Læsetid: 3 min.

Processen

19. februar 1999

Det vil blive en meget fri, en meget retfærdig retssag, fordi retfærdigheden i Tyrkiet er meget fri", bedyrede Tyrkiets ministerpræsident, Bülent Ecevit, da han i går kommenterede den kommende retssag mod PKK-lederen Abdullah Öcalan. De beroligende (?) ord kom, efter at der fra flere europæiske hovedstæder var udgået bekymrede opfordringer til, at den kommende sag må blive "fair og retfærdig". Ironien på dette stade er, at de europæiske lande ikke selv var i stand til at levere denne vare: Da PKK-lederen først var havnet i Europa - oven i købet lige i Unionen - havde man så travlt med at undgå sorteper, at det næppe var til at ane, at der nogensinde havde været et sæt spilleregler for solidariteten mellem landene. Eller som franske Libération formulerede det i sin leder: "Den kollektive opgave endte i fiasko".
Resultatet kender vi: Efter at være blevet bortført og siden ydmyget på tyrkisk tv (om et par måneder er der jo valg i Tyrkiet, så ...) er Öcalan havnet på en fængselsø ca. 60 kilometer fra Istanbul. Afhøringerne af ham er begyndt, og PKK-lederen er allerede så bekymret over forløbet, at han har bedt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gribe ind. Han henviser til, at flere af hans rettigheder allerede er blevet krænket som følge af bortførelsen af ham, ligesom han frygter at blive udsat for tortur og siden dømt til døden.

MAN FORSTÅR hans bekymring. Tre advokater for PKK-lederen er allerede blevet nægtet indrejse i Tyrkiet, og dermed kan man kun - Ecevits forsikringer til trods - have bange anelser for det retlige opgør, der nu forestår. Tyrkiet har med sin hidtidige optræden selv båret ved til bekymringen. I sin seneste årsrapport melder menneskeretsorganisation Human Rights
Watch om stribevis af overgreb i Tyrkiet, herunder om arrestationer af og tortur mod medlemmer af det pro-kurdiske HADEP-parti.
I en rapport, som EU-kommissionen udsendte i slutningen af sidste år, blev der tilsvarende meldt om tortur, forsvindinger og summariske henrettelser. Kommissionen er bekymret over militærets store indflydelse i landet, som også udmønter sig ved, at militæret stiller med en ud af tre dommere i sager om 'terrorisme' eller 'anslag mod statens sikkerhed'. Det er det eneste sted i Europa, civile kan dømmes af militære dommere.
Et andet problem er anti-terrorlovene. De bliver brugt mod enhver, der "bringer den tyrkiske stats udelelighed" i fare, og er også blevet brugt over for intellektuelle, politikere og aktivister, der har anfægtet landets fremfærd over for bl.a. kurderne.
Tortur og korruption er ifølge EU-rapporten en anden sygdom i det tyrkiske samfund, hvor også offentlig kritik af militæret kan føre til retssager.

KURDERNE FØLER sig særligt udsatte i dette system, og foreløbig tyder intet på, at de efter arrestationen af Öcalan vil komme til at stå over for mere konstruktive eller forsonligt indstillede myndigheder. Tværtimod.
Tyrkiske sikkerhedsstyrker har brugt den aktuelle forvirring i PKK's rækker til nye militære anslag mod bevægelsen, og mindst 350 medlemmer af HADEP meldes arresteret.
Det varsler ilde for den forsoningsproces, som arrestationen af Öcalan kunne have været en klog anledning til. Og som i øvrigt kunne have sikret Tyrkiet den internationale anerkendelse, som landet ofte har erklæret sig berettiget til.
Ganske vist er den fængslede PKK-leder ingenlunde nogen engel. Hans organisation har sin store skyld for de voldshandlinger, der gennem de seneste 15 år har kostet op mod 35.000 livet. Öcalan bærer formentlig en stor del af ansvaret, men det må den kommende retssag dokumentere - eller sådan burde det i hvert fald være: Et velfungerende retssamfund kendes jo netop ved, at selv dets værste fjender får en retfærdig behandling.
Öcalan har med sin klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ladet forstå, at han ikke tror på nogen højere retfærdighed i den sag, der nu skal føres på en fængselsø i havet ud for Istanbul. Han er ikke ene om bekymringen for en ren retsparodi.

SAGEN - og hele forløbet op til tilfangetagelsen af Öcalan - viser behovet for en international domstol. Netop i sager som Öcalans, hvor ufattelige følelser og interesser er på spil, ville en sådan domstol have sin berettigelse som en neutral instans, der kan holdes ude af politiske intriger og mummespil. Præcis som det er tanken med den internationale krigsforbryderdomstol.
Istedet står vi nu med en tyrkisk retssag, der er gennempolitiseret, og som kan komme nyt benzin på det bål, der i forvejen holdes i live af kræfter, der foretrækker kamp for dialog. Det har allerede kostet op mod 35.000 livet. -jarl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her