Læsetid: 9 min.

Dem der har problemer med alting

Diskussionen om kontanthjælpsloft og starthjælp er ude af proportioner, mener forfatter og journalist Lars Olsen, for de rammer kun få tusinde. Imens er en sjettedel af Danmarks befolkning fattig på den kulturelle måde, og vi risikerer, at de bliver flere. Derfor har Lars Olsen skrevet en bog om dem
7. april 2007

Den nye ulighed.

De kan ikke sidde ordentligt ved et bord og spise sammen med andre. De kan ikke koncentrere sig og husker selv ikke de mest simple regler. De aner ikke, hvordan man taler pænt til hinanden, og små konflikter eskalerer ofte på et splitsekund fra verbale udfald til slag og spark.

"Altid, altid hører vi ord som 'hallo, fuck dig, bøsserøv, fede nar' - også selv om der egentlig ikke er optræk til konflikt."

Fortællingen stammer fra Den nye ulighed, forfatter og journalist Lars Olsens nye bog, der udkommer 12. april, og som skal give et billede af den nye ulighed i Danmark. Fortællingen er Aia Foghs, som i 20 år har været frivillig i Københavns Lærerforenings feriekoloni, der giver børn en billig sommerferie på Bornholm.

Og hun mener, at de udsatte børn aldrig har været som nu. Mens de før dukkede op i lurvet tøj og en Netto-pose i hånden, er de udsatte nu dem, der er mest overvægtige, har mest slik og lommepenge med hjemmefra og de nyeste mobiltelefoner. Ifølge hende handler fattigdom ikke længere først og fremmest om det materielle. Og det gør den heller ikke for Lars Olsen.

"Om det var restgruppen i uddannelsessystemet eller om det handlede om børnesager eller enlige mødre. Uanset hvad vi fokuserede på, så sad vi altid tilbage med en gruppe, der var kendetegnet ved nogle bestemte livsomstændigheder. Eksempelvis forældre uden uddannelse, uden fast fodfæste på arbejdsmarkedet og oftest var de skilt. Den kombination, kunne vi se, gav nogle børn ekstremt dårligere chancer for at klare sig," siger Lars Olsen, der som konsulent for Københavns Kommunes skolereform og som journalist og analytiker for Ugebrevet A4 stødte på problemstillingerne igen og igen. Han henviser til Socialforskningsinstituttets store social-arvs-undersøgelse, der konstaterer, at 20 procent af alle børnefamilier tilhører denne svage gruppe, hvor mange af børnene har problemer med kammeraterne, problemer i skolen, problemer i kommunikationen, problemer med forældrene. Problemer i det hele taget.

"Det handler jo også om, hvor meget du bliver stimuleret af dine forældre. Hvis du konstant bliver parkeret foran fjernsynet, så lærer du jo ikke omgangen med andre," siger han og misser med øjnene. Solen lyser nærmest hvidt her i baghaven, der tilhører det rækkehus, han netop er flyttet ind i.

En længere rejse

Flyttekasserne står stadig stablet i flere lag på stuegulvet i huset i Humlebæk nord for København tæt på skov og strand og del af det nord-sjællandske whiskybælte. Så det ligger i en ganske anden ghetto, end den, hvor den sociale nød er størst. Den, som Lars Olsen beskrev i sin forrige bog Det delte Danmark om segregering, ghettoisering og at folk bor med dem, de ligner mest.

"Der bor nu meget blandede mennesker her i rækkehusene," skynder Lars Olsen sig at sige og understreger, at det faktisk er billigere, end den lejlighed han boede i på Nørrebro.

Men Det delte Danmark er næppe glemt. Den nye bog bygger videre på problemstillingerne, for Lars Olsen er optaget af, at ulighedsformerne har forandret sig, siger han.

Men tidligere var den sociale fattigdom vel ikke nødvendigvis mindre, fordi den materielle var større, så hvad får Lars Olsen til at mene, at den nye underklasse er anderledes end før?

"Tidligere var de dårligt stillede flertallet, nu er de mindretallet, fordi den store middelklasse har fået det så meget bedre i løbet af de seneste 30-40 år. Det betyder, at afstanden til de øvrige i videnssamfundet er blevet større," siger han og påpeger, at også på anden vis er den nye underklasse anderledes end den gamle arbejderklasse. Den har ikke et klassetilhørsforhold og griber heller ikke selv de muligheder, der er stillet til rådighed af velfærdssamfundet.

"Derfor handler løsningerne ikke bare om bedre materielle rammer, men nok så meget om kulturelle spørgsmål, som for eksempel indretningen af uddannelsessystemet. Ordentlige materielle rammer er forudsætningen for at tage hul på den anden diskussion, for ellers genskaber den materielle ulighed den sociale og kulturelle. Men nu er det nødvendigt, at vi rykker videre til næste udfordring," siger Lars Olsen og understreger, at han selv tilhører centrum- venstrefløjen, inden han retter en bredside mod de forskere, politikere og medier som Information, Politiken og Danmarks Radio, der stadig kredser om den gamle, materielle ulighed.

"De hænger fast, også fordi det passer ind i en politisk kamp, når nu de borgerlige sidder ved magten. Men de forestillinger, som var rigtige dengang, passer ikke længere ind i vores samfund. Folk er flyttet ud af de gamle lejligheder med lokum på trappen," siger Lars Olsen, der mener, at den gamle ulighed, der nu kun rammer de få, langt overskygger de problemer, den langt større gruppe har med den nye ulighed.

- Betyder det så, at materiel nød ikke er vigtig, fordi den handler om de få?

"Nej," mener Lars Olsen. Han er også selv kritisk over for starthjælpen, understreger han. Men de problemstillinger, der gør sig bemærket nu, bliver endnu mere dramatiske om 10-20 år, for den marginaliserede sjettedel af befolkningen, der aldrig får en uddannelse, og som socialt set falder igennem som følge af globaliseringen, vil vokse. Hvis vi altså ikke gør noget.

"Kravene om uddannelse og kompetencer er blevet tårnhøje. Hvis du tidligere var søn af en enlig mor og opvokset i en fugtig lejlighed på Vesterbro, kunne du stadig få en læreplads som smede-svend. I dag skal en enlig mor i et betonkompleks ikke bare sørge for, at barnet har madpakke med og opfører sig ordentligt. Hun skal også hjælpe med projektarbejde, lektier og med at vælge den rigtige kombination af fag og moduler på ungdomsuddannelserne," siger Lars Olsen og påpeger, at næsten ethvert job på et hvilket som helst niveau i dag indebærer kundekontakt, ansvar for processer og krav om for eksempel at læse manualer på engelsk. Det betyder, at de dårligt stillede nemmere falder igennem.

"Det er ikke som dengang, jeg selv stod på sukkerfabrik, for de enkle jobs er ved at forsvinde på grund af globaliseringen," siger Lars Olsen.

Politisk enighed

Det paradoksale er, at den nye ulighed er skabt af højre- og venstrefløjen i fællesskab, de har fundet sammen og er havnet det samme sted. Hos de radikale og venstrefløjen hedder mantraet: ansvar for egen læring og fri leg i børnehaverne. Hos de borgerlige hedder det frit valg og pengene følger brugeren. Og begge dele er lige skidt for de svagt stillede.

"Fordi de tager udgangspunkt i de velstilledes behov. For eksempel tanken om, at børn er børn, og de skal have ret til at lege. Men det ender med at vende den tunge ende nedad, for det er nemt nok for dem, der har masser af input og bliver stimuleret derhjemme."

For venstrefløjens engang så berettigede kamp mod et stift, autoritært og borgerligt system for respekt for det enkelte menneske og øget individuel indflydelse og medbestemmelse er nu blevet et problem.

"Den kreative klasse, som jeg opfatter som den progressive del af de velstillede, har jo haft en dagsorden de sidste 30 år, som i starten var fornuftig. Jeg var jo selv elev i den gammeldags sorte skole og deltog som ung i elev- og studenteroprøret. Det var yderst påkrævet. Men nu sidder den kreative klasse selv som den dominerende stemme inden for eksempelvis uddannelsespolitikken."

Og her kommer vi til anledningen til den nye ulighed, ifølge Lars Olsen: Uddannelsessystemet, som størstedelen af hans nye bog handler om. Her er fællesskab blevet til individualisering og projektarbejde til akademisering. Eksempelvis i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvor ethvert praktisk projekt skal følges af problemformulering, metode og perspektivering.

"Sidst jeg så de udtryk var, da jeg skrev speciale på universitetet. Jeg blev meget overrasket, da min datter skulle lave projekt i 10. klasse og stod over for en masse af disse akademiske metodekrav," siger Lars Olsen.

Men er det, fordi han ønsker sig tilbage til den sorte skole, hvor tingene blev styret med kæft, trit og retning? Nej, selvfølgelig ikke, bedyrer han. "For det var jo det, jeg selv gjorde oprør imod."

Men et eksempel på unødvendig eller direkte skadelig individualisering er i erhvervsuddannelserne.

"Undervisningen er inddelt i korte moduler på fem uger, som eleverne selv skal vælge. Ud over, at fællesskabet med klassen ryger, kan man spørge, hvor fornuften ligger i, at eleverne selv skal styre processen i en uddannelse til elektriker."

Individualiseringen er ifølge Lars Olsen et eksempel på, at der har siddet en velbjerget top, bestående af eksperterne i Dansk Industri, Danmarks Pædagogiske Universitet, Undervisningsministeriet, fagbevægelsen og ikke mindst politikerne, som hele tiden har haft sociale erfaringer blandt velstillede akademikere. En slags social undertrykkelse, kalder han det, men på en anden måde end dengang det var fabriksherren, der udførte den.

"Det akademiske lag har indrettet samfundet fuldstændig på dets egne præmisser. Jeg ser ikke så meget problemet på universiteterne, hvor individualisering til dels er en nødvendighed, men i det uddannelsessystem, der skal fange den brede gruppe: Fra daginstitutionerne over folkeskolen til erhvervsuddannelsen."

Heldagsskole

For det begynder allerede i børnehaven, og derfor mener Lars Olsen, at institutionerne skal ligge under Undervisningsministeriets ressortområde lige som i Norge og Sverige.

"Ikke fordi jeg tror, man kan sidde på Christiansborg og diktere, hvad der skal ske på grøn stue, men jeg tror det vil medføre en mere systematisk tilgang til at stimulere børnene," siger han.

Og nogle institutioner er allerede nu fremragende til at udvikle børnene .

"Men enhver forælder ved, at der også er store kvalitetsforskelle fra institution til institution. På mange institutioner mener man, at det er børnenes egen frie individuelle ret at finde ud af, hvad de vil lege, og så kan vi læne os tilbage og drikke kaffe imens. Det handler ikke om at lære at læse, men at alle børnene skal stimuleres til at være nysgerrige og lære basale ting, som eksempelvis hvad en ko er. Det vil gøre forskellene mellem børnene mindre, når de starter i skole."

- Men er det ikke det, man allerede nu prøver at stimulere børnene til i daginstitutionerne, og er det ikke meget nemt at slå ned på pædagogerne og sige, de bare drikker kaffe?

"Jo, men i pædagogiske kredse er der et billede af, at læring er noget, man gør i skolerne. Og jeg vil da også sige, at jeg forstår pædagogerne, når de siger, de ikke har ressourcer til det, fordi de er blevet så kraftigt beskåret. Vi har brug for en national udviklingsplan, hvor en kraftig forbedring af normeringerne går hånd i hånd med en mere lighedsskabende pædagogik og øget efteruddannelse til pædagogerne."

Noget andet er heldagsskoler, for det vil udligne forskellene mellem børnene. Og forskellenne skal udlignes. En underliggende præmis i Lars Olsens argumentation er samfundets sammenhængskraft. Men hvorfor er sammenhængskraft pludselig blevet til den store åbenbaring i debatten, og hvorfor er det godt?

"Vi har en stærk velfærdsstat, og det, mener jeg, skyldes, at vi bygger på social sammenhængskraft. Indtil videre har vi haft relativt beskedne indkomstforskelle, forskellige sociale lag bor sammen, og tilliden til hinanden er høj. Små afstande mellem sociale lag og en høj grad af fællesskabsfølelse er en af grundene til, at vi accepterer de højeste skatter i verden. Hvis vi får et mindre sammenhængende samfund, er det min frygt, at vi bliver mindre tilbøjelige til at hjælpe hinanden, og at den sociale mobilitet bliver mindre. Det ser vi også i den angelsaksiske verden."

- Så må indvandring være en trussel mod sammenhængskraften?

"Jeg mener ikke, at man skal være kulturelt ens. Men der er grundlæggende værdier, man skal dele. Det er et problem at importere en ny underklasse, som man gjorde i 80'erne og 90'erne, og jeg vil da gerne medgive, at hvis man vil have en stærk velfærdsstat og et socialt sammenhængende samfund, må der være grænser for indvandring af lavtuddannede grupper, der ikke kan forsørge sig selv."

"Velkommen til," lyder en stemme uden for hækken. Det er en af Lars Olsens nye naboer. Her i Humlebæk ser sammenhængskraften i hvert fald ikke ud til at fejle noget.

mal@ information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu