Læsetid: 3 min.

Det pressen har lyst til at høre

Ugen gav et glimrende eksempel på, hvordan man bryder igennem mediemuren
7. april 2006

Der blever brugt formuer på kostbar medierådgivning i disse år af både virksomheder og interesseorganisationer, der gerne ville have spredt deres budskaber på den gode måde. AIDS-Fondet får berømtheder til at iføre sig røde næser, Folkekirkens Nødhjælp laver Lars & Lone-kampagner for at rydde miner i Albanien, og Amnesty International udgiver syngende lussinger for at stoppe vold mod kvinder.

Man forestiller sig, hvordan højt uddannede kreative personer brainstormer i månedsvis for at finde frem til konceptet - eller eventen, der kan bryde igennem mediemuren og skabt opmærksomhed om sagen. For mange lykkes det aldrig, lige gyldigt hvor meget de (bogstaveligt talt) står på hovedet.

Det er, fordi de ikke har fattet grundvilkåret for at komme i pressen: Man skal sige det, pressen har lyst til at høre.

Så enkelt er det.

Som tommelfingerregel er det altid godt at kritisere sine egne. En læge der klager over lægesjusk, er en god historie. Det siger sig selv. En erhvervsmand, som angriber navngivne kolleger for dårlig forretningsmoral, er selvskreven, men noget af det bedste, det er når kvinder angriber andre kvinder. Gerne frådende.

En selvstændigt tænkende trussel

Derfor har man i den sidste uge kunne se et i antal ubetydeligt selvbestaltet sammenrend af kvinder, føre sig frem i både den elektroniske og den skrevne presse. De bliver interviewet, citeret og portrætteret. De kalder sig Kvinder for Frihed, og det er jo svært at være imod. Men den sag, der skaffede dem så mange spaltemilimetre og sendetid i prime time var en sag, der mere lignede Kvinder for ensretning. Al ophidselsen skyldtes et tørklæde. Båret af en ung veluddannet selvstændig kvinde, som tilsyneladende opfører sig som en mønsterindvandrer. Hun taler flydende accentfri dansk, hun har en uddannelse, hun er integreret i kulturen - man kan ikke være meget mere integreret end at være studievært - men hun har valgt at gå med tørklæde, og hun vil ikke give hånd til mænd.

Jeg laster ikke Kvinder for Frihed. Det er en interesseoganisation med sin egen dagsorden, og det har de lov til.

Men hvad er det for rygmarvsreaktioner i den danske presse, der gør det nødvendigt at bringe alenlange indslag i nyhedsudsendelserne og en syndflod af artikler og kommentarer - selv ledere - i aviserne, fordi en studievært optræder med tørklæde - oven i købet i en udsendelse, der har som grundlag at udforske forskelle og ligheder mellem religioner? Integrationsministeren, formanden for Journalistforbundet, endeløse mængder kommentatorer (nu en til) og læserbrevsskribenter har udtrykt deres uforbeholdne mening, og hovedpersonen er blevet interviewet, som var hun anklaget i en standret.

Asmaa Abdol-Hamid leverer tålmodigt den sædvanlige remse om, at sløret er frigørende, fordi hun så ikke bedømmes på sit udseende. Det er naturligvis noget sludder. Det tildækkede rummer en dyb fascination og tiltrækker sig opmærksomhed. Det ved hun selvfølgelig udmærket godt.

Hun ved lige som alle sagens øvrige parter, at det er tørklædets symbolik, der er på spil her. Kvinder for Frihed insisterer på, at tørklædet er et symbol på kvindeundertrykkelse, og når Asmaa hidser dem sådan op, at det fordi hun klart fremstår som en selvstændigt tænkende person, som bærer tørklædet med naturlig stolthed. Det er selvfølgelig en trussel for dem, som insisterer på, at islam ikke har flyttet sig fra Middelalderen. Hvis indvandrerkvinder ikke per definition er stakkels, så så er danske kvinder måske heller ikke per definition frigjorte?

De har været dygtige på DR2. De har fået et af deres public-service-undskyldninger-sent-om-aftenen programmer flyttet fra et opmærksomhedmæssigt Sibirien lige ind på hovedscenen. Dygtigt gjort for et program som følger en gammelkendt formel: Det må ikke koste noget. Så vi tager tre stole i et ellers tomt studie, to urutinerede værter, en mand og en kvinde, som kan fås til en rimelig pris, og så henter vi en gæst ind. Gæsten koster ikke mere end en taxabon.

Men hvad skal vi kalde det ? Nå, jo. Kan I ikke huske Lars & Lone-Kampagnen, nu afløst af Hanne & Hans. Vi kalder det Adam og Asmaa. Den er hjemme.

Så er der bare lige påklædningen.

Og måske skulle vi sende en pressemeddelelse til Kvinder for frihed ?

Vi kan også bare invitere Karen Jespersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her