Læsetid: 4 min.

Priorindens bortvendte kind

Jens Voigt tabte, men skabte Liège-Bastogne-Liège og er Bjarne Riis 'hemmelige' Tour de France-vinder
25. april 2005

Cykelsporten kan præmiere sluggere. I boksning er det ordet for dem, der har hjerte, mod og råstyrke mere end de har teknik og køligt overlæg. Aleksander Vinokourov og Jens Voigt er i den forstand sluggere, der kan ødelægge det for selv de teknisk mest finslebne og specialiserede udøvere i branchen. I det mest spændende og mest interessant kørte Liège-Bastogne-Liège i årevis var det sluggerne fra Kasakhstan og Berlin, der tog røven på de sidste bakkers badutspringere ved at køre væk så tidligt, at de skarpe bakkeeksperter kunne slås om sekundære placeringer. Med Rolf Sørensens ord - og han vandt priorinden i 1993 ved at gøre det - så antipicerede de La Redoute, som er den traditionelle udskilningsstigning i Liège-Bastogne-Liège. Og de gjorde det i endda i meget god tid. CSC's Jens Voigt kørte med holdkammeraten Peter Luttenbergers hjælp væk, da der endnu var 60 km til mål, og da krykhusarerne i den udbrydergruppe, der blev dannet, havde til sinds igen at lade sig fange af et felt, der var blevet sprængt af den danske berliners aktion, rykkede han bare væk igen.

De rigtige kort

Og kasakhen Vino gad ikke vente på reaktion i feltet med badutspringerne, men så i Voigt en ideel makker at komme dem i forkøbet med. Hans tyske mobiltelefonhold, der ikke har fået en sejr endnu i år, havde Steffen Wesemann liggende forude i et tidligt udbrud og Mattias Kessler liggende blandt favoritterne, så Telekom havde spillet deres kort rigtigt.

Som Bjarne Riis' CSC. De kunne lade Voigt køre - og håbe - men havde Nicki Sørensen og Ivan Basso liggende passivt og destruerende i forfølgerfeltet og parate til at tage over, hvis Vino og Voigt skulle blive indhentet. En perfekt taktisk knibtang, som begge de to sluggere have til rådighed, men ingen fik rigtigt brug for. Og dog. I de afgørende momenter på bakken Sart Tilman, da situationen mellem de to sluggere og forfølgerne stadig var uafklaret, udførte Bjarne Riis' håb i Giro d'Italia og Tour de France, Ivan Basso, et formidabelt stykke destruktion. Han kunne måske selv have vundet det løb - hvor han altid har kørt godt - men ofrede sig under situationens krav, og netop det træk er sigende for den teamspirit, som Bjarne Riis med kontroversielle metoder i denne verden indarbejder på sit hold.

Hans rytter vandt ikke. Af de to sluggere er Vino den hurtigste før målstregen, og man skal ikke sige pyt med det for nogen af dem. For kasakken, der har vundet meget, var det karrierens vigtigste. Det var priorindens kys. For Jens Voigt var det den strenge dames bortvendte kind i det øjeblik, han havde munden spidset.

Og mens vi er i metaforerne. Jørgen Leth, der aldrig, aldrig bruger metaforer, men altid er konkret, havde en af sine store dage i viden om netop dette løb og i sin præcisering af de taktiske muligheder. Og fandme om han ikke i en bisæting tager sig tid til at fortælle ved Voigts og Vinos afsindigt uafklarede passage af industrikvarteret Herstal i udkanten af Liège, at her laver de våben, et rent gangsterkvarter, og her er Simenon født. Ikke i Herstal, men nok i selve Liège.

Mader-fælden

Til gengæld løber hans journalistiske kommentator, Thomas Kristensen, lige ind i det, man kunne kalde Mader-fælden. Nej, Liége er ikke kørt siden 1882, som han sagde, og er ikke en dronning. Hvad, der er en klassiker, kan de cykellærde strides om til evig tid, men det står dog stadig fast, at Paris-Roubaix kaldes Dronningen og Liège Priorinden. Eller hvad man nu vil oversætte titlen La Doyenne til. Cykelsporten har i mere et århundrede skabt metaforer, men lemfældig omgang med dem tolereres ikke. Til gengæld var Kristensens konstatering af Wesemanns og Kesslers bidrag til Vinos sejr af god dømmekraft. Man skal sige, hvad man ved, og holde kæft med det, man kun ved omtrentligt. Og dog.

Jens Voigt fra Berlin og CSC har nu i to Ardenner-klassikere skabt den måde, løbene skal afvikles på. Et meget langt udbrud i Fleche Wallonne i onsdags fanget næsten på stregen. Et meget langi udbrud i går afvist på de sidste meter.

I jagten på den store etapeløbstriumf har Bjarne Riis Ivan Basso. Men jeg tror, at han i det stille er ved at omskole Jens Voigt til at blive en potentiel Tour de France-vinder. En reserve for Ivan Basso. Det er i højderne sådan set kun et forhold mellem kropsvægt og kraftydelse. Og hvis sluggeren Riis kunne finde det skæringspunkt, så kan hans elev fra Berlin vel også. Det ville passe fint i Riis' psykologi, hvis han kunne opfinde eller opdrage en rytter, som ligner ham selv.

Hans engagement af Laurent Jalabert var modpolernes kontrakt. Men engagementet af Jörg Jaksche, Jens Voigt og Bobby Julich var som i et spejl og med erfaringens viden om sluggernes potentiale.

hjh@information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her