Læsetid: 3 min.

Principiel afholdenhed

14. maj 1998

SÅFREMT den af mange ventede principielle dom i Tvind-sagen skulle have udløst forventninger om et højere juridisk skoleridt med sagens tre landsdommere i sadlen, må domsudskriften siges at være en skuffelse.
Teksten ofrer nemlig ikke mange ord på princip-
diskussionen om Tvind-loven, der dengang greb om sig.
Som en del sikkert vil huske, rullede daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) sig ud med sin indædte særlov og chokerede folk med vanlig tynd hud vedrørende sager om centralmagtens retsovergreb - men også juridisk sagkyndige på højt niveau.
Og så sandelig spærrede mere politisk håndfaste karakterer også øjnene op. Heraf i Folketinget flere, der så afgjort ikke er kendt for at støtte Tvind-samvirket og dets ikke altid lige letfordøjelige metoder.
Disse kritikere af Ole Vig Jensens særlovs paragraf 7, der på forhånd som en anden rockerlov udpegede skurkene så at sige med navns nævnelse, mente i teksten at finde et eklatant brud på Grundlovens paragraf 3.
Denne omhandler det berømte trefløjede magtdelingsprincip. Med andre ord optrådte Folketinget ifølge kritikerne på én og samme tid som lovgivende og dømmende magt. Ministeren tog sig af resten.
Hele sagskomplekset mentes i den sammenhæng at være på kant med Menneskerettighedskonventionen og EU-traktatens bestemmelser. Den måde, hvorpå lovteksten tilrettelagdes, forhindrede de enkelte ramte Tvind-skoler i at anlægge sag mod ministeriet i den hensigt at modbevise indbyggede påstande om urent trav.
Loven pegede nemlig kun fremad, ændrede blot bevillingspraksis ud fra formodning om kommende handlinger imod lovens ånd. I konventionel forstand et klart retstab.
En enkelt af skolerne, Veddinge Bakker, anlagde herefter sag mod ministeriet for grundlovskrænkelse. Kritikerne holdt vejret og afventede dommen, som altså faldt i går. Hvad ville mon Landsretten sige til magtdelingsdiskussionen?

MEGET LIDT ville Landsretten sige til magtdelingsdiskussionen og henholdt sig i det store og hele til sagsøgtes fremstilling, der ikke overraskende tilbageviser enhver påstand om overtrædelser af Grundlovens paragraf 3.
Hele dommen sammenfattes i sætningen, hvor landsdommerne slår fast: "Vedtagelsen af den omhandlede lovændring må anses for omfattet af den bevillingskompetence, der tilkommer lovgivningen".
Færdigt arbejde. Intet over, intet ved siden af Folketinget. Eftersætningen fastslår, at der på denne baggrund, og ydermere fordi Folketingets flertal ikke kunne have tillid til Tvind-skolernes fremtidige lovefterettelighed, ikke er grundlag for den antagelse at Grundlovens paragraf 3 om den udøvende magt og den dømmende magt er overtrådt.
Landsretten fraskriver sig dertil - og dét skal man bide mærke i, så tænderne knager - enhver supplerende principiel overvejelse. Retten understreger, at Tvind-loven vel nok "kan give anledning til visse principielle retspolitiske overvejelser", men på den anden side "ikke kan føre til noget andet resultat" end den foreliggende dom.
En ganske bemærkelsesværdig formulering af en højere ret i Danmark. Den besked, hvor ejendommelig den kan forekomme, må man jo indtil videre bøje sig for.

MEN DET havde vel ikke været for meget forlangt, hvis Landsretten i en sådan sag argumenterede mere fyldigt og forpligtende for sit standpunkt.
Mangen en fritidsjurist vil utvivlsomt i dag sidde og spekulere over, om f.eks. Folketingets bevillingskompetence er et tilstrækkeligt tungtvejende og altforklarende begreb til at kunne ophøjes som løsningen på paragraf 3 problematikken. An sich, i sig selv, som tysken siger.
Godt nok findes præmisserne i referatet af sagsøgtes påstande. Men burde Landsretten ikke formulere sig bredt og selvstændigt i et så vigtigt anliggende? Eller sagt på en anden måde: føler dommerne, der vel oprindeligt er blevet jurister af lyst, overhovedet ingen trang til at svinge sig et par gange i den faglige trapez? Det er da ikke hver dag, man har en grundlovssag.
Spørgsmålene får næppe lov til at blæse i vinden. Dommen minder i sin påfaldende kortfattethed om Landsrettens behandling af Grundlovssagen mod statsministeren. Denne var ligesom dommen i går på siger og skriver 16 sider og er heller ikke for det gode gået over i den juridiske verdenslitteratur. Tvind oversendes nu, når sagsøger har holdt fællesmøde, formentlig til Højesteret, hvis dommere så igen kan trække i kapperne som rigets sande grundlovsvogtere og skrive en dom, der traditionen tro bliver ti gange så lang.
Og forhåbentlig også ti gange mere overbevisende.
mtz

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her