Læsetid: 6 min.

Præsidentens skræk

5. maj 2006

Seymour Hersh er en brysk og krakilsk type - og ikke en, der har tålmodighed til at høre på fjolsers godtkøbssludder. Som manden, der afslørede Vietnamkrigens My Lai-massakre og de amerikanske fangevogteres grusomheder i Abu Ghraib, har han velsagtens også al mulig ret til at være brysk fra tid til anden - og krakilsk. Han er trods alt oppe imod magtfulde personer i Washington, deriblandt George W. Bush, som hellere end gerne ville lukke munden på ham. Og når Hersh skriver - som han gør i seneste nummer af The New Yorker - at "nuværende og tidligere amerikanske efterretningskilder" siger, at Bush har en liste over udpegede militære mål i Iran, og at Bushs "ultimative målsætning" for Iran er et regimeskift - igen! - er det til forstå, hvorfor Bush er blevet bekymret. "Vild spekulation," kaldte han Hershs artikel. Hvilket kun kan betyde, at den må have ramt et eller andet blødt punkt.

Så da jeg antastede Hersh på Columbia University i New York, hvor han var mødt op for at holde foredrag, var jeg forberedt på, at svaret kunne blive brysk. Det blev det ikke. "Når som helst, det måtte passe Dem," sagde han imødekommende.

Kæmper videre - også mod dovenskab

Hans foredrag var i sjælden grad skræmmende: Bush har en messiansk vision - han agter at sikre sig en plads i historien som den mand, der "frelste" Iran. "Så vi befinder os i en ægte amerikansk krise... vi har haft et kollaps i Kongressen... vi har haft et kollaps i militæret... den gode nyhed er, at når vi vågner hver morgen, ved vi, at så er der en dag mindre med Bush. Men det er også den eneste gode nyhed."

Hersh kunne have tilføjet, at vi også har haft et "kollaps" i USA's medieverden - ja, et totalt sammenbrud for amerikansk journalistik af den hæderkronede Ed Murrow/Howard K. Smith/Carl Bernstein og Bob Woodward-tradition. Den grånende, bebrillede, bandende Hersh er omtrent alt, hvad vi har tilbage, der kan skræmme verdens mægtigste mand (ved siden af Maureen Dowds udfald i The New York Times).

Derfor er det så velgørende at vide, at han stadig fører hårdnakket kamp - og også imod de utallige journalister, der svigter standens ædleste forpligtelse. "Jeg kender nogle ret højtstående generaler," siger han. "At jeg appellerer til dem om at stå frem og sige fra i offentligheden, nytter bare ikke. De ville straks blive angrebet af Fox TV, og både New York Times og Washington Post vil stå og vride hænder. Det er sådan, mediemekanismen er. Man bliver ikke belønnet i tv-studiet for at være urostifter."

Journalister på de amerikanske mainstream-medier er alt overvejende universitetsuddannede middelklassemennesker - ikke reportere af den gamle skole, der har måttet kæmpe sig vej op fra gadejournalistik, som Hersh gjorde i Chicago i sine unge dage.

"De har st0rt set ingen forbindelser til USA's indvandrergrupper. De aner intet om, hvordan det er at leve af offentlig forsørgelse. Deres familier var ikke i Vietnam, og deres familier er ikke Irak," siger Hersh og tilføjer: "Også BBC er sløjet gevaldig af på den".

Hvad er så Hershs journalistiske skole? "I mit fag skaffer jeg oplysninger og tjekker dem, og ofte viser de sig at være usande - det er mit job. Og så opdyrker jeg med stor omhu mine fortrolige kilder. Påstande fra folk i militæret, jeg ikke kender godt, tager jeg aldrig for gode varer... Jeg mødtes jævnligt med Syriens præsident Bashar Assad omkring det tidspunkt, da Hariri (Libanons tidligere premierminister, red.) blev myrdet. Der var helt tydeligt ondt blod imellem Bashar og Hariri. Bashar fortalte, at Hariri havde tænkt sig at overtage mobiltelefonnettet i Damaskus. Selv i dag aner jeg ikke, hvad der skete. Jeg var sammen med Bashar fra kl. 11 til 13. Han talte om, hvilken tyv Hariri var. Jeg skrev aldrig historien."

Folk træder ikke frem

Så der røg et journalistisk scoop om ondt blod, tænker jeg ved mig selv. Men i forhold til Iran, var det noget andet for Hersh. Han talte med en fortrolig kontakt. "Jeg bragte selv Iran på bane. 'Det er virkelig uhyggeligt, hvad der foregår - du burde bore i det her,' sagde han. 'Du kunne rejse til Wien (hjemby for Det Internationale Atomenergi-agentur) og finde ud af, hvor langt iranerne er fra en atombombe.' Og så fortalte han mig, at de havde svært ved at få Bush til at udelukke den nukleare indgriben. Folk ønsker ikke træde frem og tale åbent - de vil hellere have mig til at præsentere lorten."

Som Hersh skriver i sin New Yorker-artikel, gennemgår de nukleare strateger i USA's rutinemæssigt alle muligheder og konsekvenser - "vi taler om paddehatteskyer, bestråling, massedød og forurening over år fremover," citerer han en af dem for at sige. Men så snart strategerne giver sig til at tale imod alt dette, får de mundkurv på. Hersh citerer en efterretningsofficer for følgende: "Det Hvide Hus siger: 'Hvorfor har I alle de indvendinger? I har jo selv opstillet den nukleare option." Med andre ord lægger de militære planlæggere hele tiden muligheder på bordet, og disse muligheder bliver herefter til reelle muligheder, der overvejes, frem for tekniske sonderinger."

'Jeg håber jeg tager fejl'

"I hele John Hopkins-talen," siger Hersh med henvisning til den tale, hvor Bush angreb hans artikel, "taler han om de vidunderlige fremskridt, der er sket i Irak. Dette er jo de rene hallucinationer - blandt mange på højeste plan i Pentagon er det generelle indtryk, at det simpelt hen ikke lader sig gøre at få præsidenten til at opgive sine visioner. Selv om det er vanvid. De folk taler om åbenbaringer. Bush får åbenbaringer i sine drømme og tager sig gerne en lur. Det er så ufattelig barnligt og naivt. Og tro ikke, at hans magt er svækket. Han har stadig to år tilbage. Og vi har stadig en kongres, der ikke kan artikulere nogen opposition. Dette er en historie, hvor jeg i mit inderste håber på, at jeg tager fuldstændig fejl. I alle hovedtrækkene."

Hersh kaster også et sideblik på briterne. "De er meget bekymrede over, hvad Bush har tænkt sig at gøre. Folkene i det britiske udenrigsministerium er dybt bekymrede. De bliver ikke taget med på råd, der foregår ingen konsultationer."

I Washingtons magtstrukturer "har det ingen værdi at argumentere for humanitet, fred og integritet. Min regering er ude af stand til at forlade Irak. De aner ikke, hvordan de skal komme ud af Bagdad. Vi kan ikke komme ud. Afslutningen på denne krig kommer til at blive en meget, meget rodet affære - fordi vi ikke ved, hvordan vi skal trække ud. Som om vi kun kan komme ud lig for lig. Når jeg spekulere på, hvordan det her skal ende, bliver jeg noget så allerhelvedes bange."

Det er for alt sammen træffende formuleret af en af Hershs kilder i Pentagon: "Problemet er, at iranerne har indset, at kun ved at blive en atombevæbnet stat, vil de kunne forsvare sig imod USA. Tro mig! Der kommer til at ske noget rigtig slemt."

Hvad var det nu, Bogart sagde i rollen som Rick Blaine i Casablanca, da han spurgte sin pianist, Sam, hvad klokken var i New York. Sam svarer, at hans ur er gået i stå og Bogart siger: "Jeg tør vædde på, at de alle sover i New York nu. Jeg tør vædde på, at de alle sammen sover i Amerika." Ja, unægtelig. Med undtagelse af Hersh.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her