Læsetid: 3 min.

Til pressens pris

Årets Pulitzer-priser dokumenterer, at der stadig laves fornem journalistik
5. maj 2006

Der gik et næsten fysisk suk af lettelse og stolthed gennem den amerikanske presse, da årets Pulitzerpriser blev offentliggjort den 17. april. Det var, som om priserne med deres begrundelser kom som en retfærdiggørelse af den seriøse presses nødvendighed. Et bevis på den fri presses afgørende betydning i en tid, hvor amerikanske medier - med al mulig grund - er blevet beskyldt for at være overfladiske, eftersnakkende, populistiske, håndsky og logrende overfor regeringen af skræk for at blive beskyldt for at gå den internationale terrorismes ærinde. Alle disse beskyldninger er blevet rettet mod pressen. Naturligvis i pressen.

Pulitzer-priserne er USA's fornemste presse-priser og er uddelt siden 1917. De er siden starten blevet udvidet til også at omfatte fiktion, lyrik, drama og en række andre områder, men journalistikken er stadig hovedsagen.

De prisbelønnede journalister og artikler dokumenterer, at amerikansk presse stadig kan levere fremragende, afslørende journalistik. Dana Priest fra The Washington Post vandt for eksempel for sin dækning af CIA's hemmelige fængsler i Østeuropa. Hun bliver fremhævet for sin omhyggelighed og sin stædige holden fast, indtil hun stykke for stykke får sin historie på plads. Begge dele nødvendige komponenter for ordentlig journalistik og begge dele komponenter, der meget sjældent bliver rum og tid til i det daglige redaktionelle arbejde. Det gælder over hele verden.

Medarbejdere ved New York Times får prisen for amerikansk indenrigs-reportage for deres afsløring af The National Security Agencys hemmelige aflytning af amerikanske borgere som led i 'krigen mod terror'. De får æren for at have sat gang i debatten om grænsen i mellem anti-terrorkamp og befolkningens rettigheder. Det Hvide Hus forsøgte at overtale avisen til ikke at bringe historien med henvisning til nationens sikkerhed, men The New York Times stod fast.

NYT deler indenrigs-prisen med San Diego Union-Tribune og Copley News Service, der afslørede det nu fængslede kongresmedlem Randy 'Duke' Cunninghams korruption og modtagelse af bestikkelse.

Washington Post fik en pris for en lignende sag. Den utrættelige indsats for at afsløre lobbyisten Jack Abramoff og hans forbindelse til bl.a. republikanernes tidligere formand i Kongressen Tom DeLay, som blev tvunget til at gå af. Sagen startede med dokumentation af, at DeLays luksusrejser til Skotland og London blev finansieret af Abramoffs klienter i forretningsverdenen.

60 journalister uden hjem

Det er måske pressens fornemste opgave at holde et vågent øje med de til enhver tid siddende magthavere. Men medierne har også en anden vigtig funktion: Public Service. Og for dem, der har vanskeligt at forstå, hvad det er, slås det i år fast af Pulitzer-priskomiteen, hvad det i hvert fald også er: At yde befolkningen den nødvendige information i en katastrofe. To aviser, The Sun Herald fra Missisipi og The Times-Picayune fra New Orleans, belønnes for deres dækning af orkanen Katrina . Sun Herald udkom hver eneste dag, selv om over 60 medarbejdere mistede deres hjem, og næsten ingen undslap uden alvorlige skader på deres ejendom. The Times-Picayune måtte evakuere sin redaktion i seks uger, men udkom alligevel dagligt, selv om det de første par dage kun var online. Reportere og fotografer dækkede oversvømmelserne via cykel, båd og til fods, opladede deres computere fra deres bil-batterier, og arbejdede i det hele taget under forhold, som var det en krigszone. Redaktion og teknik udførte deres arbejde fra tilfældige lokaler, hvor de kunne komme til det. Men avisen kom ud.

Så pressens damer og herrer retter ryggen og fortæller hinanden, at det alligevel er umagen værd, at være journalist. At der ikke er gået nationens sikkerhed - dem der ikke er med og er imod os - og stjerne for en aften i det hele.

En nødvendig påmindelse, for som en tidligere Pulitzer-prismodtager, kritikeren Margo Jefferson, påviser i sin fascinerende nye bog On Michael Jackson om USA's mest omtalte kulturelle fænomen: 2.200 journalister dækkede sidste år retssagen mod Jackson. Ingen detalje var for lille til at blive rapporteret på direkte tv, i landsdækkende aviser - også de nu prisbelønnede - og i nyhedsudsendelser. Jefferson citerer gyserforfatteren Stephen King, der efter dommen sagde, at der bør være forskel på underholdning og nyheder: "Michael Jackson under en sort paraply hører ikke hjemme på forsiden af New York Times."

Han sammenligner antallet af reportere under retssagen med antallet af døde amerikanske soldater i Irak.

Pulitzer-priserne 2006 viser, at der er forskel - stor forskel - på underholdning og journalistik. Og det er, som det skal være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her