Læsetid: 3 min.

Prinsessen på pillen

3. november 2000

SKULLE NOGEN HAVE kvalme eller ondt i hovedet og de hårdt krummede tæer ved synet af sundhedsområdets ukronede prinsesse, en storsmilende Sonja Mikkelsen, der forleden skålede i champagne over forliget om apotekerne – er hjælpen nu nær. Snart bliver det nemlig muligt at få fingre i hovedpinepiller og anden livsnødvendig håndkøbsmedicin nede om hjørnet i supermarkedet eller på tankstationen.
Regeringen har indgået forlig med Socialistisk Folkeparti, CD, Det Konservative Folkeparti og ikke mindst Venstre om at liberalisere apotekervæsenet i en grad, der har tændt julelys i øjnene på de borgerlige politikere, som mener, at folkets sundhed ligger bedst i medicinalindustriens lommer.
Den socialdemokratiske sundhedsminister forventer, at priserne på håndkøbsmedicin nu falder, og hun fremhæver, at den bliver langt mere tilgængelig.
Enhver gymnasieelev, der har modtaget et par timers undervisning i samfundsfag, kan alene ud fra disse to forudsætninger nu let regne ud, at de multinationale koncerner, der typisk står for fremstilling af de smertestillende piller, de kemispækkede sugetabletter til lindring af halsonde og lignende præparater til brug i flæng, må berede sig på lidt af hvert. De skal til at arbejde virkeligt hårdt for at mætte et voksende og storsultent marked, de må kaste sig ud i omfattende reklameaktivitet til besyngelse af de medicinale herligheder – og de må afse masser af tid til bogføring af dramatisk stigende indtægter.
Venstre tager på branchens vegne disse bedårende udfordringer med højt humør, og Socialistisk Folkeparti glæder sig vist over, at al medicin trods alt ikke blev kastet i grams.
Hurra for det, og lad os så se at få gang i hjulene, lægemidler frem på hylderne, og I må virkelig have os undskyldt, hvis et par dumme danskere fristes over evne til at smide flere penge ud til ugens tilbud på billig mirakelmedicin, eller hvis nogle tåbelige teenagere får endnu lettere ved at skrabe Panodiler nok sammen til at begå selvmord med.

SUNDHEDSMINISTERENS storslåede forligsdebut sender – selv om Sonja Mikkelsen føler, at hun på nogle områder har været tvunget til at sluge en bitter pille – et tydeligt sundhedspolitisk signal til befolkningen: Sundhed og behandling med medicin er to sider af samme sag, og medicin er en naturlig del af hverdagen for folk, der ikke er særligt syge.
Klar tale hørtes således i en af fjernsynets nyhedsudsendelser om forliget. Håndværkeren, der holdt i sin bil på en benzinstation, sagde til tv, at han skam syntes, det var en god idé med håndkøbsmedicin på tanken. Han havde ofte hovedpine, når han kørte hjem fra arbejde, og så var det jo nemt at stikke ind på tankstationen efter et par piller.
Mandens problem er bortblæst med en lille hjælp fra vennerne i den socialdemokratiske bevægelses folketingspolitiske gren. Socialdemokratiet kan passende benytte lejligheden til at droppe overmugne holdninger som, at håndværkerens hovedpine kan skyldes larmende værktøj, elendige arbejdsstillinger og akkordarbejde. Stik ham dog en pille.

SUPERMARKEDERNES indtog på sundhedsmarkedet begrædes af apotekerne, som dog længe har tjent tykt på at sælge medicin forklædt som slik: Sugetabletter med honning og hovedpinemiddel der kan skylles ned som en varm toddy i en hyggelig aftenstund. Dermed har de selv vist vejen mod det nye fusionskøkken, som forliget om pillesalg også er et sandsynligt skridt mod: Det fuldt integrerede og effektiviserede marked for nydelse, sundhed og helbredelse. Vi kan få det hele på tanken – fra benzin over sprut til pillerne, der kan tage tømmermændene dagen efter. Og vi kan få det i nye effektive kombinationer – nogle kalder det functional foods – hvor drikke- og fødevarerne er pumpet med vitaminer og mediciner, så det hele kan klares på en gang. Hvorfor ikke en rødvin med midlet mod hovedpine tilsat fra starten? Eller – endnu lettere – en hovedpine med indbygget rus?
Vi er der ikke endnu. Kommer der forhåbentlig aldrig. Men onsdagens pilleforlig afspejler, hvordan effektivitetstænkningen mere og mere styrer og gennemsyrer tilværelsen. Hele tiden hurtigere, nemmere, effektivere, som om vi vidste, hvor vi skulle hen. Ikke underligt, hvis nogen får brug for at købe ekstra panodiler for at klare spændingshovedpinen.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her