Læsetid: 6 min.

Prinsen kigger ud af kolonihaven

Det er fint, at danskerne samler sig om Kongehuset, mener Prins Joachim, men samlingen skyldes ikke, at globaliseringen skal lukkes ude; det skyldes, at den for længst er ankommet. Derfor skal vi også hjælpe andre ude i verden
20. april 2006

HO CHI MINH CITY - "Det her er intet mod trafikken i Hongkong."

Prins Joachim kigger ud over Ho Chi Minh Citys summende biler, knallerter og kraner fra stolen ved swimmingpoolen på Marriott Hotels 22. etage.

"En af mine venner derovre sagde til mig, at kinesiske bilister er kendetegnet ved to ting: De skal frem hurtigst muligt, og de føler intet ansvar for fællesskabet. Så efter et års tid i Hongkongs trafik lærte jeg det efterhånden: Det gælder bare om ikke at blive ramt," griner Hans Kongelige Højhed.

Mens vi får det sidste sol på benene efter to ugers rejse gennem asiatiske vækstmirakler, og prinsens kammerherre, Kurt Bache, får ild på frokostcigaren, raser kampen mellem det lokale og det globale på hjemmefronten. Med den konservative EU-parlamentariker Gitte Seebergs ord står danskernes valg i denne tid mellem to alternativer, der gensidigt udelukker hinanden: At følge Dansk Folkeparti ind i kolonihaven, eller at vende ansigtet udad og tage globaliseringens udfordring op.

I kolonihave-Danmark må man så antage, at der står et Dannebrog, en engangsgrill med et par hakkebøffer og et billedblad med sidste nyt om Prins Joachims nye kæreste. Det er sjældent, man får lejlighed til at spørge et symbol, hvad det synes om de ting, det er kommet til at stå for. Således kan hverken flaget eller hakkebøffen tilkendegive, om de er glade for at være blevet indlemmet i globaliseringsprotesten sammen med Søren Krarup. Men prinsen, han kan tale. Hvordan har det danskeste danske det med den truende globalisering?

Efter Prins Joachims mening er den ikke til at afværge, idet den for længst er ankommet.

"Der er i dag ikke et punkt på jorden, der ikke kan nås. Vi er virkelig blevet én klode - selv om vi ikke er blevet én befolkning. Og dér er dilemmaet, at handelen bringer folk sammen på kryds og tværs, men at vi samtidig gerne stadig hver især vil have en form for integritet. Vi går rundt i gaderne og møder hinanden, men nogle gange bliver vi også trætte og skal hjem - og så vil vi have et hjem at komme hjem til," siger han.

Vi kommer egentlig fra et spørgsmål om, hvad verden skal med sådan en som ham. Har en moderne, globaliseret virkelighed brug for en prins, der klipper snore over? Med et nyt og globaliseret begreb om nationen får vi også brug for nye symboler, mener Prins Joachim.

Mere end et land

"Nationen er jo selv et nyt udtryk. I gamle dage hed det 'landet' eller 'folket', og lederen var så en, der skulle ekspandere - udvide sit land og sit folk. Kunne man holde fast på de nye erobringer, var grundlaget jo bare blevet så meget større, og man kunne bosætte det med sit eget folk. I dag er 'nationen' netop et rammende begreb, fordi det både handler om geografi og om folk, og de to ikke nødvendigvis dækker det samme område. Og så får man brug for sådan noget som landsfaderen som samlingspunkt. I gamle dage var der ydre fjender til at bringe folket sammen, men det er jo netop det, vi ikke har i en globaliseret verden, hvor vi er sammen på én klode. Da vi ikke kan regne med et 'Mars Attack' til at komme udefra og bringe os sammen, må vi finde andet at samle os om."

Joachim har lige aflagt besøg på paladset hos den nye cambodjanske konge Norodom Sihamoni, og nu nævner han den tidligere balletdanser Sihamoni som eksempel på en ny tids landsfædre.

"I Thailand kan kongen stadig finde på at uddele en skideballe til sine politikere, og den gamle cambodjanske konge blandede sig også i politik med en masse virak til følge. Men sønnen her er uddannet i Europa, har kigget bag jerntæppet, og jeg kunne godt forestille mig, at han vælger en anden tilgang, hvor han som konge træder politisk i baggrunden, men bliver et samlingspunkt for nationen."

På rejsen gennem Indokina har Prins Joachim travet energisk forrest i en delegation, der har besøgt udviklingsprojekter for alt fra silkelarver til tidligere børneprostituerede. Der er noget dybt bizart i dette gentagne møde mellem dyb, desperat fattigdom og så en nypresset prins med kammerherre, kortege og bodyguard. Men det må man give Joachim: Hos hver eneste landsby, hjem, kooperativ og skovbrug har han stillet spørgsmål, mange spørgsmål, og detaljerede og informerede - noget som arrangørerne fra udviklingsorganisationen CARE Danmark er diskret lykkelige over. De er vant til at skulle holde samtalen i gang med officielle gæster, der ikke tager initiativ selv.

Når man udspørger Prins Joachim om CARE, hvis protektor han er, udtaler han sig som en medarbejder - i første person, overvejet og også problematiserende.

"Jeg havde været i Vietnam før, men det var mit første besøg i Cambodja, og man ser tydeligt, at landet mangler de 10 år i udvikling, hvor det har gennemgået den ene rædsel efter den anden, mens nabolandene skred frem. Men min vurdering er, at Cambodja om 10 år er, hvor Vietnam er i dag - og om 20 år bør de selv være i stand til at klare deres fattigdomsproblemer."

- Men kan man uden videre drage den slags paralleller?

"Der er paralleller i den økonomiske udvikling i Asien," siger prinsen. "Thailand har nogle problemer, men vil grundlæggende skulle klare dem selv, og det er Vietnam også på vej til. Der er mange ligheder, men der er også forskelle. Cambodjanerne er meget åbne og imødekommende, hvor vietnameserne måske er mere lukkede, hvad enten det skyldes tradition eller partiets jernnæve. Cambodja er langt nærmere den europæiske ide om demokrati."

Forpligtede

- Hvorfor rager det overhovedet Danmark og danskerne, hvordan det går de her lande langt væk?

"Vi har overskud, derfor er vi moralsk forpligtede. Vi har demokrati, vi har ikke hungersnød, vi lever i et overskudssamfund. Det er altid godt at kigge indad, men vi må også se ud. Verden er altså blevet mere global, siden stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Jeg var selv 22 år, første gang jeg var ude med CARE. I dag er jeg 36, og verden ser anderledes ud. Herude mærker man for eksempel tydeligt, at landene ikke ligger presset mellem øst- og vestblokken - alting flyder mere."

- Men hvor meget skal vi blande os i?

"Vi er moralsk forpligtede, ikke bare til at give en skærv, men også til at gøre noget. CARE går ikke ud og prøver at redde verden, men gør den bedre for de udvalgte. De projekter, vi har set med svinehold og pasteurisering af vand, er CARE's kernearbejde: Man udvælger et lille samfund, en landsby med 100-1.000 indbyggere, og vælger derefter nogle nøglepersoner, som man støtter og følger med en forventning om, at de selv kan køre tingene videre, når projektet udfases. Så breder det sig som ringe i vandet. Vi må selvfølgelig ikke håbe, at hver eneste bonde i Mekong-deltaet producerer 24 grise som ham, vi besøgte, men i øjeblikket handler det jo bare om at få bønderne ud over det niveau, hvor det mest handler om at forsørge deres egen husstand og videre til et niveau med overskud. Og det kan lade sig gøre at hjælpe det fremskridt frem. Her i Sydøstasien, hvor der bor de mest arbejdsomme mennesker, er det jo næsten som at kende tipskuponen på forhånd - det kommer til at gå fremad."

"På en måde synes jeg, det bringer os tilbage til spørgsmålet om noget at samles om. Vi skal gå der i de globale gader og omgås med hinanden, og vi skal også kunne trække os ud af gaderne til et hjem. Men det skal vi kunne gøre uden at være for kolde over for de andre derude. Derfor skal vi ud og hjælpe. Det hele hænger sammen," siger Prins Joachim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu