Læsetid: 4 min.

Den pragmatiske bulldozer

Israelerne ser Ariel Sharon som både en bulldozer og en kompromismager. På en gang meget modsætningsfuldt og meget israelsk
6. januar 2006

TEL AVIV - Hele livet igennem har den israelske leder Ariel Sharon virket ligeglad med, hvad omverden synes om ham. Hvad enten det drejer sig om palæstinenserne, om hans egne landsmænd eller om verdensopinionen: Han har gjort, hvad han ud fra sine personlige betragtninger har opfattet som rigtigt for Israel.

At det ikke altid var rigtigt, vidner gentagne tilfælde i løbet af hans lange militære og politiske karriere om, og så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at han formåede at overleve og faktisk sluttede sin løbebane med større international anerkendelse end på noget tidligere tidspunkt.

Mange israelere har aldrig brudt sig om Ariel Sharon, og alligevel har han for store dele af landet gennem de mange år stået for noget ærke-israelsk.

Han kom til verden i februar 1928 i moshav Kfar Mahalal, et lille landbrugssamfund tæt på hvad senere skulle blive til Vestbredden og dengang hyppigt mål for palæstinensiske angreb på de jødiske kolonier. Forældrene var tysk-polsk-russiske indvandrere og gav ham navnet Ariel Scheinermann. Dette hebraiserede han som ganske ung til Sharon, som også er navnet på den egn, hvor Kfar Mahalal ligger, og med navneskiftet signalerede han, hvad dengang blev opfattet som højdepunktet på national vilje.

På vej til Cairo

Den unge Sharon blev soldat. Allerede som 14-årig gjorde han sig som medlem af paramilitære styrker, og da Israel blev en stat i 1948, og en decideret hær så dagens lys, var han allerede langt inde i en militær karriere. I 1951 blev han chef for Styrke 101, en eliteenhed, og tegnede i et og alt en profil af sig selv, der ligner andre israelske ledere som Yigal Allon, Moshe Dayan og Yitzhak Rabin.

Men i modsætning til de øvrige gik Ariel Sharon allerede dengang sine helt egne veje. Han skejede eksempelvis voldsomt ud, da han under Oktoberkrigen i 1973 først efterkom en ordre om at krydse den egyptiske Suezkanal, for derefter helt på egen hånd at lukke en egyptisk arme inde og give verden besked om, at han var på vej mod Cairo.

Affæren kostede drøje hug til Israel, som gav igen ved at lægge begrænsninger på Sharon. Men ved siden af dette høstede denne mange folkelige point ved sin handling, idet denne blev betragtet som essensen af Israels fandenivoldske egenrådighed i en presset situation.

Flygtningemassakren

Folket var ved at tage Sharon til sig og dette benyttede han få år senere som afsæt til en politisk karriere. Han dannede partiet Shlomzion, der med sit navn har bibelske konnotationer samtidig med, at det betyder Fred i Zion, og med dette afsæt blev han arkitekten bag dannelsen af Likud samtidig med, at han hjalp dets leder Menachem Begin til magten i 1977.

Selv blev han boligminister, hvilket gav ham en særlig indgang til regeringens storstilede bosættelsesaktiviteter, og senere blev han forsvarsminister og dermed en af nøglepersonerne i det israelske felttog mod Libanon i 1982. Derfor var det også ham, der sammen med generalstabschef Rafael Eitan måtte tage øretæven for Israels rolle i massakren på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatilla. Men hvor Eitan opgav sin militære position og slog ind på en tvivlsom karriere i israelsk højrefløjspolitik, gled Sharon nok i baggrunden for en tid, men kom alligevel tilbage i forreste række takket været en egenskab, der har givet ham navnet 'den pragmatiske bulldozer', og som i mange israeleres står som et ideal.

Lunten

Vejen til sit endelige politiske gennembrud fandt Ariel Sharon gennem en ny kolossal nedtur i omverdens opfattelse. Næppe nogen enkeltperson har som han fået skylden for udbruddet af den palæstinensiske al-Aqsa-intifada. Den var med stor sikkerhed kommet under alle omstændigheder, men ved sit berømte besøg på Tempelbjerget i Jerusalem i september 2000 satte han sig selv i rollen som gnisten, der fik det hele til at eksplodere.

På det tidspunkt var Ariel Sharon atter blevet formand for Likud og dermed oppositionsleder, og der var ikke så lidt politisk provokation i besøget. Det kom efter, at Arbejderpartiets Ehud Barak og den palæstinensiske selvstyreformand Yasser Arafat samme sommer var gået fra hinanden i Camp David efter et sidste forsøg på at redde fredsprocessen sammen med præsident Bill Clinton.

Da Sharon vandt valget til ministerpræsidentposten i februar 2001, fik han mulighed for at føre en barsk politik overfor det palæstinensiske oprør. Intifadaen kostede mange menneskeliv, men Sharon blev ved, uden hensyn til verdens opfattelse, og nåede så sidste år frem til sin helt egen og meget unilaterale rømning af Gazastribens bosættelser.

Sådan er Ariel Sharon. Informations korrespondent har et par gange været sammen med ham - under helt private og ganske upolitiske forhold - og oplevet ham som et vittigt og varmt menneske, men også som den kompromisløse politiker i andre sammenhænge. På den måde passer ordene bulldozer og kompromis til den samme person, der af den almindelige israeler opleves som noget på en gang modsætningsfyldt og samtidig meget israelsk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu