Læsetid: 3 min.

Pragtstykket Fru Marie Grubbe

En hyldest til den gode langsomhed. En lyst at genlæse
13. februar 2006

Naturen som ramme om menneskeskildringen er kendt og meget brugt i romantikkens skrivekunst, Blicher elskede det og gerne som skæbnekontrast. Hos J.P. Jacobsen intensiveredes det med nye ladninger. Alene den pragtfulde, ja, pragtlystne indledning til romanen Fru Marie Grubbe (1876) er et gys af intimitet: "Den Luft, der laa under Lindetræernes Kroner, havde vugget sig frem over den brune Hede og de tørstige Marker, den var blevet baget af Solen og støvet af Vejene, men nu var den renset af det tætte Løvhang, svalet de kjølige Lindeblade, og Duften af Lindens gule Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde".

Luften har ligefrem opsøgt de menneskelæber, som indånder den, svulmende og friske, som de er. Først flere sider fremme falder den formelle præsentation af den fjortenårige Marie, der naturomsluttet har fordrømt sig i hede sansninger og nydelsesfulde fantasier om at blive taget.

Deroute

Her i herregårdsparkens løvstue er hele hendes historie latent til stede. Pubertetens sensualitet var næppe før så detaljeret, raffineret og determineret beskrevet i dette land, og måske heller ikke hos Flaubert, selv om hans Madame Bovary (1857) er beslægtet og ligeledes portrætterer en pige- og kvindefigur under en skæbnesvanger deroute i en allé af uduelige elskere. Men til forskel fra Emma står Marie ved sin natur, lever sit eget liv på trods af konventionerne og dør sin egen død, som hun siger til slut i en samtale med Ludvig Holberg. En historisk roman er det jo i sin frie fabuleren over en engang eksisterende adelskvindes liv. Da har hun set sine heltefigurers ynkelighed i øjnene.

Efter at hun sendtes fra barndomshjemmet i Tjele til København, dyrkede hun i fantasien den store generalløjtnant Ulrik Christian Gyldenløve, men oplevede senere hans groteske, lidet helteagtige dødsleje, en mageløs scene. Alle svigter de efterhånden hendes drøm om totalt at kunne hengive sig, men finder kun forloren macho, indtil hun på samfundets bund møder Søren Ladefoged, der er gjort i ét af primitiv grovhed.

Det absurde

Bogen er moderne i sin analyse af de splittede karakterer og den feminine råstyrke, med en ensidig understregning af ønsket om dominans. Lige så ensidigt udlagt af kritikken som udslag af forfatterens eget kendskab til smertevellyst, masochisme, algolagni, og hvad man ellers har fundet på. I den sidste ende udtryk for tilværelsens absurditet, hvor tiden aldeles ikke læger sårene, men ubarmhjertigt lader forfaldet råde. En naturalistisk protest mod dannelsesromanens højere tanke og udviklingsromanens mulighed for selvstændig livstro.

"En stille Sommerdag begrov de hende ved Sørens Side, og udover det blanke Sund og de korngyldne Marker sang det fattige Ligfølge, træt af Varmen, uden Sorg og uden Tanke: "Vreden afvend, Herre Gud, af Naade-", en salme som afbrydes efter nogle linjer af -., -., prik, prik.

En sang om en stolt kvinde i kummerlig intethed.

Det er stærke illusioner og desillusioner i en detaljeret, tålmodig stil i rolig vejrtrækningstempo, der appellerer til læserens langsomme nydelse, og en trodsigt komponeret roman. Ligesom Flauberts værk havde undertitlen Moeurs de province, oversat til 'Livet i provinsen', hedder Jacobsens 'Interieurer fra det syttende Aarhundrede' og bygger Marie Grubbes livsforløb op i omhyggeligt udstyrede enkeltscenerier, lyriske gobeliner, kronologiske, men uden episk kontinuitet, i et sprog, der efterhånden forenkles.

Romanen var længe undervejs, afbrudt og udmattende for forfatteren, der i et brev klagede over sin figur: "Jeg ved ikke alt det Onde, jeg vil sige om hende, hvordan hun pludselig kan blive stædig og ikke vil gå af Pletten, og om hvordan hun engang imellem hele Timer kan tygge paa en Replik og endda ikke faa den sagt".

Sådan meddelt i Jørn Erslev Andersens efterskrift til den nyeste udgave af romanen i klassikerserien fra Det Danske Sprog og Litteraturselskab/Borgen (2003). Han hang over ordene ligesom Flaubert, til hvem hans kære mor sagde: "Din mani for sætninger har udtørret dit hjerte!" Hvordan det forholdt sig med Jacobsens hjerte, lagde han ikke skjul på. Muntert var hans korte liv ikke, men virkningen lang, levende den dag i dag også over landegrænserne, et pragtstykke med god grund kanoniseret. .

J.P. Jakobsens 'Fru Maria Grubbe'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu