I en kommentar i Information den 30. januar leverer Mie Roesdahl, der er rådgiver i konflikthåndtering og fredsopbygning, en kritik af forskernes viden baseret på det trivielle dogme, at forskeren sidder gemt i sit elfen-benstårn og derfor ikke har forstand på det emne, forskeren arbejder med. Derfor er det ikke forskerne, medierne skal spørge, når det drejer sig om den virkelige verdens konflikter, og derfor er det ikke forskerne, politikere og beslutningstagere skal konsultere, når de vil lave fred i verden. Nej, medierne og beslutningstagerne skal henvende sig til praktikerne, f.eks. Mie Roesdahl, der meget bedre kender kompleksiteten baseret på mange års erfaring 'med at forsøge at ændre tingene til det bedre'. Fint med mig! Adressen er MIRO Global Consult, Mie Roesdahls arbejdsplads.
Anledningen til Mie Roesdahls afvisning af nytten af forskningsbaseret viden er en kritik af Det arabiske Initiativ, som bl.a. jeg er citeret for i en artikel i Information 23. januar. I betragtning af at Mie Roesdahl egentlig ikke forholder sig til kritikken, er der vel grund til at præcisere den. Men inden da en bemærkning om praktikerens sande erfaringer over for forskerens 'en-dimensionale billede af situationen'. Faktisk var jeg i godt tre år (1999-2002) leder af et projekt, 'Dialog mellem Civilisationer', finansieret af det danske udenrigsministerium og Rockefeller Foundation i New York. Dette projekt handlede i al sin enkelhed om at skabe rammer for reel dialog mellem forskere og forfattere fra Iran, Israel, USA, Palæ-stina og Syrien, hvilket faktisk lykkedes både i form af offentlige seminarer og mere uformelle møder. Nogle af de kontakter, der i dette projekt blev etableret, er stadig intakte og bidrager konstruktivt til nogle af de såkaldte 'track two'-møder (dvs. møder uden regeringsmedlemmer), som f.eks. Brookings i Washington fremdeles arbejder med. Det mest synlige resultat var organiseringen af en stor og internationalt velbesøgt konference med temaet 'Dialog mellem Civilisationer' og med deltagere fra alle de nævnte lande mindre end et år efter 11. september. Folk som Mie Roesdahl, med årelang praktisk erfaring i konflikthåndtering, vil vide, hvor vanskeligt det faktisk var så kort efter starten på Krigen mod Terror at få iranere, syrere og palæstinensere til at deltage i møder sammen med israelere og amerikanere. Men det lykkedes faktisk.
Bruger ikke forskere
Det har i grunden undret mig, at Udenrigsministeriet på intet tidspunkt i etableringen af Det arabiske Initiativ har fundet anledning til at drage nytte af nogle af de kontakter og de erfaringer, vi gjorde os i dette projekt. Erfaringer, der vel selv i en praktikers optik må betegnes som netop praktiske. I lyset af Mie Roesdahls betragtninger forekommer det naturligt at gøre opmærksom på, at langt størstedelen af projekterne under Det arabiske Initiativ varetages af praktikere og ikke af forskere og da slet ikke forskere fra landets suverænt største forskningscenter med fokus på det moderne Mellemøsten, nemlig Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet. Og det er jo ikke, fordi centret ikke har budt sig til, men måske fordi det ligger et pænt stykke vest for Valby Bakke. Eller fordi det befolkes af netop forskere og ikke praktikere. Man fornemmer på Mie Roesdahls kommentar, at hun egentlig synes, det er godt sådan. Men når det nu forholder sig sådan, så bør medierne heller ikke spørge disse verdensfjerne forskere, men alene henvende sig til praktikerne, er hendes pointe. Med andre ord: Kun de, der er praktisk involveret i Det arabiske Initiativ, er værd at lytte til - vi andre aner ikke, hvad vi taler om. Det vil nogenlunde svare til, at kun sundhedspersonale kan udtale sig om sundhedsvæsen, kun terrorister om terrorisme og kun politikere om politik. Jo, det kunne sandelig være både morsomt og interessant at læse den avis, der fulgte dette princip!
Forfejlet politik
Nu til kritikken af Det arabi-ske Initiativ. Lad mig starte med at slå fast, at selv jeg mener, at dialog er en god ting, ligesom jeg synes, at George W. Bush havde nogle særdeles overbevisende og rigtige pointer, da han i en tale i London i 2003 slog fast, at 60 års amerikansk mellemøstpolitik havde været forfejlet, fordi den havde bygget på diktatoriske arabiske regimer. Bush og Per Stig Møller og mange med dem har efter mine virkelighedsfjerne begreber fuldstændig ret, når de siger, at Mellemøsten først bliver stabilt, når hele regionen er blevet sandt demokratisk. Med andre ord, visionen er fin.
Men hvad er der så galt? Overordnet to ting. For det første forekommer det mig at være et eklatant problem, at Det arabiske Initiativ er så snævert bundet til terrorbekæmpelse, som tilfældet er. Argumentet for at arbejde for reformer i Mellemøsten er, at det er godt og nødvendigt for vores sikkerhed. Dermed er det os og os alene, der bestemmer præmisserne og sætter rammerne for den dialog, der føres. Denne tilgang bliver af mange i Mellemøst-en mere opfattet som magtpolitik end som udtryk for dialog baseret på gensidighed. En opfattelse, der i høj grad finder næring, når vi på en gang roser Saudi-Arabien for nu endelig reelt at bekæmpe terrorisme i egen baghave - vel vidende, at dette finder sted helt hinsides enhver form for lov og ret - og samtidig er begejstrede over, at landet gennemfører lokalvalg som enhver i Mellemøsten ved intet har med reelt demokrati at gøre. I det perspektiv er det ikke så mærkeligt, at de stemmer islamist-isk i Saudi-Arabien.
Ønsketænkning
For det andet forekommer det mig at være et stort problem, at overbegreberne for Det arabiske Initiativ er demokrati og demokratisering. Problemet består i, at vi mere ser det, vi ønsker, end det, der faktisk er på færde. F.eks. er det grotesk at rose Saudi-Arabien med sine farceagtige lokalvalg for at have indledt vejen mod demokrati og samtidig kritisere Iran for manglende demokrati, fordi vælgerne valgte den forkerte præsident. Enhver ved, at civilsamfundet i Iran spiller en meget større rolle end i Saudi-Arabien. Men her er vi netop ved sagens kerne: Det iranske demokrati kritiseres - og med god ret - fordi de valgte den forkerte, mens vi stik imod Bushs fine og rigtige ord hin dag i London fremdeles støtter den diktatoriske kongefamilie i Riyad og derfor er så begejstrede for de ih så yndige lokalvalg, der ikke resulterede i andet end endnu en manifestation af, at islamismen har godt fat der. Som alle andre steder i det arabi-ske Mellemøsten.
Det tydeligste eksempel er vel det netop overståede palæstinensiske valg, hvor det islamisk-fundamentalistiske parti Hamas, der befinder sig på såvel EU's som USA's terrorliste, vandt stort. Vi pressede på for at få valg - for demokrati giver jo sikkerhed, og Israel manglede jo en reel forhandlingspartner - med det resultat, at vi fik en ter- roristorganisation ved roret i Palæstina! De fleste - i hvert fald forskere, men jeg tror også praktikere - er af den opfattelse, at Hamas-sejren meget mere var udtryk for protest end for, at et flertal af palæstinenserne ønsker en islamisk sharia-stat. Vælgerne protesterede mod det siddende regimes korruption, nepotisme, vilkårlige magtudøvelse, manglende resultater i forbindelse med arbejdsløshed og først og fremmest fiasko i forsøget på at komme i dialog med Israel og den kvartet, der stod bag den såkaldte Køreplan for fred. Sandheden er vel, at vi valgte at lade Israel bestemme præmisserne for fredsprocessen med det resultat, at den aldrig kom ud af stedet, samtidig med at vi, sikkert af dårlig samvittighed over for palæ-stinenserne, hældte milliarder af kroner i Det Palæstinensiske Selvstyre uden reelt at stille krav om, at det kvitterede med forbedret retssikkerhed, bekæmpelse af korruption og iværksættelse af projekter, der ville forbedre levestandarden. I vores bestræbelse på at demokratisere Palæstina forærede vi regeringsmagten til de mest indædte anti-demokratiske kræfter, der både står for terrorisme og islamisme.
Tvivlsomt demokrati
Risikoen for, at frie valg i det arabiske Mellemøsten fører til, at islamistiske anti-demokratiske og anti-vestlige bevægelser får større indflydelse, måske magt, er desværre større end chancen for, at der udvikles reelt demokrati. Grunden er naturligvis, at demokrati kun fungerer, når basale rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, bevægelsesfrihed, retten til politisk deltagelse, magtdeling og ikke mindst retssikkerhed er garanteret. Som valgobservatør i Gaza, Yemen og Nicaragua har jeg set, at afholdelse af valg i sig selv er en god og livsbekræftende læreproces, hvor begejstringen over at få mulighed for at få indflydelse på de politiske beslutninger er stor selv i de fjerne bjergegne i Yemen. Men jeg har også set, at vreden og frustrationen er endnu større, når korrupte magthavere lader hånt om vælgernes stemmer. En vrede, der også meget vel retter sig mod os (ikke et ord om Muhammed-tegninger), når vi i vores iver for at demokratisere støtter diktaturet i Saudi-Arabien, den latterlige pluralisme i Egypten, giver carte blanche til, at Yemens præsident uden videre påtale kan massakrere shiamuslimer og begejstres over, at arabiske regimer i terrorbekæmpelsens hellige navn i vilkårlig orden slår ned på oppositionen. I stedet for støtte til tvivlsomme demokratiprojekter som det saudiarabiske eller farceagtige valgreformer som de egyptiske, der i bedste fald er regimebevarende og i værste fald fører terrorister og andre banditter til magten, burde vi måske i højere grad arbejde for, at enhver borger i Mellemøsten bliver sikret de menneskerettigheder langt de fleste gerne vil have, men kun de færreste har. I det projekt er der hårdt brug for praktikernes erfaringer, men også for en tiltrængt besindelse på filosofien i Det arabiske Initiativ. Det sidste kan forskerne bidrage med. At de ikke blive hørt, kan de vel egentlig ikke klandres for.
Lars Erslev Andersen er lektor og mellemøstforsker ved Syddansk Universitet
