Læsetid: 1 min.

Præsident står til genvalg

23. oktober 2006

Bulgariens præsident, Georgi Parvanov, står til at genvinde sin post allerede i første valgrunde. Det viser en meningsmåling, foretaget af Gallup for tv-stationen BTV. Den spår Parvanov 64.6 procent af stemmerne i runden.

På andenpladsen ligger rivalen Volen Siderov fra det ultranationalistiske parti, Attack, med 20.3 procent.

Parvanov er i forvejen blevet spået et sikkert genvalg, men den 49-årige tidligere socialistleder kan dog ikke vide sig alt for sikker. Valgdeltagelsen ser ud til at have været lav, og det kan trods de pæne udsigter sende præsidenten ud i en endnu en valgrunde, da vinderen skal have mindst 50 procent af vælgernes opbakning.

Parvanov har ført Bulgarien frem til EU's dørtærskel, og det har givet ham point på hjemmefronten. Men samtidig er der meget andet, han ikke har nået, og det har tilsyneladende skruet ned for vælgernes interesse.

Især korruptionen er et ømt punkt, hvor EU vil holde skarpt øje med, at præsidenten og regeringen i det kommende medlemsland ikke læner sig tilbage. Men også landbruget kan se frem til store problemer, når grænserne åbner mod vest, og toldmurene falder. Store landbrugs- og fødevareproducenter vil stå i kø for at sælge varer, og mange frygter, at Bulgariens bønder går konkurs. Men trods de mange udfordringer er interessen for præsidentvalget til at overse. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her