Læsetid: 4 min.

Professor Ursula

18. juni 1997

I DE PROVINSIELLE grupperinger, der udgør dansk kunstliv, har den nyudnævnte professor i malerkunst ved Det kgl. Danske Kunstakademi, Ursula Reuter Christiansen, haft to handicap: Hun er udlænding. Og hun er kvinde. Den danske kunstverden har meget lidt plads til begge dele. Ikke mindst det sidste er i årevis blevet demonstreret på netop Kunstakademiet, hvor der i forvejen kun er ansat en eneste kvindelig professor - Vibeke Mencke Nielsen.
At det fagkyndige udvalg valgte at indstille den kvindelige kunstner enstemmigt til Stig Brøggers forlængede, men fra oktober ledige professorat var formentlig heller ikke sket, hvis Ursula Reuter Christiansen ikke takket være sin tyske oprindelse havde kvalificeret sig undervisningsmæssigt i udlandet. Op gennem 90'erne - fra '92 til '96 - har hun været åremålsansat professor ved kunstakademiet i Hamburg, og det var åbenbart, hvad der skulle til, for at vort hjemlige akademi - den eneste højere læreanstalt i billedkunst her i landet - turde binde an med en fordobling af antallet af kvindelige professorer. I mange år har kvindelige kunstnere følt sig gjort til grin, hvis de har luftet tanken om eller ligefrem har søgt de opslåede stillinger. Ursula Reuter Christiansen fandt da heller ikke selv på at søge. Hun blev opfordret af en gruppe kvindelige studerende.
Eftersom Ursula Reuter Christiansen som maler rent kvalitetsmæssigt figurerer i nærheden af det danske internationale trofæ, Per Kirkeby - uden dog nogensinde at være blevet behandlet sådan - kan ingen med fare for selv at blive til grin påstå, at hun har fået professorstillingen ved Kunstakademiets malerskole, fordi hun er kvinde. Den tyskfødte Reuter Christiansen er efter 30 år i Danmark fortsat en fremragende, ekspressiv kunstner, hvilket hun tilsyneladende kun har to at takke for: Sig selv og den oprørske østrigske kunstner Joseph Beuys, installationskunstens fader, på hvis billedhuggerskole ved Kunstakademiet i Düsseldorf, hun var elev i 60'erne. At Ursula Reuter Christiansen har overlevet som den originale kunstner, hun er, i et land, der ikke ligefrem markerer sig ved evnen til at række hånden frem mod talentfulde, eksotiske fugle, må tilskrives, at hun meget tidligt valgte at holde fast i sig selv og den prægning, Beuys gav hende.

DANSKE KUNSTNERGRUPPER er mandsdominerede og har det med at være selvsupplerende, også kønsligt. Og der har heller ikke været plads til Ursula Reuter Christiansen i de oplagte kvindesammenhænge. Eller i det kunstnermiljø, hun gled naturligt ind i som følge af ægteskabet med fluxuskomponisten Henning Christiansen, Eks-Skolen, som aldrig rigtigt involverede hende i et kunstnerisk samarbejde.
Det mest sandsynligste er, at Ursula Reuter Christiansen aldrig har opdaget det. I hvert fald har hun aldrig ladet sig mærke med det, men har tværtimod ejet evnen til at arbejde videre på sine helt egne præmisser. Hun er en ener, som vil kunne give Kunstakademiet på Kongens Nytorv et tiltrængt modspil. Og mon ikke den energi og malerglæde, der stadig findes helt intakt i den nyudnævnte, 54-årige professor, kan tilskrives netop den kendsgerning, at hun har levet og arbejdet nøjagtig, som hun personligt har fundet det rigtigst.
Hun har fået tre børn, som hun har prioriteret højt. Og så har hun fremfor at sleske sig til tops i København bosat sig "langt væk" på Møn for at pleje det formsprog og den symbolsikkerhed, hun i højere grad end de fleste malere ejer evnen til at omsætte i maleri. Hun arbejder videre i sit eget spor - dyrker eksempelvis fortsat den sorte og karakteristiske valmuerøde farve - og gør så iøvrigt, hvad hun har lyst til, fremfor at perfektionere ét udtryk. Livet og kunsten hænger sammen, synger hun og stikker hænderne i det våde ler, hvis det er det materiale, hun anser for det mest udtryksfulde i forhold til det indhold, der driver hendes kunstneriske virke fremad.

URSULA REUTER Christiansen forekommer at være selve billedet på en rigtig kunstner. Stærk, søgende og udtryksfuld i såvel kunsten som livet. Mange kvinder har kunnet identificere sig med hendes identitetssøgende, kvindelige/kunstneriske univers. Den nyudnævnte professors egen kunst er ikke udsprunget af en tilværelse uden omkostninger - så muntert er det heller ikke at gå rundt på en nok så naturskøn dansk ø og være tro mod sig selv, passe børn, male malerier og lave mad i én skøn afbrydelse. Det positive i historien er entydigt, at denne originale kunstner, der netop er forblevet en ener, ved ikke at på kompromis - til sidst alligevel ender på bjerget. I det institutionelle Danmarks højborg.
"Hvad skal hun der," ville vi have spurgt år tilbage. Svaret er, at hun skal hjælpe fremtidens kunstnere til både at præcisere sig selv i forhold til traditionen og svare samfundet igen - konstruktivt og kreativt - livfuldt, lødigt og lattermildt.

dam (Hanne Dam )

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu