Læsetid: 3 min.

Premierminister får svært ved at afvæbne militser

Iraks premierminister har indirekte erkendt, at den nyudnævnte regering ikke vil lade militserne i landet afvæbne
3. juni 2006

Forleden udtalte Iraks premierminister Nuri al-Maliki til Assyrian International News Agency, at irregulære, væbnede styrker, der ikke er loyale over for regeringen, skal afvæbnes og opløses. Udmeldingen ligger i forlængelse af forhandlingerne i forbindelse med dannelsen af den nye irakiske regering.

Siden sin indsættelse har Al-Maliki været presset af oprørernes daglige angreb og den stadig eskalerende vold mellem irakiske grupperinger. Sikkerhedssituationen i otte ud af Iraks 18 provinser, omfattende 60 pct. af befolkningen, bliver betegnet som enten "alvorlig" eller "kritisk" af det amerikanske Government Accountability Office, der fungerer som vagthund for bl.a. indsatsen i Irak.

Årsag til volden

Tilstedeværelsen af de kurdiske og shiitiske militser har ikke ligefrem forbedret sikkerhedssituationen og anses for at være en af de primære årsager til den stigende vold mellem forskellige grupper i Irak.

De irregulære militser opfatter sig selv som et værn mod de sunnidominerede oprørere, men da det kan være vanskeligt at skelne oprørere fra civile, har det afstedkommet en desperat og hårdhændet klapjagt fra militsernes side, der ofte rammer uskyldige civile. Det samme problem står koalitionsstyrkerne over for i Irak.

Navnlig sunnierne har for deres deltagelse i den politiske proces stillet krav om, at militserne opløses på grund af deres store andel i den sekteriske vold og tortur, vilkårlige arrestationer og drab på irakere.

Selv den amerikanske ambassadør Zalmay Khalilzad hævder, at "flere irakere dør som følge af militsernes vold end terroristernes".

Shia-fundamentalistisk

De tre største og mest indflydelsesrige militser i Irak er Badr-organisationen, Mahdiens Hær og de kurdiske peshmerga'er.

Der kan navnlig sættes spørgsmålstegn ved loyaliteten over for den irakiske regering hos den shiitiske Badr- organisation, der i bevæbning og træning klart overgår de øvrige militser.

Badr-organisationen udgør den væbnede del af det shia-fundamentalistiske SCIRI, der indgår i den irakiske regering. For at følge sin egen dagsorden har Badr-organisationens medlemmer infiltreret dele af det irakiske sikkerhedsapparat, der er en altafgørende forudsætning for at få Irak stabiliseret. Samtidig har militsens tætte forbindelser til præstestyret i Teheran betydet, at regeringens kontrolmuligheder med militsen er til at overse.

Bedre bliver det ikke af, at den radikale shiapræst, Moqtada al-Sadr, har sin egen milits, Mahdiens Hær, der to gange i 2004 var involveret i kampe med de amerikanske styrker.

Endelig er der de kurdiske peshmerga'er, der stort set udgør hele sikkerhedsapparatet i de kurdiske områder.

Frygt blandt sunnierne

Der er ingen tvivl om, at militserne opfattes som en trussel, ikke mindst af sunnierne, hvis eneste sikkerhedsgaranti stilles af koalitionen, der har meget vanskeligt ved at levere varen. Derfor er det næppe overraskende, at oprørerne uhindret kan rekruttere blandt sunnier.

Både den irakiske regering og den amerikanskledede koalition har derfor erkendt, at militserne udgør en væsentlig forhindring for Iraks stabilitet.

Men man skal lægge mærke til, at premierminister al-Maliki i sin udmelding forleden tilføjede det forbehold, at der ville ske en favorabel behandling af væbnede grupper, der bekæmpede Saddam Husseins regime.

Disse grupper vil ikke blive opløst, men derimod optaget i de regulære sikkerhedsstyrker. Når man tager den hidtidige politiske proces i betragtning, kan det betyde, at militserne uhindret vil kunne fortsætte deres fremfærd blot under officielt flag.

Afvæbning umulig

De førnævnte militser vil næppe få vanskeligheder ved at støtte sig på at have kæmpet mod det tidligere regime.

Dertil kommer, at det rent praktisk vil være umuligt at afvæbne militserne af frivillighedens vej, da de udgør en central magtfaktor på et tidspunkt, hvor dele af Irak befinder sig i en borgerkrig.

Decideret magtanvendelse over for militserne vil være ensbetydende med selvmord for den irakiske regering, koalitionen og hele den politiske proces. Antallet af irakiske styrker, der kan eller vil sættes ind mod militserne, kan tælles på meget få hænder.

Tilbage står på den ene side en række sunnipolitikere, hvis deltagelse i den skrøbelige politiske proces meget hurtigt risikerer at blive afbrudt, da deres legitimitet svækkes med militsernes fortsatte tilstedeværelse.

På den anden side står oprørerne, der sædvanen tro, uanfægtet af den politiske proces, fortsætter deres opstand med et dagligt antal angreb på i gennemsnit 75.

Jonas Markus Lindstad er cand.-scient.pol. med speciale i amerikansk sikkerhedspolitik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu