Læsetid: 3 min.

Procenter og paragraffer om skilsmissebørns vilkår

Børns Vilkårs kritik går grundlæggende fejl af min analyse
5. oktober 2005

Bente Boserup (BB) fra Børns Vilkår har den 28. september kommenteret min kronik "Far, mor og børn i konfliktmaskinen" fra den 19. september i meget skarpe vendinger. Det giver mig lejlighed til at underbygge nogle af kronikkens pointer.

BB anfægter for det første min påstand om, at domstolene med mindre ekstraordinære forhold gør sig gældende nærmest pr. automatik dømmer til fordel for kvinden i forældremyndighedssager. "Dokumentation udbedes!" skriver hun og hævder senere: "I praksis siger tallene, at andelen af fædre, der får tilkendt forældremyndigheden ved dom er støt stigende."

Hvad det er for tal, BB har haft fat i, står ikke helt klart. I Familieretten (Nielsen og Vorstrup 2001) refereres en opgørelse fra starten af 1990'erne, hvor mødre på daværende tidspunkt fik tilkendt forældremyndigheden i 75 procent af alle sager. De seneste tal fra Domstolsstyrelsen for 2004 viser, at der siden hen rent faktisk er sket fald i andelen af fædre, der får tildelt den fulde forældremyndighed ved domstolene. Ud af 2.443 sager, hvor en fælles forældremyndighed er blevet ophævet efter skilsmisse eller samlivsophør, har moren fået den fulde forældremyndighed i 81,5 procent af tilfældene (vi ser her bort fra sager med søskendedeling). Til dette tal kan så lægges alle de sager, hvor faren bøjer af inden en retssag og afgiver forældremyndigheden "frivilligt", fordi han ved, at sagen er tabt på forhånd.

Om fordelingen 18,5 procent mod 81,5 procent så rimeligvis kan tages som udtryk for manglende ligestilling eller blot afspejler en objektiv forskel i mænds og kvinders forældreevne kan naturligvis diskuteres. Men nogen "støt stigning" i andelen af fædre er der i hvert fald ikke tale om.

Ulighed for Loven

BB's andet kritikpunkt går på min påstand om, at mødre med den fulde forældremyndighed i hånden har udstrakte muligheder for at genere eller straffe faren i forbindelse med f.eks. planlægning af ferie, aflysning af samvær på grund af 'sygdom' og flytning.

Loven stiller forældre meget forskelligt i tilfælde af brud på samværsaftalen afhængigt af, om man har forældremyndighed eller ej. Bryder bopælsforælderen med fuld forældremyndighed (altså typisk moren) samværsaftalen f.eks. ved uberettiget at aflyse samvær, er der tale om en samværssag, som falder ind under Retsplejelovens § 536. En sådan sag rejses ved fogedretten, hvor det er fuldbyrdelse og ikke egentlig straf, der er målet. Dette kan trække ud i månedsvis.

"I disse sager vil fogeden ofte først forsøge med tvangsbøde./../ Først når tvangsbøderne har vist sig uvirksomme, vil der normalt blive tale om anvendelse af umiddelbar magt." (Justitsministeriet 2004, rapport om fogedretternes praksis).

Er det derimod samværsforælderen uden forældremyndighed, der bryder samværsaftalen, er der tale om en forældremyndighedssag. I denne type af sager "vil fogeden ofte straks gribe til umiddelbar magtanvendelse, når en frivillig udlevering har vist sig ikke at være mulig" (ibid.).

I yderste konsekvens kan samværsforælderen stævnes efter Straffelovens § 215 og evt. straffes efter § 261 om frihedsberøvelse med en strafferamme på fire års fængsel.

At den nuværende lovgivning har en forholdsvis ringe præventiv effekt, kan ses af det forhold, at der ud af de i alt 1.224 sager ved Fogedretten i 2002 var tale om samværssager i hele 75,5 pct. af tilfældene, mens kun 13,6 pct. var forældremyndighedssager (resten uoplyst).

Hvad angår muligheden for at rejse en forældremyndighedssag på baggrund af samværschikane i henhold til Forældremyndighedslovens §12 og §13, må denne mulighed nok betragtes som teoretisk snarere end reel. Den sag, som BB refererer til, er til dato det eneste eksempel på, at de pågældende paragraffer har været i anvendelse. Og sagen endte endda med at faren i Højesteret alligevel endte med at blive underkendt.

Barnets ret til to forældre

BB's kritik går imidlertid grundlæggende fejl af min analyse. Den kønsmæssige skævhed i det juridiske system er ikke det egentlige, men kun et sekundært problem. Når moren i de fleste sager på forhånd er selvskreven til at få den fulde forældremyndighed ved en domstol, selv om faren er fuldt egnet som forælder, er der ingen juridiske incitamenter for hende til at søge samarbejde og forsoning frem for en retssag, der i sig selv blot forøger konfliktniveauet. Min pointe er, at der ikke er nogen nødvendig modsætning mellem retslig sikring af begge forældre og barnets bedste, tværtimod.

Jeg beklager, at jeg ved at underskrive min kronik som medarbejder på SFI tilsyneladende har kunnet give nogen det indtryk, at min analyse bygger på min forskning fra dette sted. Jeg håber ikke, at denne fodfejl kommer til at stå i vejen for en saglig debat om dette vigtige emne.

Kathrine Vitus Andersen er sociolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her