Læsetid: 4 min.

Primatpolitikkens tegn

27. april 2004

DER ER INGEN ’Americano’-drøm. Der er kun én amerikansk drøm udformet af det hvide, anglo-protestantiske samfund i USA. Og de mexicanske og andre spansktalende indvandrere i USA har bare værsgo’ at lære at drømme på engelsk og acceptere det anglo-protestantiske samfunds herskende værdier og kultur. Hvis ikke de gør det, kan Amerikas nationale identitet, som den har været kendt i tre hundrede år, møde sin afslutning.
Sådan er groft sagt budskabet fra Harvard-professoren, Samuel P. Huntington, i hans nye bog, Who Are We? Bogen er endnu ikke udkommet, men det står at læse i et længere uddrag publiceret af tidsskriftet, Foreign Policy. Som omtalt her i avisen i går har bogen – det vil sige uddraget – allerede fået det til at hagle med kritik ned over Huntington.
Det er forståeligt nok. De spansktalende mexicanske indvandrere er ikke en reel trussel imod det amerikanske samfund.

RIGTIGT NOK er det et konkret problem for USA, at der strømmer hundrede tusinder af illegale indvandrere ind over grænsen hvert år. Og som retssamfund må USA gøre alt, hvad det står i dets magt for at garantere legaliteten ... Hvad Bush-regeringen dog desværre ikke gør i dens globale terrorkrig. Og det er alvorligere end den eksterne kulturfare, som Huntington pisker op.
En række undersøgelser og tal afkræfter også det skræmmebillede om en mexicansk ’reconquista’ af det sydlige USA og et kultursammenstød mellem hvide, vrede amerikanske mænd og spansktalende indvandrere, som Huntington synes at male ud. Tværtimod er de mexicanske migranter økonomisk en nettogevinst for USA, og de kan bidrage til en kulturel berigelse, som andre indvandrere har været før dem.
Enkelte af Huntingtons kritikere ser dog ud til at skyde over målet. Det er f.eks. malplaceret, at den mexicanske forfatter Carlos Fuentes kalder ham for en »maskeret racist«. Det er han næppe. For han skelner ikke ud fra hudfarver, DNA-prøver eller blodige bånd, men tænker – og frygter – i kulturforskelle. Og det er også galt nok.
I det 21. århundrede er det ikke racismen, der er den store trussel mod de liberale vestlige demokratier. Det er snarere kulturalismen – en form for identitetspolitik, hvor den herskende hovedkultur ser sig truet af minoriteter og fremmede og derpå tvinger disse til at underordne sig eller skride væk fra flokken.

Ø-MENTALITETEN er synlig i kulturalismen. Samfundet tænkes som en ø, isoleret fra omverdenen, selv om det i globaliseringens tidsalder er ganske urealistisk. I Danmark har Dansk Folkeparti specialiseret sig i denne nye form for primat-politik, og i en række europæiske lande har man set tilsvarende nationalpopulistiske partier spire frem. I Italien er der udsendt en alarmistisk bog om »den tavse invasion«, der er beslægtet med Huntingtons nye angreb på mexico-amerikanerne.
Presset fra primatpolitikerne har været så højrøstet, at selv liberale er kommet i tvivl. I England har man her i foråret set en mand som den ellers liberale David Goodhart skrive i The Prospect, at »de fleste af os foretrækker vores egen slags«. Det er ikke mere bare små dryp. Det er en bølge.
Primatpolitikkens tale også er ved at få fat i selv visse intellektuelle kredse i det USA, der om noget er en stor og rummelig demokratisk nation formet af generationer af indvandrere. I flere år har man hørt visse America-First vækkelsesprædikanter, som Patrick Buchanan forlange indgreb mod indvandringen, udenlandsk kapital og globaliseringen, men de har i deres ekstremisme ikke kunnet præge den amerikanske mainstream.

MEN siden terroranslaget den 11. september 2001 er en kombination af næsten skinger national patriotisme blandet op med professor Benjamin R. Barber præcist har kaldt for ’frygtens politik’.
Terrorismen er en reel trussel, som alle ansvarlige politikere må forholde sig til og bekæmpe her i det 21. århundrede, for uden basal sikkerhed er selve ideen om et demokrati og levende civilsamfund i nød. Men frygten for terrorister er desværre brugt som springbræt til at skabe et »frygtens imperium«, der også skal udkæmpe en global kamp imod ’de fremmedes’ religioner.
I det ideologiske magtspil har Samuel P. Huntington en ikke uvæsentlig rolle. For 11 år siden skrev Huntington sit berømte essay om The Clash of Civilisations om det kommende globale sammenstød mellem de forskellige civilisationer. Den Kolde Krigs fjendebillede om Vestens demokrati mod Østens kommunisme blev erstattet af et nyt mellem Os og De Andre – i første række mellem Vesten og den islamiske kulturkreds. Det var en grov forsimpling.
Man overså, at der er store konflikter internt i de vestlige samfund, samtidig med at der internt i ’de andres’ kulturer og samfund er kræfter, der kæmper for at liberalisere, demokratisere og skabe retsstater, der forsvarer tolerance og menneskerettigheder. Det er denne universelle og civiliserende humanistiske fordring, som bør forsvares. Internt i nationerne og i det globale samfund. Ikke ved at forskanse sig i et frygtens imperium defineret som en hvid, pessimistisk monokultur, som Huntington lægger op til, men ved at forsvare det liberale demokrati som en inklusiv og tillidsskabende forfatning for det menneskelige samfund.

bjm

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu