Læsetid: 3 min.

Pres på præstestyret

21. juni 2003

I Iran går man ikke med slips. Shahen gik med slips, og slipset var symbol på dekadent vestlig livsførsel. Da Shahen blev væltet ved revolution i 1979, røg slipset med ud. De færreste iranerne husker i dag Shahens slips. De er nemlig født for sent. 75 procent af den iranske befolkning er under 30 år. Det betyder, at præstestyret ikke længere kan legitimere sig selv som Shahens modbillede.
Den unge befolkning husker kun Iran som islamisk republik. Revolutionen har mistet sin retoriske kraft i politiske taler. Som den iranske intellektuelle Maziar Bahari fornylig forklarede:
»Den unge generation er vokset op i et samfund, der fremstillede sig selv som religiøst, men som blev styret af autoritære hyklere, der kun varetog deres egne interesser. Dette var baggrunden for, at Khatami blev valgt som præsident i 1997 på løfter om respekt for civilsamfundet og dialog mellem de forskellige kulturer.«

Muhammed Khatami blev i 1997 valgt som præsident i Iran med over 70 procent af stemmerne. Han lovede at arbejde på »dialog mellem civilisationerne«. Khatamis lovgivende magt var fortsat underlagt Vogternes Råd. Men Khatami blev valgt på løfter om reformer og borgerrettigheder. De, der håbede på en udvikling mod et mere demokratisk Iran, håbede på Khatami. Han skulle repræsentere det politiske system over for det religiøse system.
For islamiske lederse havde Khatami som præsident en klar funktion: Han blev skudt ind som led mellem befolkningen og den islamiske ledelse. Han blev befolkningens repræsentant over for ayatollah Khamenei. Khatami udtalte kort efter valget:
»Vi føler, at det, vi søger, er, hvad grundlæggerne af den amerikanske civilisation også søgte for fire århundreder siden. Det er derfor, at vi føler et slægtskab med essensen i den amerikanske civilisation.«
Det lignede et løfte om åbning mod Vesten, og det lignede et løfte om reformer i den islamiske republik. Khatami blev i 2001 genvalgt med endnu større tilslutning end i 1997.

Men efter seks år som præsident ser det nu ud til, at den iranske befolkning har mistet tilliden til Khatami. Løfterne er ikke blevet indfriet. Khatami har ikke gennemført en eneste væsentlig reform.
Uroen breder sig i Iran i disse uger. Forrige mandag demonstrerede 300 studerende ved universitet i Teheran mod planer om privatiseringer. Demonstrationerne fortsatte tirsdag. Og onsdag var der mere end 5.000 demonstranter. I løbet af den forgange uge har uroen bredt sig. Der er rapporter om demonstrationer i byer som Shiraz, Isfahan og Mashhad. De, der så Khatami som vejen til et reformeret Iran, ser ham nu som en forhindring på vejen. De kræver ham afsat. Nu står præsidenten ikke længere mellem befolkningen og Vogternes Råd. Befolkningen står over for både Khatami og præstestyret.
Det kunne være optakt til en afgørende konfrontation. Først torsdag denne uge trådte Khatami frem og fordømte demonstrationerne. Demonstranterne har lovet at fortsætte demonstrationerne indtil 9. juli, som er årsdagen for den store studenteropstand i 1999. Deres kritik udtales nu for første gang direkte. De ved, de risikerer fængsling for kritik af Ayatollah Khamenei. Alligevel har visse demonstranter nu krævet ham henrettet. Søndag offentligjorde mere end 250 intellektuelle iranere et åbent brev:
»Folk og deres folkevalgte har ret til at rådgive landets ledere, til at kritisere dem og til at fjerne dem fra magten, hvis de ikke er tilfredse.«

Khatami har tabt som reformbevægelsens håb. Han er blevet afsløret som præstestyrets marionet. Men man skal ikke glemme, at Khatamis retorik har gjort det muligt for iranere at tale om deres krav som borgere med rettigheder. De vender nu Khatamis tomme løfter til reelle krav om et nyt og demokratisk Iran.
Presset stiger indefra. Men det, der kvalificerer iranernes håb, er, at presset også stiger udefra. Onsdag udtalte George W. Bush sin støtte til demonstranterne. Mullaherne frygter, at krigen mod Irak kun var første kapitel, og at fortsættelse følger i Iran. Det internationale atomenergiagentur i Wien insisterede torsdag på, at Iran skulle tillade inspektioner af landets nukleare faciliteter. Det forlyder, at Iran inden for fem år kan udvikle atomvåben. Man har hørt den trussel før. Men sandheden er, at det internationale samfund burde have den samme interesse som demonstranterne i Iran: et demokratisk reformeret Iran.
Men spørgsmålet er ikke bare, om man kan vælte præstestyret. Spørgsmålet er, hvad der kommer efter: Hverken den marxistisk-islamiske terrorgruppe Folkets Mujaheddin eller shahens efterkommer Reza Pahlavi er legitime alternativer.
Iranerne har en gang revolutioneret mod et diktatur og fået et andet i stedet. Det er den tragedie, de kæmper med i dag.

rl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her