Læsetid: 4 min.

Problemer i Bohemia

'Rent' er en dynamisk rockmusical om otte bohemers liv og færden i New York City i 1989-1990, hvor aids-epidemien var på sit højeste
3. marts 2006

Musicalen Rent er et langt stykke hen ad vejen en enten-eller ting. På samme måde som i øvrigt Puccinis opera La Bohéme, som den handlingsmæssigt bygger på, men med aids frem for tuberkulose som den store satan. Og med handlingen forlagt til Downtown, New York City i stedet for Paris. Og med tiden flyttet til slutningen af det 20. århundrede fra midten af det 19.

For enten køber man filmen lock, stock and two smoking barrels eller også efterlader den én rimelig kold. Det fremgår bl.a. af diverse fora på nettet, hvor diskussionerne bølger, efter denne succesfulde Broadway-musical er blevet filmatiseret.

Tilmed af et vaskeægte Renthead (oprindelig en betegnelse for fanatiske sjæle, der sov foran billetlugen for at sikre sig de bedste billetter; siden har termen gjaldt enhver, der lader Rent fylde uforholdsmæssigt meget i deres tilværelse).

For instruktøren Chris Columbus (der bl.a. stod for de to første Harry Potter-film) har det uden tvivl været et con amore-projekt; således har han ikke ændret væsentligt ved hverken stykkets struktur eller indhold, hvilket er usædvanligt, når en sådan transformation finder sted.

Det mærkelige ved mange af diskussionerne i cyberspace er, at de, der ikke overgiver sig hundrede procent, får skudt i skoene, at så er de nok homofober. Eller har problemer med narkomaner. Eller den gennemført usunde livsstil, filmen promoverer.

Med den slags indover kan det være svært at komme med en klar udmelding om en relativ harmløs, men umådelig melodramatisk musical, der er så selvforelsket, at der opstår tvivl om, hvorvidt der for de involverede findes en verden udenfor Alphabet City, den bydel på Manhattan, hvor handlingen udspiller sig.

For selv om den dealer med så alvorlige emner som aids, stofafhængighed, afvigende seksualitet, fattigdom, hjemløshed, kærlighed, kunstnerisk integritet og død, hviler der noget både provinsielt og klaustrofobisk over filmen, trods dens tilsyneladende fordomsfrihed og anarkisme.

Det er således svært at engagere sig i de mange kærlighedshistorier, filmen har kørende. Og selv om det alt sammen er alvorligt nok, gør det faktum, at fire ud af stykkets otte personer lider af aids, med undtagelse af et enkelt dødsfald ikke det store indtryk.

For længe leve ansvarsløsheden, men hvem har nogensinde påstået, at den ikke har en pris?

Masser af knald på

Det er også svært at skyde sig ind på, hvor unge de medvirkende skal forestille at være. De ser i filmen alle ud til at være et godt stykke oppe i 30'erne, hvilket sgu da er sent i tilværelsen at udleve sine bohemedrømme.

Det skyldes, at Columbus har valgt at benytte seks af de otte skuespillere, der fra april 1996 gjorde stykket til en succes på Broadway. At de til gengæld fylder deres roller helt ud, er hævet over enhver tvivl; især imponeres man over Wilson Jermaine Heredia i rollen som den livsbekræftende, trommespillende drag queen, Angel, ved hvis aids-relaterede død i filmen man skal være en hårdere negl end undertegnede for ikke at fælde en tåre.

Også Marvin Gaye-lookaliken Jesse L. Martin er rigtig god som Angels ukueligt optimistiske kæreste, læreren Tom Collins og endelig besidder Anthony Rapp lige den rette portion blåøjethed på kanten til den skinbarlige voyeurisme, der gør ham helt eminent til rollen som den vordende filmskaber Mark Cohen, gruppens kronikør og nok også den oprindelige ophavsmand Jonathan Larsons alter ego.

Fame på amfetamin

Denne Larson skrev både musik, tekst og libretto, men faldt om af en hjertefejl på premiereaftenen! Det er helt sikkert langt hen ad vejen Larsons egne erfaringer i senfirsernes East Village, der danner klangbund for al denne energiske syngen og dansen, der hæsblæsende folder sig ud på lærredet, så den betragtende bliver helt forpustet. Og så er det værd at nævne, at lige så godt de medvirkende både synger og danser, lige så karakterløse fremstår Larsons skamløst Andrew Lloyd Webber-inspirerede sange. Der er masser af knald på og det kører på skinner, men ikke den mindste melodistump hænger ved, når lyset tændes.

I stykket udfolder hele første akt sig i løbet af en juleaften, men i filmen lader man dette forløb få en større udstrækning, og det giver god mening. Centreret omkring interaktionen mellem otte personer, der alle morderlig gerne vil være noget ved musikken, er den filmet til perfektion på location i bydele, der giver salige minder om Manhattan, før borgmester Giuliani i 90'erne fik ryddet op. Kameraet er en fra starten aktiv medspiller i dramaet omkring disse skæbner, der alle kæmper med at få fodfæste inden for musik, film, dans, performance, eller hvad det nu må være. At fire af dem er syge af aids er så ikke nok til at fungere kunstnerisk alibi for noget, der på mange måder blot er Fame på amfetamin - eller snarere heroin.

Personligt var jeg lang tid om at komme op af stolen, hvilket først skete midtvejs med den drabelige La Vie Boheme, iscenesat med en beundringsværdig energi. Men som helhed fungerer filmen kun glimtvist, med mindre man kan nøjes med at glæde sig over dens hastighed og ramasjang. Alt det følelsesmæssige, der skal legitimere samme, overskrider ikke postulaternes verden. Og dem lever vi jo i til hverdag, så fanden tage mig, om jeg også vil have dem slynget i hovedet i biffen. Skal det være med den på, fandt jeg Baz Luhrmanns Moulin Rouge langt sjovere og mere underholdende. Måske fordi den 100 procent vedstod sig sin fascination af det melodramatiske oplæg. For Rent er og bliver kun halvgod. Eller halvskidt. Alt efter temperament.

Rent. Instruktion: Chris Columbus. Medvirkende: Anthony Rapp, Adam Pascal, Rosario Dawson m.fl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu