Læsetid: 4 min.

Presset fra Nr. Nissum

28. oktober 1996

Fredag lykkedes det for en resolut skoleklasse fra Nodjylland at gøre det, som herværende dagblad har prøvet i knap fjorten dage.
Eleverne fik, som beskrevet i Information i lørdags, indenrigsminister Birte Weiss til at gribe ind i Flygtningenævnets udsendelse af tamilske asylansøgere.
Klassekammeraten, den 18-årige Citra Rajendram har foreløbig fået en frist på en uge til at dokumentere, at hendes mor er død, og at hun derfor ikke har familie at leve hos i Sri Lanka. Kan hun det, vil hun ikke blive sendt tilbage.
Citra Rajendram er en af omkring 150 tamilske asylsøgere, som står for hjemsendelse til Sri Lanka. Mellem 10 og 20 er allerede sendt tilbage.
Det er disse hjemsendelser, som vi - måske lidt naivt - har forsøgt at få Birte Weiss til at gribe ind i på baggrund af tre forhold:
Nye oplysninger fra Amnesty International, om brug af tortur og vilkårlige fængslinger af hjemsendte asylsøgere.
Henstillinger fra tamilske parlamentsmedlemmer på Sri Lanka, der advarer mod farerne ved at sende tamiler tilbage i den nuværende situation.
Og sidst men absolut ikke mindst, FN's Flygtningehøjkommisariats, UNHCR, meget kraftige henstilling om, at ingen lande sender asylsøgere tilbage uden et gyldigt pas. UNHCR kender kun til et land, der sender tamiler tilbage uden pas: Danmark.

Birte Weiss har hidtil afvist at gribe ind over for de danske asylmyndigheder. Det er, har hun flere gange påpeget overfor denne avis, asylmyndighedernes (Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets) opgave at samle materiale, og på baggrund af det bedømme, om hver enkelt asylansøger er i fare for personlig forfølgelse, hvis han/hun vender tilbage til sit hjemland.
Er de i fare, får de asyl. Er der ingen fare, bliver de sendt hjem, forklarede ministeren og udtrykte sin uforbeholdne tillid til, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet behandlede sagerne forsvarligt.
Det er med flygtningemyndighederne som med domstole, forklarede ministeren. Deres arbejde skal politikerne ikke blande sig i. Derfor, forklarede Birte Weiss, er der ingen grund til, at hun skal gribe ind.
Men er det 100 procent rigtigt, burde sagen om Citra Rajendram aldrig havne på ministerens bord.
Historien om Citra, og hendes klassekammeraters beundringsværdige handlekraft har med al ønskelig tydelighed afsløret, at politik og embedsmandspraksis ikke er to adskilte ting i den danske asylbehandling. Ministeren greb ind og stoppede udvisningen.
I visse tilfælde kan ministeren altså godt handle uden om 'domstolene', Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet.

Når det så er slået fast, er det på sin plads at sige, at konstruktionen med Udlændingestyrelsen, der i første omgang træffer afgørelse om en asylsøger får opholdstilladelse og Flygtningenævnet som asylsøgerens ankeinstans er en udmærket konstruktion.
Den sikrer, at asylsøgerne får behandlet deres sag ved to instanser. Den sidste Flygtningenævnet har endda et flertal af medlemmer, der ikke er 'med i systemet', Flygtningehjælpen, Advokatrådet og en dommer.
Konstruktionen har dog to svagheder, der til tider gør en ministerindgriben ønskelig.
For det første er systemet langsommeligt. Asylansøgere kan sidde i flere år, før deres sag er endelig afgjort. Nye oplysninger, som Amnesty Internationals om tortur, vil kun langsomt blive indarbejdet i myndighedernes praksis af den simple grund, at de gør deres arbejde ordentligt. Før oplysningerne er bekræftet fra flere kilder, bliver der ikke langt vægt på dem, som direktøren for Udlændingestyrelsen, Claes Nilas, forklarede Information i sidste uge.
For det andet er det svært at se, hvor ansvaret for flygtningenes ve og vel egentlig ligger. (Selv om mere ondskabsfulde kommentatorer vil mene, at det ikke var en svaghed, men en velberegnet styrke ved systemet.)
Danmark har - som de lande vi gerne sammenligner os med, når vi taler om menneskeretslige spørgsmål - underskrevet Genéve-konventionen og Den Europæiske Menneskerets-konvention. Det er staten Danmark, repræsenteret af regeringen, der er ansvarlig for, at vi overholder de forpligtelser om at give asylsøgere en ordentlig behandling, som disse konventioner pålægger os.
Men når ministeren har uddelegeret ansvaret for behandling af de enkelte sager til uafhængige myndigheder, hvor ligger det så?
Hvem har ansvaret for at Citra og de andre tamiler ikke, som Amnesty International og Sri Lankanske parlamentsmedlemmer frygter bliver udsat for vold, tortur eller andre overgreb når de sendes tilbage?

Formanden for Flygtningenævnet ramte nok hovedet på sømmet, da han i et interview forklarede, at "det er svært at placere".
Denne avis' påstand (som er underbygget af danske og internationale menneskeretslige eksperter) har været, at ministeren stadig sidder med ansvaret i sidste ende.
Og at hun som direkte konsekvens deraf burde tage initiativ til, at Amnesty Internationals oplysninger og henstillingerne fra de srilankanske parlamentsmedlemmer bliver undersøgt ordentligt. Så vi ved, hvad vi sender tamilerne tilbage til. (Som medlemmer af Folketinget også har bedt ministeren om, hvilket hun hidtil har afvist) Indtil da, er det almindelig anstændighed, at tamilerne bliver i landet.
Derfor er det nu glædeligt at se, at Birte Weiss griber ind, og derved understreger, at hun har en rolle i dansk asylpolitik. At Citra's og de andre tamilers skæbne er en ministers ansvar.

jas (Morten Jastrup)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu