For 117. gang i år træder professor i specialpædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, frem på min tv-skærm. Og for 116. gang sidder der en mikrofonholder overfor ham, som intet foretager sig med henblik på at stille opfølgende og kontrollerende spørgsmål.
Det drejer sig om tirsdag den 22. juni. En mere end videnskabeligt set tvivlsom 50 år gammel intelligenstest har vist, at af unge mænd på session, er der forholdvis mange med etnisk minoritetsbaggrund, som ikke kan bestå testen.
Egelund, der er godtroende overfor al test, blot det peger i en bestemt politisk disciplinerende og statsinterventionistisk retning, bekræfter interviewerens spørgsmål, om det her er alvorligt? Det er det. Og det skyldes at: "Vi må erkende, at her har vi nogle børn, der både genetisk og socialt ikke har forudsætninger for at klare sig..."
En vågen journalist ville nok lige have spurgt til den med det genetiske. Blandt seerne var der heldigvis nogle vågne genetikere, som reagerede. Og i Berlingske Tidende dagen efter trækker professor Egelund så i land: Det var en finke, der røg af panden.
Sagen er, at det ikke passer. Det var ikke en tilfældighed eller finke. I marts måned var professor Egelund, hvis videnskabelige institut netop er blevet betroet syv millioner til forskning i effekten af specialundervisning, således fremme med fætter-kusine ægteskaber som forklaring på de etniske minoritetsbørns adfærdsvanskeligheder:
"Meget tyder på, at det er traditionen for fætter-kusine-ægteskaber, der er skyld i, at så mange børn lider af adfærdsvanskeligheder," udtalte Egelund til MetroXpress den 15. marts.
Uden rod i videnskaben
Niels Egelund kan mene, hvad han vil. Problemet er, at han i bl.a. MetroXpress interviewes i egenskab af at være "landets førende forsker i specialpædagogik".
For så vidt, at Egelund er landets eneste professor i specialpædagogik, er dette selvfølgelig rigtigt. Men ellers må tiden efterhånden være inde til, at nogle journalister ser lidt mere dybdeborende på mandens videnskabelige niveau.
Gang på gang udtaler han sig fuldstændig løsrevet fra den videnskab, hans svar burde have rod i. Således også i den aktuelle famøse sag.
Sidst Niels Egelund optrådte platologisk i større format, var da han her i Information (januar 2004) turede frem med, at de mange nye tilfælde af udviklingsforstyrrelsen DAMP i vid udstrækning hvilede på fejl-diagnosticering. Og at det reelt skulle være forældrene til disse børn, som fik presset diagnosen igennem. Så de kunne dække over, at deres børns adfærdsvanskeligheer i virkeligheden skyldtes forældrenes dårlige opdragelse.
Også i denne sag så man en fuldstændigt videnskabeligt set blottet professor - ingen henvisninger eller videnskabelig dokumentation overhovedet. Kun et fuldstændigt uhørt slag i ansigtet på forældre til disse børn.
Niels Egelund er et godt (dårligt) eksempel på systematisk misbrug af en professorstol ved en af vore højere læreanstalter. På ryggen af sin professortitel udtaler han sig gang på gang disciplin-politiserende menings- og holdningspræget fremfor videnskabeligt underbygget.
Hvornår er der nogen, som sætter Egelund under samme skarpe lup som Bjørn Lomborg i sin tid var det? Skulle nogen have glemt det, er emnet videnskabelig uredelighed.
