Læsetid: 4 min.

Presset på Europas porte øges

Om sommeren er vejret gunstigt og tusindvis af afrikanere er villige til at sætte livet på spil til havs for drømmen om det forjættede Europa. 9.000 har i det sidste år taget turen til De Canariske Øer - tusindvis af andre strander i Marokko
10. juli 2006

RABAT - "Vi gemte os i skovene ud for Oujda (grænseby i det østlige Marokko, red). Vi lå fladt på jorden, og da natten faldt på, kunne vi krydse grænsen (fra den algeriske side, red.). Det tog to timer og er meget farligt, fordi grænsepolitiet har mange hunde ude. Og på den marokkanske side er der banditter, som stjæler, voldtager og slår - ja, nogle gange dræber de."

Pauline tier eftertænksomt. Hun kigger så ud igennem den åbne dør, som for at tage tilløb, i tvivl om hvor meget af sin historie hun vil røbe.

"Da vi havde passeret grænsen, søgte vi til skovene omkring Ceuta (en af de spanske enklaver i det nordlige Marokko, red.). For en kvinde er det svært at klatre over de høje mure, så en gang forsøgte jeg at snige mig ind i Ceuta fra havet. Det lykkedes, men det spanske politik pågreb mig hurtigt og smed mig ud igen."

Hvor længe Pauline levede i skovene omkring Ceuta, fortæller hun ikke. Men mens hun var der, blev hun voldtaget, fik hjælp af Læger Uden Grænser og havnede sidste år i Marokkos hovedstad, Rabat.

"Da jeg opholdt mig ud for Ceuta, var jeg sammen med min mand. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme til Spanien. Jeg er stærk, jeg kan arbejde," siger hun.

Pauline bor nu sammen med en veninde i udkanten af Rabat. Hendes hjemland er Congo-Kinshasa. Præcis som i mange af de andre immigranters historier, er der huller i fortællingen - huller, som hun ikke vil eller ikke tør fortælle om. Tilliden er skrøbelig, og selv om Pauline i dag har fået tildelt flygtningestatus af UNHCR (FN's flygtninge-højkommissariat), vil hun ikke blive i Marokko. "Det handler om at kunne ånde. Her føler jeg ikke, jeg kan trække vejret frit."

Der findes i dag omkring 10.000 immigranter i Marokko, som har sneget sig illegalt ind i landet. Tallet er blot et løseligt skøn, som bygger på forskellige organisationers gisninger.

Europa er endemålet

De fleste, der har haft held til at komme hertil, drog afsted med Europa som endemål. Men med den skærpede grænsekontrol er det blevet stadig vanskeligere at krydse grænsen, og fra at have været et transitland ligner Marokko mere og mere en ventesal for personer uden opholdstilladelse og id-papirer.

"En menneskesmugler tager typisk mellem 800 og 1.000 euro for rejsen. Men når folk har betalt smugleren, kan de vente i månedsvis, indtil der viser sig en chance for afrejse. Selv om chancerne for at komme videre herfra til Europa er små, tror de fleste fuldt og fast på, at det nok skal lykkes dem før eller siden. Og så er de parate til at tage afsted, så snart lejlighed byder sig," siger en talsmand for en af de ngo'er, der arbejder med immigranterne.

Flere af dem, som er kommet hertil, overlever på penge, de får sendt fra familiemedlemmer, der allerede har nået Europa. Andre tigger, arbejder sort eller prostituerer sig.

"Familien derhjemme håber, at i det mindste nogen vil klare sig over. Nogle af dem, som forsøger at klare sig over med båd, drukner. For andre lykkes det. Mange bliver dog straks pågrebet af politiet og sendt tilbage. Men det er, som det er. Lige siden jeg forlod mit hjemland, har jeg risikeret livet," siger 23-årige Paul.

Han bor i et trangt lille værelse med tre af sine landsmænd. Der er mørkt og indelukket, og i det ene hjørne står et lille tv. De er kommet til Rabat for at forsøge at nå videre til Europa og skabe sig et bedre liv. Men nu føler de sig fanget imellem den lukkede grænse og umuligheden af at tage tilbage.

"Vi er skuffede. Der findes dage, hvor jeg fortryder, at jeg nogensinde rejste," siger Paul.

Stramning gi'r mere fusk

På UNHCR i Rabat taler Johannes van der Klaauw om vigtigheden af at skelne imellem flygtninge og økonomiske immigranter.

"Blandt afrikanerne, som er kommet til Marokko findes både økonomiske immigranter, ofre for trafficking og flygtninge."

I år har hidtil 500 personer søgt om asyl i Marokko, og af dem forventes godt hver fjerde at få flygtningestatus. Resten får afslag.

Men Marokko giver ikke flygtningene midlertidig opholdstilladesle, til trods for at man har forpligtet sig til dette i de internationale konventioner. Og de id-papirer, som flygtningene får fra UNHCR, giver ingen direkte rettigheder i landet. Derfor lever de flygtninge, som har få deres asylansøgning godkendt, under næsten samme vanskelige forhold som de økonomiske immigranter. Løsningen på immigrationsproblematikken ligger imidlertid ikke i højere mure og strengere bevogtede grænseovergange, men i Afrikas udvikling. Den eneste måde effektivt at nedbringe den ulovlige indvandring på består i at løse problemerne med fattigdom, vold og svage stater - det er alle immigranter, som Information har talt med helt enige om.

"En strengere indvandringspolitik i Europa skaber bare mere fusk og flere illegale immigranter. Hvad vi behøver, er lovlige måder at komme til Europa på, arbejdstilladelser og studentervisa. Ingen mur er tilstrækkeligt høj til at holde alle folk ude," siger Johannes van der Klaauw.

Görrel Espelund er svensk freelancejournalist. Pauline og de andre indvandrere i denne artikel hedder i virkeligheden noget andet. Deres navne er blevet ændret for at beskytte deres identitet

20060709-205222-pic-806568545.jpg

En strengere indvandringspolitik i Europa skaber bare mere fusk og flere illegale immigranter. Hvad vi behøver, er lovlige måder at komme til Europa på, arbejdstilladelser og studentervisa, siger Johannes van der Klaauw, som arbejr for UNHCR i Rabat
Foto: Carina Gran

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu