre dage kunne være just tourists i Havana.
Bare at være turister var sådan set det, vi selv havde drømt om, men så skulle vi hverken have læst Stage, talt med cubanere eller åbnet øjnene. Canadiernes ønske var rimeligt nok, og for dem måske muligt at opfylde. Byen har midt i alt forfaldet stadig smukke pladser, kolonitids-arkitektur, Hemingways barer, Mojito-drinks og salsa.
"Hvorfor tog I til Havana," spurgte canadierne, hvis kridhvide hud fra British Columbias isvinter gav deres eget svar.
Ja, hvorfor? Min ledsager forsøgte med en slags svar.
"Politisk interesse," sagde hun, fulgt af en forklaring, der mest handlede om at 'nå at se øen, inden Miami-gangstere og MacDonalds-kæden tager over og ødelægger byen'. Men det kunne høres, at hun ikke længere helt troede på sin egen forklaring, for hvad er der tilbage at ødelægge? Den kulsorte tropenat og den lune vind fra bugten, der for en stund fordrev duften af de gode Havana-cigarer og den syv år gamle rom, efterlod et ingenting så tomt som den nederste del af Pradoen.
Her forsvinder tankerne om naive canadiere som sveden, der fordamper fra panden, når man træder ud i det nøgne, hårde sollys. Her undrede Stage sig engang over, hvor træerne var blevet af. I dag ville han have smilet. Yderst, i to rækker, står skrøbelige nye træer. Alt for sent til at give Stage den skygge, han for længe siden ønskede sig. Og alt for sent for den sygdomsramte Fidel, med mindre han virkelig klarer '80 mas'.
Og det er muligt, at hverken jeg eller mine cubanske bekendte kan se løsninger, men de nye træer prøver, og hvem ved: Måske breder Pradoens dybgrønne kølighed sig en dag atter hele vejen ud til havet.
