Læsetid: 3 min.

Principper

Man må spørge, hvor langt Fogh Rasmussen regeringen vil gå i sin følgagtige attitude overfor USA i ’krigen mod terror’. Det er ikke nok at påtale (medie)fiaskoer som Abu Ghraib, Haditha eller Guantánamo. Det er heller ikke nok, at Søren Gade og Per Stig Møller i NATO og FN fremlægger dansk politik, der er en implicit kritik af USA.
3. juli 2006

DET ER IKKE normen, at en minister betegner den politik, han og regeringen har aktiv del i, som værende forfejlet. Det er ikke desto mindre, hvad forsvarsminister Søren Gade (V) kalder indsatsen i Afghanistan i weekendens udgave af Information.

Søren Gade giver udtryk for, at der er for lidt fokus på genopbygning, og at det internationale samfund er for nærig med de penge, der er afgørende nødvendige for at opbygge demokratiske institutioner, infrastruktur og job. Han erklærer sig "helt enig" med de internationale eksperter, der i krystalklare vendinger advarer om, at vi taber i Afghanistan, hvis ikke vi dropper den politik, der med rod i en tro på militær overlegenhed og nedkæmpelse af terrorens fremtrædelsesplan, grundlæggende går fejl i den overordnede målsætning om at skabe varig fred og fremgang for den civile befolkning.

Med ordene "Vi er snart nødt til at lære lektien," henviser Søren Gade til det ubestridelige faktum, at verdenssamfundet har set det mange gange før, og fejlet miserabelt i de såkaldte post-konflikt zoner - ikke mindst i Afrika, men så sandelig også i det Irak, hvor vi ligeledes har danske soldater udstationeret som del af en 'international koalition'.

Afghanistan risikerer med en fortsættelse af den forfejlede politik at synke tilbage til den forstemmende realitet, der var, før Taliban regimet blev væltet i 2001. Nu blot i endnu mere udbombet og såret form og som aktiv partner i de militære operationer og diplomatisk vedhæng til en forfejlet kampagne, har Danmark et ubestrideligt medansvar.

DET ER IMIDLERTID for let blot at skose Søren Gade, regeringen og den danske politik. Danmark giver i forhold til vores indbyggertal et uforholdsmæssigt stort beløb i bistand til Afghanistan, der, alt efter hvilke tal man anvender, andrager mellem fire og syv procent af det totale genopbygningsbudget. Beløbet er 157 mio. kroner om året, og selv om det kan diskuteres, om vi kan og bør give endnu mere, er det procentuelt set store danske bidrag mere et vidnesbyrd om andre vestlige landes uformåen, end det kan være en kritik af VK-regeringen.

I de internationale fora er de danske repræsentanter ofte positive, udfarende kræfter.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) brugte den 22. juni, i anledning af at Danmark overtog formandskabet i FN's Sikkerhedsråd, lejligheden til at indskærpe nødvendigheden af en international retsorden, der bliver overholdt af alle.

Han slog fast, at sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder er gensidigt forstærkende elementer i forsøget på at skabe fungerende retssamfund, og fortsætter dermed en god danske tradition - med deltagelsen i den illegale Irak-krig som tragisk undtagelse.

Søren Gade har ligeledes i NATO-sammenhæng gjort sig positivt bemærket. Blandt andet i form af et NATO-seminar den 20-21. juni 2005, der fremlagde strategien 'Concerted Planning and Action' (CPA), som sigter på i enhver sammenhæng, hvor NATO agerer militært, på forhånd at inddrage FN's humanitære organer, ngo'er, eksperter med videre, så man er bedre forberedt på ikke blot at vinde krigen men også freden.

Dette initiativ er uhyre væsentligt, og det er positivt, at Danmark presser på for officielt at introducere CPA-konceptet også på NATO-topmødet i Riga til november.

NÅR DER ALLIGEVEL er grund til at kritisere den danske regerings håndtering af Afghanistan, handler det således om den overordnede, snart sagt betingelsesløse støtte til George W. Bush regeringens krig mod terror. Det handler kort sagt om principper.

Med udgangen af juni måned er yderligere 200 danske soldater ankommet til Afghanistan som et led i en forstærket NATO-aktion, som skal aflaste et USA, der på grund af Irak-krigen er hårdt spændt for, og samtidig give Bush og Republikanerne en trumf ved det kommende midtvejsvalg.

Den strategi, de danske soldater ankommer for at arbejde under er forkert og har, hvis den fortsættes som konsekvens, at det internationale samfund lider et nederlag i Afghanistan. Dette vil medføre dyb ulykke for den afghanske befolkning, en eksplosion i heroineksporten til Vesten og øget risiko for statsfinansieret terror.

Alligevel skal de afsted, og man må spørge, hvor langt Fogh Rasmussen regeringen vil gå i sin følgagtige attitude overfor USA i 'krigen mod terror'. Det er ikke nok at påtale (medie)fiaskoer som Abu Ghraib, Haditha eller Guantánamo. Det er heller ikke nok, at Søren Gade og Per Stig Møller i NATO og FN fremlægger dansk politik, der er en implicit kritik af USA.

Vi skal være med i Afghanistan. Det er en rigtig mission. Men Danmark, Afghanistan og de udsendte danske soldater, der risikerer livet, fortjener, at vi står ved vores principper. Det gør man ikke ved kontinuerligt at stå som garant for en politik, man ved er forkert.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu