Læsetid: 4 min.

Præsidentkandidater i flok

Trods de store partiers forsøg på at skabe fælles fodslag risikerer Frankrigs næste præsidentvalg at blive en gentagelse af 2002
12. december 2005

Frankrigs holder først sit præsidentvalg i 2007, men både i regeringspartiet UMP og i den socialistiske opposition har man fremskyndet de procedurer, der skal til for at udpege kandidater. Socialistpartiet lagde ved partiets kongres i november ud med store anstrengelser for at skabe fælles fodslag efter de dybe splittelser omkring EU-forfatningen. Og i sidste uge lykkedes det regeringspartiet UMP med indenrigsminister Nicolas Sarkozy i spidsen at blive enige om kun at 'støtte' én kandidat.

Er der noget, de store partier i Frankrig frygter, så er det at stå i samme situation efter første runde til præsidentvalget i 2007, som de gjorde efter første runde af præsidentvalget i 2002.

Dengang udløste et rekordstort antal præsidentkandidater på 16 en anden valgrunde, hvor højreekstremisten Jean Marie Le Pen til alles overraskelse præsterede at overhale socialisten Lionel Jospin som Chiracs enlige tilbageværende modkandidat. Valget mellem Le Pen og Jacques Chirac blev et valg mellem 'pest og kolera', for de mange venstreorienterede, der havde protestspredt stemmerne på De Grønne, tre trotskistiske kandidater, en kommunist og socialisten Jospin. Noget lignende kan ske i 2007, muligvis med modsat fortegn: en socialistisk kandidat over for det ekstreme højre.

NPS og Montebourg

Den enighed, der i julemåneden hersker på begge fløje, er sandsynligvis blot en våbenhvile før det virkelige slag. Der er mange, også internt i partierne, der trænges for at nå frem til det 'møde mellem en mand og et folk', De Gaulle kaldte præsidentvalget. Under Den Femte Republik, som han skræddersyede til sig selv i 1958, er præsidentposten i Frankrig principielt hævet over partiskel.

Det er denne arkaiske præsidentpost med dens voldsomme magtbeføjelser, den unge fremstormende socialist Arnaud Montebourg, har sat sig for at reformere med sin idé om en 'sjette republik'. I 2003 grundlagde han sammen med Vincent Peillon bevægelsen 'Det nye socialistiske parti', NPS, på baggrund af den diskrepans mellem folket og politikerne, som præsidentvalget i 2002 havde afsløret.

Hovedideen er, at demokratisere det hierarkiske franske system, at få magten tilbage til premierministeren og parlamentet, fjerne den juridiske immunitet, præsidenten nyder godt af, og den enorme inerti ikke mindst Chirac har lammet fransk politik med.

Under valgkampen om den europæiske forfatning, holdt NPS lav profil, da partilinjen hos socialisterne var at stemme ja, mens NPS var stærkt imod. I modsætning til Laurent Fabius, tidligere premierminister, der valgte at gå i åben kampagne for nej'et, holdt NPS sig tilbage. Men med nej'et til forfatningen regnede Montebourg, Peillon og NPS med indflydelse i partiet og en ny linje op mod præsidentvalget.

Det var dette forsøg på fornyelse i partilinje og persontegning, som førstesekretær François Hollande behændigt udmanøvrerede ved partikongressen i november. Hele fem dagsordener var til afstemning, heriblandt NPS's. Hollande vandt, og i de sene nattetimer på kongressens sidste dag fik fraktionerne så forhandlet et forlig, der fordelte partiets topposter.

Skrøbeligt sammenhold

Den populære socialist Jacques Lang har i direkte klinch med Montebourg hævdet, at det vil være det sikre nederlag for socialisterne at gå til præsidentvalg med en kandidat, der vil svække den sakrosankte franske præsidents position. Mitterrand gjorde det aldrig, og heller ikke nu tør socialisterne sætte det på dagsordenen.

Ved kongressen lykkedes det med Hollandes forlig ikke alene at bringe de 'gamle elefanter' i partiet i position. Det lykkedes også at splitte NPS. Den mindre karismatiske Vincent Peillon og den løst tilknyttede Henri Emmanuelli gik med i forliget for at få indflydelse med deres Europa-ideer. Montebourg ville ikke give afkald på sin sjette republik, sagde nej tak og stod med rande under øjnene dagen efter kongressen som den store taber.

Francois Hollandes dagsorden vandt, men hvem vinderen egentlig er, er stadig uklart. Inden november 2006 skal der findes en fælles kandidat, der lever op til partiets linje. Det er der ganske mange af de garvede politikere i ledelsen, der synes, de gør. På stjernepositionerne finder man Jacques Lang, især hvis Lionel Jospin som forventet ikke stiller op.

Meningsmålingernes stjerne er Segoléne Royal, der pikant nok er François Hollandes samleverske. Hollande selv er også en mulighed, ligesom Dominique Strauss-Kahn, Bernard Kouchner og Martine Aubry, men også Laurent Fabius.

De personlige ambitioner risikerer hurtigt at splintre det skrøbelige sammenhold, som højrepolitikeren François Bayrou, UDF, da også straks karakteriserede som "illusionernes tilbagekomst".

Væld af kandidater igen

I sidste uge var det så hanløverne i UMP-partiet, der skulle skabe fælles fodslag.

Det liberale parti blev skabt før præsidentvalget i 2002 af Chirac, men i bedste gaullistiske stil uden en procedure for, hvorledes der udpeges en præsidentkandidat. Nicholas Sarkozy indkaldte derfor til møde i hovedbestyrelsen for at ændre partiets vedtæger.

Der havde både været tale om afstemning blandt medlemmer og et egentligt primærvalg, i stil med Romano Prodis opstilling i Italien. Også her kom et forlig på plads inden mødet. Partiets medlemmer stemmer demokratisk om, hvilken kandidat, der stiller op, 'underforstået at til et præsidentvalg findes, der ikke udnævnelse'.

Dermed står vejen principielt åben for, at den forsmåede af de to spidskandidater, den liberale Nicolas Sarkozy og den gaullistiske Dominique De Villepin, udelukkende følger sin samvittighed og privat finansieret stiller op uden for partiets rækker.

I udkanten af de store partier begynder de andre præsidentkandidater at stille op. Muligvis bliver der hele fire grønne kandidater, Voynet, Mamère, Cochet og Pocrain og længst ude på venstrefløjen står både Laguiller, Besancenot, Bové, Buffet og Gluckstein klar. Det ekstreme højre kan blive repræsenteret af både Le Pen og Megret. Alle kortene er på hånden til et præsidentvalg i stil med 2002.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her