Læsetid: 6 min.

Den privatiserede slagmark

I Irak opererer titusindvis af private 'sikkerhedsfolk' med tilladelse til at dræbe ustraffet - en forsmag på fremtidens generelle vestlige krigsførelse i det 21. århundredes 'ressourcekrige'. Men historien viser, at imperiemagter, der forlader sig på lejetropper, baner vejen for deres egen undergang
I Irak opererer titusindvis af private 'sikkerhedsfolk' med tilladelse til at dræbe ustraffet - en forsmag på fremtidens generelle vestlige krigsførelse i det 21. århundredes 'ressourcekrige'. Men historien viser, at imperiemagter, der forlader sig på lejetropper, baner vejen for deres egen undergang
11. juni 2007

Irak er hastigt på vej til at forsvinde i en tåge af uigennemskuelige, uverificérbare nyheder, hvorfra informationerne kun rækker så langt som hørevidden af irakiske bombeofres skrig. Men kniber man øjnene sammen, kan man af og til skimte noget af virkeligheden. I sidste uge pågreb shia-muslimske militsfolk eksempelvis fire såkaldte security contractors - 'kontraktansatte sikkerhedsfolk' - fra det canadiske selskab Gardaworld. Begravet i denne episode ligger en større fortælling om et omfattende skred, der er undervejs i Vestens generelle krigsførelse i det 21. århundrede (hvis den amerikanske højrefløj får sin vilje) og om en af de allerstørste og mest oversete skandaler ved denne krig.

Disse mænd er hverken 'kontraktansatte sikkerhedsfolk', 'civile operatører' og da slet ikke 'genopbygningsarbejdere'. Der findes nu flere af dem i Irak end professionelle soldater. Storbritannien alene har 21.000, som rager 1,6 mia. dollar til sig om året.

Før han fik travlt med at komme ud af døren i 2004, udstak Paul Bremer - USA's første 'statholder' i Irak - sin Order 17, som gav alle lejesoldater i landet dispensation fra at skulle overholde loven. Reelt udstedte han disse mænd en licens til at dræbe. Og den bruger de. Hver dag.

Yas Ali Mohammed Yassiri var en fredelig 19-årig iraker, der bare forsøgte at leve en almindelig tilværelse i et højest ualmindeligt Bagdad, da han prajede en taxa på gaden i Mashab, hans hjemkvarter. Ulykkeligvis kom den gruppe lejesoldater, som bevogtede den amerikanske ambassades talsmand i Bagdad, kørende rundt om hjørnet i samme øjeblik, hvorefter Alis taxa sagtnede farten. Kortegen af lejesoldater åbnede ild alligevel for at rydde vejen. Ali blev ramt i halsen og døde på stedet. Skønt USA's ambassade siden har erkendt, at vognkortegens skudløsning var "uoverlagt", blev lejesoldaterne sendt hjem uden påtale og er i dag frie og fro.

Dette er ikke noget enkeltstående tilfælde. Lignende hændelser indtræffer næsten dagligt. Oberst Thomas Hammed, som var en af de mænd, Bush gav til opgave at genopbygge Iraks militær efter Saddams fald, forklarer:

"De (lejesoldaterne, red.) skabte sig fjender overalt. Jeg kørte rundt med irakerne i gamle bulede irakiske lastbiler og oplevede gang på gang, hvordan lejesoldaterne i deres Humvees med vilje puffede til os og forsøgte at køre os i grøften. Vi følte os truede og intimiderede."

I april 2004 var lejesoldater, der arbejdede for den private sikkerhedsmilits Blackwater, i færd med at bevogte den amerikanske besættelsesmagts hovedkvarter i Najaf, da vrede shia-muslimske civile irakere pludselig begyndte at samles i protestoptog. Ifølge Washington Post og øjenvidner åbnede Blackwater ild imod demonstranterne og affyrede så mange skudsalver så hurtigt, at de måtte indstille skydningen hvert kvarter for at geværløbene kunne køle af. En videooptagelse af angrebet kan ses på internettet, hvor man bl.a. kan overhøre en lejesoldat betegne de irakere, som han og hans kammerater er ved at meje ned, som "fuckin' niggers".

Hævet over loven

Den estimerede, uafhængige journalist Jeremy Scahill, fortæller i sin nye bog Blackwater: The Rise of the Worlds Most Powerful Mercenary Army, at lejetropperne i Irak har lov til at benytte "eksperimentel ammunition", som de regulære amerikanske styrker har forbud mod at affyre. Disse projektiler, som er støbt i særlige metallegeringer, fragmenteres ved anslaget og forårsager derved "uhelbredelige sår". En lejesoldat pralede for nylig af sin ammunitions effektivitet, da han skød en iraker med den: "Jeg ramte ham lige i røven, og mine skud smadrede hele venstre del af hans maveregion... alt blev flået i stykker."

Sidste år spurgte medlem af Repræsentanternes Hus Dennis Kucinich ved en høring i det amerikanske senat en række Pentagon-embedsmænd, om USA's forsvarsministerium havde tænkt sig at retsforfølge private kontraktansatte sikkerhedsfolk, som myrdede civile irakere. Efter flere gange at være blevet mødt med bemærkningen: "Sir, jeg kan ikke besvare dette spørgsmål", tillod Kucinich sig at konkludere: "Wow. Tænk engang, hvad det betyder. Disse private sikkerhedsgutter kan altså slippe af sted med at begå mord... De er simpelt hen hævet loven."

Hvordan kunne det komme dertil? Hvordan blev Irak oversvømmet med disse morderiske private militser?

Historien tager sin begyndelse først i 1990'erne, da Dick Cheney var forsvarsminister. Cheneys kongstanke var, at Pentagons 'bureaukrati' var ved at blive syltet ind stedse mere Big Government (statsliggørelse, red.) og nødvendigvis måtte smadres i tusindvis af små private selskabsstykker for at gøres mere effektiv. Cheneys omlægning fortsatte for nedsat tempo i præsident Clintons embedstid, som også indsatte lejesoldater på Balkan, men blev så igen sat op i højeste gear, da Cheney tiltrådte som vicepræsident.

Penge i stedet for blod

USA's højrefløj har en række grunde til at privatisere det amerikanske militær med så stor hast. Den mest indlysende er simpel korruption. Regeringen Bush har kanaliseret store summer over i private selskaber (hvori nogle af dens medlemmer i øvrigt selv har betydelige private interesser), som så til gengæld donerer formuer til republikanernes partikasse. Alt dette retfærdiggøres over for offentligheden ved at påberåbe sig et markedsfundamentalistisk dogme om, at staten aldrig formår at drive nogen ordentlig virksomhed, hvorfor der til stadighed må sælges ud af dens organer og funktioner.

Hertil kommer et yderligere motiv. Den største begrænsning i dag for en aggressiv amerikansk udenrigspolitik er det begrænsede antal amerikanske borgere, som er rede til at dræbe og dø for den. Lejesoldater løser problemet, og man kan altid købe sig til flere. Den amerikanske offentlighed er langt mindre tilbøjelig til at protestere mod en krig, hvis dens ofre er hårdkogte colombianere, der går i krig for penge, frem for deres fætter fra Wisconsin, som trak frivilligt i trøjen af patriotiske grunde. I lejesoldaters krige kan borgerne nøjes med at give penge i stedte for blod. Cheney-modellen for lejesoldats-krigsførelses aktuelle afprøvning i Irak er i realiteten et forsøg på at berede grunden for en vision for det 21. århundrede, hvor jævnlige krige om svindende ressourcer vil blive stedse mere 'nødvendige'.

Langt flere Irak'er

Vi har været der før. I sine skrifter Discorsi beretter Niccolò Machiavelli, hvordan Romerriget i sine døende årtier ikke længere formåede at samle en stor borgermilits og derfor i stigende grad forlod sig på at købe hære af villige udlændinge. Resultatet var opløsning, dekadence og et imperium i sammenbrud.

Hvordan vil verden komme til at se ud, hvis Cheneys vision for privatiserede hære bliver virkeliggjort i dette århundrede? Der vil blive langt flere krige, som vil blive langt vanskeligere at kontrollere efter de regler for krigsførelse, som blev bygget op efter 1940'ernes mareridt. Med andre ord: langt flere Irak'er.

Historiens erfaring vidner også om en mere langsigtet fare: Når regeringer gør sig afhængige af private hære, bliver de i stigende grad disses tjenere og ude af stand til fysisk at modstå dem. I 1400-tallet kom hære af krigsherrers lejetropper til at bestemme udfaldet af 100-årskrigen, og i pauserne fra krigshandlingerne var det ikke ualmindeligt, at disse kunne finde på at nedbrænde byer, der ikke ville betale for deres egen beskyttelse. Den franske konge var ude af stand til at stoppe uvæsenet, da hans egne styrker var alt for svage.

For lidt over et århundrede siden trodsede East India Company den britiske regerings ordre og angreb portugisiske fæstninger i Indien - udelukkende for at øge sine profitter. Imperiet var helt afhængigt af private militser, som var vanskelige at holde i kort snor. Philip Bobbit, en tidligere rådgiver for præsidenterne Nixon og Reagan, advarer i sin bog The Shield of Achilles om, at hvis vi opløser vores militær i private hære, risikerer vi at udsætte os for at se de private hæres dominans over vores regeringer gentaget.

Men Dick Cheney tror fuldt og fast på de private selskabers styreform er den statslige overlegen, så for ham må denne vision tage sig tillokkende ud. Hvad resten af os angår, har pågribelsen af vestlige lejesoldater i Bagdad givet os et indblik i en fremtid, som vi allerede er på vej til at snuble uafvidende ind i: de endeløse privatiserede slagmarkers æra. Irakerne lever - og dør - allerede i denne dystopi.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken tirsdag: Folkeskolen i bureaukratisk spændetrøje

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her