Læsetid: 6 min.

Prinsen på den virtuelle hest

Internetdating er ikke forbeholdt nørder eller folk med særlige præferencer inden for seksuelle udskejelser. Det er derimod et utroligt demokratisk medie, der tillader alle at række en virtuel hånd ud til lige den type, de altid har drømt om. Netdating har selvfølgelig også dårlige sider
11. juni 2005

Hver dag får datingsites på internettet nye medlemmer, der håber på, at de her kan finde deres udkårne blandt de talrige profiler. Men hos mange mennesker finder man en udbredt mistro til den virtuelle kærlighed.

Fingrene bevæger sig hastigt over tastaturet, og ordene på skærmen bliver ved et enkelt klik, på få sekunder sendt af sted til et andet menneske, der meget vel kan vise sig at være din kommende livsledsager.

Kærligheden i dag har forandret sig. I de vestlige lande er ægteskaber hverken påkrævede eller arrangerede af økonomiske årsager. Hvert enkelt menneske er i langt højere grad overladt til sin egen skæbne, og de høje medlemstal på datingportaler, vidner om et stort behov for at finde en partner, der kan give livet mening i en hverdag med karrierestress og delebørn.

Internetdating har eksisteret i sin nutidige form siden 1996, og det senmoderne menneske har taget initiativet til sig. Flere og flere går på nettet i jagten på den eneste ene, men det skorter ikke på fordommene over for den nye digitaliserede vej til kærligheden.

I mine interviews i forbindelse med en eksamensopgave om emnet stødte jeg på denne udtalelse fra Jens, der netdater: "Jeg syntes, det var lidt akavet og lidt pinligt, at man skulle gå ud og finde sig en kæreste på den måde, fordi man ikke gør det på den normale vis. Man føler sig lidt uden for normerne".

Søren havde ingen erfaring med netdating og sagde: "Jeg ville ikke blive forelsket i dem. Kunne ikke blive forelsket igennem en computer. Det tror jeg ikke på".

Jeg selv var nysgerrig og oprettede en profil på nettet. Inden jeg vidste af det, havde jeg fået to nye venner, der var dybt engageret i mit ve og vel. Fascinerende og skræmmende, men indtagende.

I flere uger holdt jeg brevskrivningen ved lige, og jeg lærte deres mest personlige problemer at kende. Det var en utrolig oplevelse af intimitet og spænding. Hvornår får jeg det næste brev? Mon han svarer på mine spørgsmål? Forstår han min humor? Mon han synes, jeg er interessant? En gribende intens oplevelse af nærvær, der ikke kan sammenlignes med noget, jeg har oplevet i det virkelige liv. Mine virtuelle venner forstod mig bedre end min egen kæreste.

Men min oplevelse var ikke usædvanlig.

Nærvær på internettet

Mange, der prøver netdating, får en følelse af at komme tættere på et andet menneske end nogen sinde før. Researchere har hævdet, at internetdating ikke kan skabe den samme følelse af nærvær og intimitet, som man møder ansigt til ansigt, fordi man i cyberspace ikke kan se og røre hinanden fysisk. Men netop denne fordom, som de deler med millioner af mennesker, har forskere som John A. Bargh fra New York University, og Susan M. Wildermuth fra Wisconsin University tilbagevist. Internetdating, der er opstået i kølvandet på de sociale forandringer i samfundet og den teknologiske udvikling, har en del mere på hjerte, end kritikerne har øje for.

I værket Love online: Emotions on the Internet skriver Aaron Ben Ze'ev fra universitet i Haifa hvilke faktorer, der opbygger denne intense følelse af samhørighed med en virtuel ven eller kæreste.

Ifølge ham har netdatings popularitet fire konkrete årsager: 1)Anonymiteten er en væsentlig del, for når man er anonym, er man mindre sårbar - og derfor også mere åben. 2)Udseendet, der ofte spiller en afgørende rolle i bedømmelsen af en anden person, er her ikke med til at stigmatisere samtalepartneren, og derfor er paraderne nede. 3)Cyberspaceforholdet er begrænset til cyberspace, og man må derfor lære hinanden at kende alene af den vej. Dette medvirker til større åbenhed, for ellers ville din samtalepartner ikke nogen sinde lære dig at kende. 4) Udvalget er fortrinligt. De forskellige dating-portalers profiler viser et nuanceret udvalg af forskellige typer. Mange datingsites vælger endda at fokusere på en bestemt type singler med f.eks. specielle seksuelle præferencer eller nationa-liteter. Dette ses hos single-jew.com og spanking.com.

Men på trods af det massivt stigende antal af netdatere og datingportaler på nettet, er der en slående mangel på forståelse over for denne nye fremgangsmåde i partnersøgning.

På fantasiens vinger

Signe, som aldrig har prøvet netdating, betroede mig: "Jeg har meget svært ved at se, hvordan man skulle kunne få en ordentlig fornemmelse af et andet menneske gennem bare at skrive. Tror meget på kropssprog". Meget rammende var kropssprog også i søgelyset hos Søren: "Jeg tror ikke at sidde og chatte ville gøre noget for mig. Altså, jeg ville ikke have noget, jeg kunne vægte folk på, synes jeg. Som at man både har deres kropssprog og udseende".

For mange mennesker er det uforståeligt, at folk i alle aldersgrupper benytter sig af de digitale medier, computeren og internettet, i deres søgen efter kærligheden. De fleste tror, at når ordene er de eneste kommunikationsmidler, begrænses den kontakt man kan opnå, fordi udseendet og kropssproget går tabt. Men John A. Bargh og Aaron Ben-Ze'ev har i deres forskning vist, at man her tager fejl.

De forestillinger fantasien disker op med, er nemlig en essentiel del af kommunikationen i cyberspace. Ved mail-udveksling kan man selv bearbejde de informationer samtalepartneren kommer med, og hurtigt opnå et billede af personen - endog let krydret med fantasien.

Ifølge forskningen er vi langt mindre kritiske over for de mennesker, vi møder i cyberspace, end dem vi møder ansigt til ansigt. Anonymiteten, fravær af udseende og kropssprog samt det faktum, at man beskriver sine følelser og tanker for et andet menneske, sætter fantasien i gang.

Intimiteter man aldrig ville turde dele med en nær ven før flere års venskab, kommer på kort tid op til overfladen i dybe mailbaserede dialoger, der på grund af deres anonyme natur let kan fungere som private dagbøger, hvor de inderste personlige emner udforskes og skaber samhørighed.

Den irrationelle frygt

De fordomme mange folk hæger om, bunder blandt andet i manglende erfaring med netdating som kommunikationsmedie. Der er en irrationel frygt for, at de digitaliserede medier skal suge den sidste rest menneskelighed og personlig kontakt ud af det allerhelligste i vort samfund: Kærligheden. Beck og Beck-Gernsheim forsøger i bogen The normal Chaos of Love at tegne et billede af, hvordan denne næsten sygelige besættelse af kærlighed i det senmoderne samfund er opstået.

Det enkelte menneske har fået overdraget magten over sit eget liv, og har her i gennem fået pålagt mange valg i det sociale samfund. Vi kan og skal selv vælge vores partner. Denne partner skal leve op til de forskruede, urealistiske forventninger, vi har fra bl.a. massemediernes idealisering af parforholdet. Og hvis vedkommende viser sig ude af stand til at virkeliggøre vore drømme - ja, så ryger han ud til højre.

Det forhold der kan opstå ved internetdating, er mindre udsat for fordømmelse, fordi kravene til vores samtalepartner ikke længere er uoverstigelige. Udseendet og adfærden hæmmer os ikke. Åbenhed og ærlighed værdsættes og skattes højt i personlige mail-udvekslinger på internettet. Mens kejtede tics og dårlig tøjsmag ikke længere har magt over den interesse andre udviser over for os. Det vil sige, så længe billedprofilen viser en nogenlunde acceptabel udgave af os selv.

Internetdating er ikke forbeholdt nørder, eller folk med særlige præferencer inden for seksuelle udskejelser. Det er derimod et utroligt demokratisk medie, der tillader alle at række en virtuel hånd ud til lige den type, de altid har drømt om i dette mekka af profiler. Netdating har selvfølgelig også dårlige sider, men det er ikke de sider fordommene afspejler. Det handler i langt højere grad om at de cyberspacerelaterede parforhold og digitaliserede kommunikationsformers muligheder stadig er uudforskede. Derfor er der ingen gedigen vejledning, som kan hjælpe nye netdatere. Måske oplever man i starten en trang til at date på nettet uafbrudt, eller man viser tillid til mennesker, man burde afvise. Netdating har både gode og dårlige sider, men hvis man er fornuftig, er hagerne dog få. Det er selvfølgelig vigtigt at være varsom med at give personlige oplysninger om sig selv. Men der er ingen tvivl om, at netdating og kommunikation på nettet kan give en fantastisk følelse af nærhed og intimitet - med mennesker, du aldrig har mødt. Kærligheden er moderne i en tid med skilsmisser og delebørn. Men håbet dør aldrig, hvilket kan give en forklaring på netdatings popularitet. Måske er prinsessen ægte, når prinsen på den virtuelle hest springer ud af skærmen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu