Læsetid: 2 min.

Prodi: Kerne af få EU-lande bør gå forrest

Der er behov for et tættere europæisk samarbejde, ikke mindst på grund af den fælles mønt, mener den nyvalgte italienske premierminister, tidligere formand for EU-Kommissionen, Romano Prodi. I første omgang vil han satse på et samarbejde med andre pro-europæiske lande
19. april 2006

BRUXELLES - Den nyvalgte italienske premierminister, Romano Prodi, vil have Italien med i spidsen for et tættere EU-samarbejde.

Prodi, der har været formand for EU-Kommissionen i fem år indtil 2004, vil gerne føre Italien ind i et tættere samarbejde især med "de lande, der mest beslutsomt skubber på for en fælles europæisk politik," siger Prodi i sit første store internationale interview med den britiske avis Sunday Times.

Foruden Italien ser han Tyskland, Frankrig, Belgien og Luxembourg i en sådan alliance, men ikke Storbritannien. Om Italien vil være drivkraften bag et tættere samarbejde, ville Prodi ikke ind på, "det må tiden vise".

Det er umuligt at have en fælles mønt, uden at andre politiske områder følger efter og bliver fælles også, mener Prodi, der er tidligere professor i nationaløkonomi.

"Medlemslandene må indse, at de ikke kan have en vidtgående monetær politik på den ene side, og en gammeldags økonomisk politik på den anden. De to skal hænge sammen," siger han.

Ønsker EU i dybden

Allerede i sin valgkamp lovede Prodi en stærkere harmonisering af den økonomiske politik med de andre euro-lande samt en "stærkere politisk dimension".

Et andet mål er en fælles EU-udenrigspolitik med en egen EU-udenrigsminister. Ifølge Prodis vision skal de enkelte lande ikke længere kunne nedlægge veto mod EU's udenrigspolitik.

Selvfølgelig, understregede Prodi over for den britiske avis, skal et sådant samarbejde mellem få kernelande aldrig udelukke andre lande. Gået på klingen sagde han dog, at han synes, det er vanskeligt at inddrage Storbritannien i et tættere samarbejde, fordi det "øjensynligt tror på en politik, der er mere uafhængig af EU," som han diplomatisk udtrykker sig.

Ud af Irak

Romano Prodi går ind for en hurtig italiensk tilbagetrækning fra Irak. Også på det spørgsmål stemmer den nye italienske regering overens med Tyskland og Frankrig mere end med Storbritannein - men både euro-samarbejdet og et militært samarbejde i en mere snæver kreds af EU-lande "kan kun kaldes europæiske, hvis de er åbne for alle EU-lande", understreger Prodi i interviewet.

Den nye italienske premierminister håber, at den europæiske forfatning vil blive vedtaget ved en folkeafstemning sammen med valget til Europa-Parlamentet, når der skal være valg igen i 2009.

Men det skal kun være en del af den samlede EU-forfatning. Hele den tekniske del om det Indre Marked etc., der i store træk er en status over gældende EU-ret, skal fjernes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her