Læsetid: 10 min.

Prisen for den store produktivitet

2005 er ved at være forbi, og det er tid til at gøre status over et filmår med store succeser og fatale flops
30. december 2005

Der har været en del at glæde sig over i 2005, når det kommer til dansk film. Der er blevet produceret ikke færre end 29 nye spillefilm, og samtidig er det samlede billetsalg til de danske film det højeste i 25 år.

Filminstituttet, der er ved at positionere sig til de forestående forhandlinger om et nyt, fireårigt filmforlig, jubler forventeligt over tallene, men billedet er ikke entydigt positivt.

En tommelfingerregel er, at jo flere film, der bliver produceret, jo højere vil antallet af gode film være. Det betyder også, at der vil være flere dårlige film, og det demonstrerer filmåret 2005 i udpræget grad.

Prisen for den store produktivitet har vi altså betalt, men har vi også hævet gevinsten? Har 2005 tillige kunstnerisk har budt på en lang række uomgængelige værker med stor publikumsappel?

Nej, det kan næppe siges, selv om branchen bestemt har demonstreret sin visuelle og indholdsmæssige bredde på et tidspunkt, hvor Lars von Trier ellers angriber enkelte af sine kolleger for at være for professionelle og personligt uanfægtede af det, de laver. Interessant er det i den forbindelse at konstatere, at Anders Thomas Jensen, der blev ramt af Triers kritik, også er den manuskriptforfatter og instruktør, der har gjort sig mest heldigt bemærket i 2005.

Et varmt hjerte

Anders Thomas Jensen stod bag manuskriptet til Tomas Villum Jensens velsmurte Solkongen, der levede højt på sin veloplagte karakterkomedie om modsætningernes møde. Men han skrev og instruerede også selv den anderledes ambitiøse og udfordrende Adams æbler, en egensindig gendigtning af Jobs Bog, der kunne gå hen og blive Danmarks bud på en Oscarkandidat næste år.

Med Adams æbler bevæger instruktøren sig endnu længere ud på det plotmæssige overdrev, han også besøgte i sin spillefilmdebut, komediedramaet Blinkende lygter (2001), og igen i den absurde komedie De grønne slagtere (2003). Der banker dog et varmt hjerte bag ironien, de bizarre karakterer og hyperstiliserede universer.

At den myreflittige Anders Thomas Jensen blandt meget andet også har været medforfatter til væsensforskellige film som Jannik Johansens Mørke og Susanne Biers kommende Efter brylluppet, vidner kun om hans store alsidighed og en sjælden evne til at stille sit talent til disposition for andre.

Hans næsten lige så produktive kollega Kim Fupz Aakeson skød til gengæld langt under målet med manuskriptet til Store planer, der i Jesper W. Nielsens uinspirerede instruktion blev lidt af en turkey. Kvaliteter var der derimod klart i Aakesons to andre 2005-film, Anklaget og Kinamand.

Blottet for følelser

De visuelle eksperimenter har fyldt en del i 2005, og selv om filmene indholdsmæssigt ikke altid har kunnet leve op til den spændende billedside, kan man i hvert fald ikke anklage dem for at ligne hinanden. Lars von Trier fulgte i egne fodspor med Manderlay, en efterfølger til Dogville og derfor uden dennes frapperende virkning af originalitet, men stadig en morsom, begavet og kun alt for aktuel lektion i det at være et anstændigt menneske.

Lige så godt klarede Thomas Vinterberg sig ikke med sin på papiret interessante Dear Wendy, der trods et manuskript begået af Trier blev et alt for abstrakt og uvedkommende portræt af amerikansk våbenkultur. Christoffer Boe skuffede decideret med sin anden spillefilm, Allegro, der var flot at se på, en blændende leg med filmmediet, men desværre blottet for følelser.

Voldsomt ambitiøs var også Anders Rønnow Klarlunds dukkefilm Strings, der knapt kunne kaldes en børnefilm, selv om det var, hvad mange havde forventet. Teknisk og visuelt var filmen dybt original, men historien, som instruktøren skrev sammen med lyrikeren Naja Marie Aidt, var et mislykket forsøg på at pakke en skarp kritik af krigen mod terror ind i både Shakespeare og fantasy.

$SUBT_ON$Sansebombardement

Danske Simon Staho, der for tiden arbejder i Sverige, fulgte Nat og dag op med den fandenivoldske Bang bang orangutang, der også havde den svenske superstar Mikael Persbrandt i hovedrollen og var et rent sansebombardement af musik, billeder og store følelser.

Nicolas Winding Refn, der lavede en af 2004's bedste film med det barske gangsterdrama Pusher 2, hyldede sin yndlingsfilm, Motorsavsmassakren i Pusher 3's voldsomme slutning, men som helhed nåede filmen slet ikke op på niveau med de to første i trilogien. Zlatko Burics Milo, der er den altdominerende hovedperson i Pusher 3, er simpelthen ikke interessant og sympatisk nok til at kunne bære en hel film.

Ole Christian Madsen derimod leverede med Nordkraft en visuelt spændstig og intens skildring af livet for en flok unge stofmisbrugere i Aalborgs underverden, og islandske Dagur Kári instruerede sin første dansksprogede film, den fine, sort/hvide bagatel Voksne mennesker, som narrativt og stilistisk var tydeligt inspireret af Godard og den franske nybølge, og som handlede om en blid, ung dagdriver, spillet af Jacob Cedergren, der er ude af stand til at tage ansvar for noget som helst.

$SUBT_ON$Politisk impotent

Også i år kom politik på dagsordenen. Per Fly afsluttede sin Danmarkstrilogi med den udmærkede, men ikke fantastiske Drabet om en gymnasielærer (Jesper Christensen), som må tage sit trygge liv op til revision, da han konfronteres med sin ungdoms idealer. I de to første film i trilogien, Bænken (2000) og Arven (2003), lykkedes det Fly at skildre miljøer, han ikke selv er en del af. I Drabet er udgangspunktet et materiale, som er meget tættere på ham selv, hvilket måske er grunden til, at det følelsesmæssigt ikke blev forløst nær så godt.

Åke Sandgren parafraserede Farum-sagen i Fluerne på væggen, der handler om en kvindelig journalist (Trine Dyrholm) på sporet af en korrupt borgmester (Lars Brygmann). Sagen kompliceres dog af, at hun forelsker sig i borgmesteren. Den ellers veldrejede satire kører mod slutningen helt af sporet og ender i en vildt usand-synlig thrillersekvens med en flitsbuebevæbnet Kurt Ravn.

Af sporet kører Gert Fredholms Dommeren fra begyndelsen. Peter Gantzler spiller titelrollen som dommer og nyudnævnt formand for Flygtningenævnet, der får de alvorlige konsekvenser af en af sine egne afgørelser tæt ind på livet. Fredholm forsøger uden det store held at blande det personlige med det politiske, med vægten bevidst på det første, og resultatet er en film, der - som Claus Christensen skrev her i avisen - "er politisk impotent."

$SUBT_ON$Ind i mørket

Der er snart mange mænd i alderen 35-60 år med ondt i livet i de danske film, blandt andet i Henning Carlsens klodsede, utroværdige Springet, Jacob Grønlykkes uengagerende, ujævne Opbrud og Jesper W. Nielsens fjollede Store planer.

Det er også omdrejningspunktet i Henrik Ruben Genz' noget mere vellykkede Kinamand, et lille, lunt drama om en nogen-og-40-årig, indadvendt blikkenslager (Bjarne Henriksen), som har svært ved at finde ben at stå på, da hans kone pludselig forlader ham. Men så opdager han en eksotisk og forførende verden i lejligheden bag den lokale kinagrill, og sammen med ham tager publikum på en livgivende rejse ind i det ukendte. Trods sin målbevidste fortælling opleves Kinamand mere som sindsstemning end traditionelt fortalt drama, hvilket ikke mindst skyldes fotografen Sebastian Blenkovs gennemarbejdede, lyriske totalbilleder.

Sebastian Blenkov, der har fotograferet ikke færre end tre af årets bedste film, leverede også billederne til klipperen Jacob Thuesens første spillefilm som instruktør. Anklaget er en psykologisk thriller, der med billedsiden bringer os ind i hovedet på en helt almindelig mand (Troels Lyby), som af sin egen datter pludselig anklages for incest. En velgørende kantet og dristigt kølig film, der spiller på publikums forventninger om mandens mulige skyld.

Også Jannik Johansen bruger thrillergenren som ramme for sin anden spillefilm, det Hitchcock-agtige drama Mørke, der leger med sit publikum ved sjældent at være, hvad det giver sig ud for. Med udgangspunkt i sit eget liv fortæller instruktøren om en tilsyneladende velfungerende journalist (Nikolaj Lie Kaas), der plages af skyldfølelse over sin søsters selvmordsforsøg. Da det endelig lykkes hende på sin bryllupsnat at tage sit eget liv, overbeviser han sig selv om, at hun i virkeligheden blev myrdet af sin nye mand (Nicolas Bro), og det bliver bogstavelig talt begyndelsen på en skræmmende rejse ind i mørket.

$SUBT_ON$Dårlige debuter

Børnefilmen fejrede ingen nye triumfer i 2005, det blev blot til to kiksede 60/40-produktioner, Oskar & Josefine og den forfærdelige Far til fire gi'r aldrig op, og Martin Hagbjers sympatiske, men på ingen måde nyskabende Af banen blev årets bud på en ungdomsfilm. Af debutanter var der to, Laurits Munch Petersen med den bredt tænkte, men kliché-befængte og håndværksmæssigt temmelig ujævne Ambulancen, og Oscarvinderen Martin Strange Hansen med Den rette ånd, en i glimt ganske charmerende film, der dog ikke er meget andet end en novellefilm blæst op til spillefilmslængde.

Begge film blev i øvrigt støttet af Filminstituttets voksenfilmkonsulenter, Nikolaj Scherfig og Lene Hansson Varhegyi. I det hele ta-get har konsulenterne samlet set, nuværende som forhenværende, kunstnerisk haft et lidt uheldigt år, idet de og-så har Springet, Opbrud og Dommeren på samvittigheden.

Med Charlotte Sachs-Bo-strups Veninder, der blev produceret uden støtte fra Det Danske Filminstitut, og Jonas Elmers Nynne blev de danske biografgængere også begavet med et par pigefilm i ånden fra Bridget Jones dagbog. Men hvor Nynne trods alt kunne prale af en djærv hovedrolleindehaver, Mille Dinesen og enkelte sjove optrin, havde Veninder ikke andet end irriterende, selvoptagne kvinder at byde på og understregede, at Sachs-Bostrup som instruktør endnu mangler at træde i karakter.

Tilbage er kun at nævne Bille Augusts kedelige thriller Return to Sender, der fik én til at undre sig over, hvorfor manden dog bliver ved med at lave engelsksprogede film; Rumle Hammerichs helt igennem utålelige Unge Andersen, en miniserie til tv, som på grund af instruktørens spillefilmdrømme fik lov at spille nogle få dage i producenten, Nordisk Films, egne biografer; og veteranen Morten Arnfreds vellavede, men reelt overflødige romantiske komedie Den store dag.

$SUBT_ON$Eftertanke påkrævet

Hvis vi vender os mod den økonomiske side af dansk films påståede succes, er det rigtigt, at billetsalget i 2005 slår mange rekorder. Men det er, som vi tidligere har skrevet her i avisen, kun en lille andel af de 29 film, som har solgt billetter nok til overhovedet at kunne løbe rundt, og der sidder utvivlsomt en række producenter med alvorligt ondt i tegnebogen.

Én ting er, at arthouse-produktioner som Dagur Káris Voksne mennesker og Christoffer Boes Allegro, der begge visuelt og narrativt tør væsentligt mere end gennemsnittet, kun sælger hhv. ca. 11.000 og 13.000 billetter. Det er trist, men sådanne publikumsflops vil aldrig kunne undgås, og den slags chancer er det livsnødvendigt for Filminstituttet at tage.

Men at mainstreamfilm som Store planer, Den store dag, Opbrud, Springet, Ambulancen, Dommeren og Den rette ånd sælger så få billetter - alle færre end 100.000, de fleste meget mindre - er samlet set uacceptabelt og må mane til eftertanke.

Ikke mindst fordi både Den store dag og Store planer er støttet under den kommercielt orienterede 60/40-ordning, hvor man først og fremmest vurderer en films indtjeningspotentiale.

Under alle omstændigheder understreger det, at hverken gode anmeldelser eller en perlerække af populære, danske skuespillere nødvendigvis kan trække et stort publikum i biografen. Opbrud, der havde Jens Okking, Kim Bodnia og Birthe Neumann på rollelisten, blev set af 4.752 mennesker, mens den kritikerroste Mørke med Nikolaj Lie Kaas kun lige sneg sig over 100.000.

$SUBT_ON$De store spørgsmål

Seriefortsættelser som Far til fire eller Min søsters børn er det tætteste, man herhjemme kommer på en sikker succes, men ellers er det notorisk svært at spå om, hvordan en film vil klare sig i biografen. Af årets 29 danske film er kun ni blevet set af mere end 100.0o0 mennesker, og af de ni er blot fire produceret med støtte fra 60/40-ordningen. Nordkraft, der solgte lige under 200.000 billetter, Adams æbler, der har solgt 355.000, og Drabet, der har solgt 392.000, er alle konsulentfilm, men har samtidig haft oddsene med sig.

Nordkraft er baseret på en populær roman, Adams æbler er skrevet og instrueret af en af tidens mest profilerede filmskabere og har to af landets hotteste skuespillere, Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen, i hovedrollerne, og Drabet er sidste del af en rost og meget omtalt Per Fly-trilogi, som har klaret sig godt ved billetlugerne.

Spørgsmålet er, om der ikke har været for mange danske film at vælge imellem, og om ikke de har stjålet publikum fra hinanden, i skarp konkurrence med de mange andre, især amerikanske film, man har mulighed for at se? Eller drejer det sig snarere om, at filmene simpelthen ikke har været gode nok til, at publikum har villet se dem?

Svaret ligger nok et eller andet sted midt imellem. En af udfordringerne for dansk film i de kommende år er, om det vil være muligt at opretholde et produktionsomfang på næsten 30 film - hvilket er, hvad Filminstituttet vil have - når det synes at medføre, at et stadigt større antal film ender som katastrofale flops.

Hvor langt rækker den private investeringslyst og de offentlige støttemidler? Skal vi vænne os til tanken om, at dansk film er en succes, når man nøjes med at tælle det samlede billetsalg - men en succes for de få og udvalgte, mens resten slikker sårene og håber på et comeback?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu