Læsetid: 13 min.

Prisen for et spædbarn: 100.000 kr.

Fattige gravide bulgarske kvinder rejser til nabolandet Grækenland, hvor der er et organiseret salg af spædbørn. Velichka er en af dem. Hun solgte sit barn for halvandet år siden
23. december 2006

26. september 2005, Athen

Det gør ondt. Velichkas hænder famler undersøgende på den fugtige bandage over såret. Hun kigger sig omkring i det ukendte badeværelse i den lille lejlighed, hvortil de ankom for få timer siden, hende, Serbes og babyen. I de første tre dage efter fødslen følte Larissa ingen smerter. Men bagefter, under turen, i bilen, begyndte det pludselig at gøre meget ondt i underlivet, mens babyen, en buttet lille dreng, sov i en stor, sort pose.

Serbes havde sagt til hende, med truende mine:

"Hvis politiet stopper os, må du sige, at vi er gift, og at drengen er vores søn."

Nu kan hun høre dem snakke på den anden side af den halvt lukkede dør. Serbes, ejeren af lejligheden og den mand, der kom senere, advokaten. Efter nogle få minutter går døren op, der lyder en kort hilsen på græsk. Så bliver den lukket igen. Velichka trækker hastigt T-shirten på og forlader igen badeværelset. Alt ser ud som før. Serbes og ejeren af lejligheden taler stadig sammen. Begge ser tilfredse ud. Men advokatens stol er tom, og babyen er forsvundet sammen med den sorte pose.

27. juni, 2006, Kumluka, Sliven, Bulgarien

"Radka vidste alt, fordi hun allerede selv havde gjort det. De opsøgte mig sidst i august, da min mave var blevet stor, og jeg var syv måneder henne. Hun talte med mig, fortalte mig hele historien og fik mig til sidst overtalt til at møde dem fra Kameneo. Da vi ankom, nogle få dage senere, var der to til at tage imod os, Latif og Bajram. De sagde til mig, at de ville tage sig af alt, papirer, rejse osv. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at overbevise min far eller lyve for ham. Så fortalte de mig om pengene. 6.000 euro, lovede de mig. Jeg tænkte, at det lød som en fantastisk masse penge, men jeg forstod ikke helt, hvor meget det var. Jeg tænkte over det, der gik nogle dage, og jeg overvejede det stadig. Til sidst sagde jeg ja."

Velichkas stemme er en næppe hørlig hvisken - en gnist, der flakker og går ud imellem de fire nøgne vægge i det værelse, hvor hun bor sammen med sin far, sin mor, en tante og ti søskende. Velichka er 18 år, men har aldrig gået i skole. Hun kan hverken læse eller skrive. Når mørket falder på, går hun ned i bymidten, slæber sin spinkle skikkelse hen til markedspladsen, hvor hun sælger sin krop for nogle få leva på fortorvet langs Asenovska Reka-floden, som denne sommer kun er et udtørret leje fyldt med småsten.

Mellem hendes ben på det støvede tæppe, som om natten bliver til den seng, hvor hun sover sammen med sine brødre, sidder en lyshåret, rastløs pige på tre år - frugten af et tidligere ægteskab, der mislykkedes, med en mand, hvis navn vi aldrig vil få at vide.

Udenfor kaster sommerdagens skærende skarpe lys små skygger på de stejle, øde gader i Kumluka, et fattigkvarter i den bulgarske provinsby Sliven ved foden af de sidste af Karpaternes bjergrygge, der fortsætter længere over mod øst, før de synker ned i Sortehavets urolige vande. For at komme hertil måtte vi vandre op ad en bugtet vej langs små huse med røde tage og hvidt pudsekalk. Stadig højere gik vi, indtil gaderne blev til bugtende grusveje, grusvejene til rød jord, og det bebyggede område forsvandt til fordel for skovbevoksning og bjergside, og vi nåede til det sidste hus, en firkant interimistisk opført af mursten, bagt i solen. Velichkas hus.

"Jeg tænkte på alle de ting, som kunne have været anderledes. Et rigtigt hus, med møbler, senge, et badeværelse, rindende vand. Jeg fortalte min far, at jeg havde fundet arbejde i Grækenland, og at der også kunne blive tale om et job til ham. De ordnede papirerne for os på en dag, og så tog vi af sted til Kameneo. Vi rejste om natten - det var helt mørkt. Dette var første gang, jeg rejste væk, første gang jeg forlod min hjemby og dette hus."

Jeg ser mig omkring. En høj, stor dobbeltseng, to hylder, et skrivebord og et gammelt, støvet fjernsyn. Huset er lige så tomt for møbler, som det er for liv. Daniela og Bozhidar, de yngste, strides højrøstet med hinanden og forsøger at klatre op på deres mor, Fanas, ryg. Tvillingerne Penka og Ivana, 13 år, sidder ved siden af hinanden med generte og uudgrundelige smil. I døråbningen hjælper Barna sin tante Stella med at sortere de limetræsblomster, som urtekræmmeren i kvarteret vil betale nogle få cents for til at lave urtete, som er meget værdsat i Bulgarien. Husets mænd er her ikke - de arbejder i skovene til sent om aftenen, bortset fra Nedyo, den 25-årige, ældste søn. Han afsoner to et halvt års fængsel i Stara Zagora-fængslet for tyveri.

"Et navn, nej. Jeg ønskede ikke at give ham et. Det kunne jeg ikke. Han var smuk og buttet - fire et halvt kilo. Vi blev på hospitalet i Larissa i tre dage, før vi kom tilbage til landsbyen, hvor de havde indlogeret min far og de andre piger. Efter to dage bad en af dem, Serbes, mig om at forberede mig og klæde babyen på, og få timer efter tog vi af sted til Athen."

I nogle få øjeblikke forekommer Velichkas mørke øjne at strejfe væk, væk fra Kumlukas røde tage, længere væk fra byens grå, anonyme bygninger og videre ud- og nedad imod sletten og horisontens lave bjerge, hvor hvede og solsikker dyrkes.

"Nu er han ni måneder gammel. Slavka og Latif sagde, at han er blevet adopteret af en familie, som ikke kunne få børn. Jeg har prøvet at forestille mig deres ansigter, men det kan jeg ikke. De sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig, at han ville få et bedre liv, at de ville tage sig af ham, som var han deres."

10. september 2005, Tampa, grænsen mellem Ungarn og Østrig

Klokken er to om morgenen. En mørkegrøn Opel Vectra nærmer sig grænsen. På bagsæderne sidder en mørkhåret pige og en mand med briller og et træt blik. Foran to mænd i 30-års-alderen. Pigen, der er besværet af sin store mave, kommer ud sammen med manden ved hendes side. De stiger ind i en af de taxier, der holder og venter. Nogle få ord til chaufføren og de fortsætter til grænseposten. Taxien passerer grænsen. På den anden side venter Opel Vectraen i skyggerne. Pigen og mændene går tavse tilbage, og bilen kører igen derfra igen og forsvinder i den kølige og stjerneløse nat.

2. juli 2006, politistation i Sliven

"De tager Europa rundt nu, fordi vores kolleger og grækerne ikke lader dem slippe igennem. Fænomenet er velkendt, og vi finder en måde at sende dem tilbage til grænsen. De rejser langs grænserne til Serbien, Ungarn, Østrig, op til Italien, hvorfra de sejler mod Grækenland. Ved grænserne skilles kvinderne fra, de passerer med taxa eller til fods, for ikke at efterlade spor af, at de faktisk rejser sammen. Men i Velichkas tilfælde blev de nødt til også at involvere faren. Det var et trick, der skulle dække over, at pigen var mindreårig på det tidspunkt."

Petko Chokalov fra stationen i Sliven tager imod i møderummet. Han er 43 år gammel, tidligere historielærer ved byens gymnasium, men han har arbejdet ved politiet i 13 år, de seneste tre som chef for afdelingen for bekæmpelse af organiseret kriminalitet. I dette tidsrum har han afsløret tre organisationer, der 'eksporterede' små børn, alle tre baseret i landsbyen Kameno, få kilometer fra Burgas, Bulgariens vigtigste industrihavn.

Han forklarer, at organisationerne er baseret på et etnisk familieprincip. Det drejer sig om større roma-familier, hvoraf mange af medlemmerne i årevis har boet i små centre omkring Larissa i det nordlige Grækenland. Her er deres rødder og stærke familiebånd, de kender læger, sagførere, notarer, tolke. De har forbindelser i byerne og landsbyerne i det østlige Bulgarien, hvor de leder efter gravide piger blandt de fattigste i roma-samfundene, de fleste af dem fra ekstremt fattige, gældstyngede familier.

"Trafikken mod Grækenland har stået på i mindst fem, måske 10 år, og vi har en stærk mistanke om, at den også går til andre lande som f.eks. Frankrig og Italien. I 2004 opdagede vi syv sager, året efter fire, og i år 14, inklusive Velichka-sagen. Men mange piger er stadig bange for at tale, eller de føler skam, og jeg tror, der findes mange, mange andre sager. Det fungerer som et hestemarked. Børn af hankøn koster mere end piger, op til 15.000 euro. Først undersøger de moren, derefter naturligvis barnet. Jo smukkere og sundere det er, jo dyrere. Men prisen går bestemt i vejret, hvis det har hvid hud, sandsynligvis fordi faren så er bulgarer, og moren prostitueret roma som Velichka."

I dag har man trevlet nettet op. Ifølge politiets rekonstruktion er lederen en 32-årig kvinde, Slavka, eller Sofia, som hun kalder sig selv i Grækenland. Derudover er der fem andre mistænkte, blandt dem hendes mand, Latif. De sidder alle fængslet, mens de afventer dommen. Slavka blev bevilget ledsaget udgang, paradoksalt nok fordi der ikke var nogen til at tage sig af parrets to børn, når begge forældre sad i fængsel. Mens hun var under overvågning, forsøgte hun at 'organisere' fire andre piger og blev derefter sendt tilbage til fængslet. Nu afventer de blot retssagen.

"Det, der bekymrer mig mest ved denne historie," siger Chalkov, "er, at sporene efter børnene er gået tabt, de forsvinder bare. Vi ved ikke mere om dem. Teoretisk er der intet til hinder for, at bagmændene får fat i en falsk dødsattest og bruger børnene på organmarkedet."

23. september 2005. En landsby nær Larissa i Grækenland.

I det lille rum for enden af korridoren ligger syv mennesker og sover. Velichka og hendes far kryber sammen i den samme seng, ved deres fødder bevæger et lille mørkhåret bundt sig uroligt. Der er tre andre piger her. De har solgt det barn, de venter, eller de har underskrevet en erklæring om, at de har givet deres børn væk, børn, der nu bor hos de familier, der har købt dem. Tanya har allerede solgt et af sine tre børn og venter på selv at blive solgt, som hun er blevet Gud ved hvor mange gange før. Det foregår altid på samme måde: Latif tager hende med til byen, sælger hende som prostitueret eller som bartender for mellem 1.000 og 1.500 euro, får pengene og rejser væk igen. Om natten vender han tilbage, tager hende med og sælger hende igen et andet sted.

16. juli 2006. Kumluka, Sliven, Bulgarien.

"De bruger os som lastdyr, som traktorer, for 15 leva om dagen."

Velichko, der har samme navn som sin datter, ser træt ud. Han støtter sine benede, ru hænder på knæene, han er tømt for liv og energi. Han rejser sig for at sætte sig på kanten af den seng, hvor han sov i timevis, uden at høre larmen og spædbørnenes råb. Han ryger langsomt en cigaret. Udenfor regner det. Han fortæller mig en historie om en bedre tid, et job som tekstilarbejder indtil '89, derefter på en keramikfabrik i yderligere syv år. På grund af flere år med kriser og omskiftelser er mange af fabrikkerne i Sliven blevet omorganiseret.

"De fyrede mig, og siden da har jeg kun kunnet finde tilfældige, underbetalte job. I de seneste tre måneder har jeg arbejdet som skovarbejder. Vi fælder, slæber og læsser træ ti timer om dagen til en ussel betaling, i snestorm eller solskin."

Stoyanka, en af de yngste, omfavner ham, hendes strålende øjne ser ind i farens matte blik med barnets tavse og vedholdende kærlighed.

"Da Velichka fortalte mig om Grækenland, tænkte jeg på bedre tider, på betalingen i euro. Jeg besluttede mig for at tage af sted. Vi ankom til en landsby med seks huse og en bar. Der var ikke engang et busstoppested, der var ingen mennesker på gaden. Vi var lige kommet ind i huset, da de tog mit pas og låste mig inde i et værelse, som et dyr i et bur. De optrådte som en klan, der er mange af dem, gemene og beslutsomme. Hele dagen rører de ikke en finger, de ordner deres forretninger over mobiltelefonen."

Cigaretten går ud, blikket er stadig mat. "Efter et par dages forløb bragte de Velichka til hospitalet, de sagde, hun ikke var rask, og at hun skulle undersøges. Jeg blev sat til noget markarbejde. Jeg plukkede spinat i fire dage, for det fik jeg 10 euro, så jeg havde penge til at købe cigaretter. Så fortalte de mig, at barnet var født, og de kørte mig til Larissa, hvor jeg skulle underskrive fødselsattesten. Men Velichka fik et stykke blankt papir, som hun skulle underskrive i overværelse af en sagfører. Jeg så kun mit barnebarn i to dage. Da Velichka kom tilbage fra Athen, fortalte Slavka mig, at der ikke var mere arbejde til mig, og om natten satte de os på en bus, der kørte os tilbage til Bulgarien."

På dette tidspunkt forvrænges historien og splittes op i mere dystre og usammenhængende dele. Tre måneder senere vendte Velichko og hans datter tilbage til Grækenland for at underskive bortadoptionspapirerne.

"At trække sig ud, at gøre modstand," siger Velichko, mens regnen begynder at dryppe ned gennem taget, "var umuligt. Vi måtte gøre, som de sagde, de truede os. For at få os til at vende tilbage til Grækenland havde de lovet os, at vi kunne tage barnet med tilbage, men da vi ankom, fandt vi ud af, at det bare var endnu en løgn. Til slut gav de os 700 euro, og midt om natten befandt vi os i udkanten af Athen, uden nogen ide om, hvor vi skulle gå hen, eller hvordan vi kom hjem."

10. oktober 2005. Et sted i nærheden af Sliven, Bulgarien.

"Havde det ikke været for dig, hvem skulle så have hjulpet min datter?" I det lille ambulatorium med de halvt lukkede skodder, tager Fana nogle ark papir og lægger dem på det gamle metalskrivebord, mens Velichka tager sit tøj på igen, mens hun støtter sig til sengen med den ene hånd.

"Ved du ikke, at stingene skal tages ud efter 11-12 dage?" Kvinden i den hvide skjorte putter fraværende papirerne ned i den åbne skuffe, som hun derefter lukker lige så fraværende.

"Der kan gå infektion i. Og for øvrigt skal pigen holde sig i ro, hvile sig. Det har hun brug for efter sådan en fødsel."

Der brænder et lille bål af tørrede kviste foran den revnede mur. En stor, sort gryde, fuld af ris og kyllingeben, der kun lige er dækket af et tyndt lag kød og skind. Fana er ved at lave mad til familien på den lille åbne plads foran indgangen til hendes hus. Døren mangler.

Velichka sidder tavs ved siden af hende og kigger nærmest tomt på hende.

"Min datter fødte ved kejsersnit, hun var i 8. måned, de ville ikke vente, så de også skulle give hende en seng og noget mad. De ville have barnet hurtigt. De tog hende til hospitalet, gav hende en indsprøjtning, og da hun vågnede op, var barnet født. Da hun kom hjem igen, sad stingene der stadig, en kvindelig læge her i byen fjernede dem, mere af medlidenhed end på grund af de småpenge, jeg har givet hende. Velichka har forandret sig, hun har det ikke godt, altid nervøs, og nogle gange har hun hovedpine fra morgen til aften."

En let, men konstant østenvind får ilden under gryden til at knitre, mens de sidste solstråler forsvinder bag de mørke egeskove, der dækker toppen af Balkanbjergene. Fana sænker stemmen, som om hun vil afsløre en hemmelighed for mig.

"Området er fuldt af dushmani, af onde mennesker. De snakker om, at jeg måske nok kunne opdrage mange børn, men ikke vidste, hvordan jeg skulle passe på mit barnebarn. Sandheden er, at de udnyttede min datter, og vi tav af frygt. Da politiet afslørede det hele, kom dem fra Kameno tilbage. Først truede de mig, derefter forsøgte de at købe os til tavshed. Men min mand og Velichka har alligevel fortalt politiet det hele. Nu er jeg bange, og hvis jeg skal nogen steder, beder jeg altid naboerne om at kigge efter børnene."

Solen er ved at forsvinde nu, og vinden bliver køligere, bidende. Flammerne bevæger sig som spøgelser i mørket.

"Den smule penge, de fik , brugte de til at komme hjem for. Da de kom tilbage, hende og hendes far, havde de 150 euro på sig. Er det prisen for et spædbarn, en fattig mands barn?"

Velichka fortsætter med at lytte til os, uden at sige et eneste ord, fuldstændig opslugt. Hendes hænder tegner forvirrede tegninger på jorden rundt om ildstedet. Jeg ser længe ind i hendes dybe, fjerne blik, søger efter et svar. Et svar, jeg ikke kan finde.

Oversat af Niels Ivar Larsen & Ebbe Rossander

Francesco Martino er korrespondent for den italienske sociale hjælpeorganisation Osservatorio Balcani, www.osservatoriobalcani.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her