Læsetid: 4 min.

Problemerne med folket

30. maj 2005

Der er problemer med folket næsten hver gang, det får lov til at stemme om EU. Folket er ikke behørigt begejstret for projektet. Ja, omtrent halvdelen af borgerne er slet ikke med og siger nej. Et flertal af hollænderne vil ifølge meningsmålingerne sige nej til forfatningstraktaten på onsdag. Og ifølge de første exit polls fik nej-siden fik 55 procent af stemmerne ved den franske folkeafstemning i går.

Skal man tage den halvdel (det flertal, hvis klart) af befolkningen, der siger nej, alvorligt? Skal vi lytte til - les nonistes? Til de utaknemmelige, arrogante og tungnemme franskmænd, der holdt sig for ørerne, mens by-eliten fortalte dem, om alle traktatens fordele. F.eks. den smilende, elegante og altid solbrændte tidligere socialistiske kulturminister Jack Lang, der advarede om, at et 'nej vil være en fornægtelse af os selv': "Nu skal vi ikke være kræsne: chartret om de fundamentale rettigheder, lønmodtagernes rettigheder, en sand udenrigspolitik, anerkendelsen af de offentlige serviceydelser, bæredygtig udvikling og et endnu stærkere parlament."

NON, NON, NON, råbte franskmændene alligevel som uartige børn. I stedet listede de væk i alle mulige retninger og lyttede til alle de typer, som de højtlønnede storbymennesker ofte foragter: Til nationalister, racister, kommunister og sågar fagforeningsfolk. Nej, vi skal ikke tage dem alt for alvorligt har flere danske politikere sagt. Nej-sigerne forstod ikke det stillede spørgsmål - det var bare et nej til præsident Chirac. Hvem ville ikke blive træt af ham?

Men det ville være en ekstremt arrogant fejl. Valgkampen i Frankrig har på en gang været opløftende bred, intens og begavet. De store tv-debatter havde flere seere end finalerne mellem de europæiske topklubber. Og fagbøger om EU-forfatningen solgte mere end selv Da Vinci mysteriet.

Det vil også være en katastrofal fejl. For nej'et afspejler det 21. århundredes bærende konflikt mellem dem, der klarer sig godt i den globaliserede verden, og dem som blot prøver at hænge på. Mellem dem, som har fået en uddannelse og er kvalificerede til de gode stillinger og dem, som frygter, at deres arbejde flytter til lavtlønslande eller bliver overtaget af billigere immigranter.

Det lykkedes nej-sigerne på venstrefløjen i den franske valgkamp at tage initiativet ved at hævde, at en uddybning af EU-samarbejdet via en ny forfatning vil undergrave den franske sociale og økonomiske model. De mobiliserede almindelige franske lønmodtagere og arbejdsløse i en slags protest mod globaliseringen. Nej-sigerne var ifølge meningsmåligerne stærkest koncentreret i arbejderklassen, blandt de dårligst uddannede, i landdistrikterne, i det dybe syd ( svarende til Lolland) og i de hårdt trængte tidligere sværindustriregioner (svarende til Nordjylland).

Også den danske elite bør lytte. Præcis samme skillelinjer ser vi mellem de danske nej- og ja-sigere, viste en måling i Berlingske Tidende sidste søndag.

Avisen Le Figaro har stillet spørgsmålet 'hvorfor' til nej-sigerne. 27 procent mener, at forfatningen er 'for markedsliberalistisk', 25 procent at den kan 'true fransk identitet' og 20 procent sagde nej for at 'forhindre Tyrkiet i at komme med i EU'.

Det er svært at finde en klar fællesnævner for dette nej, men man kan roligt slå fast, at les nonistes

ikke ligefrem omfavner den fri bevægelighed af arbejdskraft og varer. Netop den sociale protest bag det franske nej, havde Jacques Chirac trods alt aflæst. Han betegnede Kommissionens ultraliberale servicedirektiv som 'uforeneligt med det sociale Europa' og vandt en klar politisk sejr, da direktivet blev udskudt. Men for sent.

HVAD KAN ELITEN så lære af så stort et nej? Skal Europa vælge at smække dørene til omverdenen i, give østarbejderne en enkeltbillet hjem, meddele tyrkerne, at de må finde en anden klub, skrue op for statsreguleringen og stoppe alle liberaliseringer?

Nej, det er en dødfødt strategi. Svaret er, at elitens løfter om, at globaliseringen vil gøre os rigere, skal indfries - også for B-holdet. Der skal investeres massivt i, at mindske kløfterne mellem regioner, mellem kvarterer, mellem ufaglærte og veluddannede.

Problemet er, at de ledende politikere fra Fogh til José ManuelBarroso gør præcis det modsatte. De bruger globaliseringen og frygten for de billige kinesere og østeuropæere, som argument for at barbere velfærden for B-holdet. De tugter folk med globaliseringen. Læs her: "I virkeligheden er det angsten for globaliseringen, der kan få Europas borgere til at acceptere de økonomiske reformer, der skal trimme - den gamle verdensøkonomi til at tage konkurrencen op med USA, Kina, Indien og Brasilien. Det mener EU-Kommissionens formand Barroso."

Det skrev Berlingske i februar, da EU-Kommissionens formand fremlagde sin plan for at skabe vækst i Europa via en stribe liberaliseringer. Og erhvervslivet bruger helt ublu globaliseringen til at skræmme deres gamle uansvarlige dagsorden om skattelettelser for de rigeste igennem, selv om der er brug for hver eneste skattekrone til massive investeringer i at ruste B-holdet til udfordringerne. Kan man elske den kæp, man får tæsk med? Non, sagde omtrent halvdelen af franskmændene i går.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu