Læsetid: 5 min.

Profetens kappe

Tænk at der endelig er kommet et værk på dansk, som introducerer iranske åndsaristokrater til det danske publikum
13. december 2005

"Er De pilgrim?" spørger min sidemand mig høfligt.

Han har et kort veltrimmet skæg, er klædt simpelt og taler en ubestemmelig dialekt. Da han skulle sætte sig i sædet ved siden af mig, hilste han mig med en overdreven omgang "al-salâm alaikom". Jeg kunne heller ikke undgå at bemærke, at hans læber fremstammede en bøn, velsagtens de rejsendes bøn, da bussen satte i gang mod Qom.

Bussen forlader Teherans busterminal Syd, Terminâl-e Jonoub, og efterlader et larmende virvar af iranske rejsende, afghanske løsarbejdere, sandwich og avissælgere, kvinder, der tilbyder særdeles "midlertidigt ægteskab", sandsigersker og omvandrende dervisher.

"Er De talabeh?", studerende ved et teologisk seminarium, returnerer jeg hans spørgsmål lige så høfligt. Han smiler.

Vi er lige gamle, er iranere, og rejser begge til byen Qom fire timers kørsel syd for Teheran. Han for at fortsætte sine teologiske studier ved Irans svar på Oxford, det berømte religiøse seminarium, Feyzieh; og jeg til byens helligdom i et forsøg på at forstå de shiitiske pilgrimme.

Opstemte pilgrimme

Siden begyndelsen af det niende århundrede har Fatimas mausolæum tiltrukket millioner af shiitiske pilgrimme. Mausolæet hævder at bevare de jordiske rester af søsteren til den ottende i rækken af de 12 shiitiske imamer. I de senere år er helligdommen i Qom dog ved at blive udkonkurreret af den lille landsby Jamkarân, i byens udkant. Ifølge shiitiske legender forventes shiitternes 12 og sidste imam, messiasskikkelsen Mahdi, at kravle op af brønden i Jamkarân på Dommens Dag, som for øvrigt menes at falde på en tirsdag aften. Herefter stiger imamen på sin hvide hest, samler sig en hær af rettroende shiitter og massakrerer de vantro. Derfor tiltrækker Jamkarân tusinder af fromme shiitter hver tirsdag aften. Man skal nødig gå glip af et show, som med guddommelig garanti ingen repremiere får.

Jamkarâns tiltrækningskraft bygger også på brøndens funktion som kommunikationskanal til Frelseren, Mahdi. Således smider iranske pilgrimme deres bønskrifter i brønden i håb om at imamen skaffer dem et job, helbreder deres sygdom, gøre det af med deres svigermor eller mandens elskerinde og hvad gennemsnitsiraneren ellers måtte have af ønsker i dagligdagen. Nogle pilgrimme hævder ligefrem at have følt Mahdis hånd idet han tog imod deres bønskrift i brønden. Imidlertid følte de mere profane kvindelige pilgrimme deres hænder befamlet ikke af imamens, som af opstemte mandlige pilgrimmes hænder i brøndens dybe mørke. Men alhamdolellâh, Allah være lovet, har de gejstlige myndigheder standset denne usømmelighed ved at grave en nabobrønd på den modsatte side af moskegården. Således er der nu to brønde, én for kvindelige, og én for mandlige pilgrimme. Men der er endnu ingen teologisk konsensus omkring hvilken brønd Frelseren kravler op ad på Den Yderste Dag.

Den Islamiske Republik Irans Øverste Leder, Ayatollah Ali Khamenei hører til blandt denne skare af fromme shiitter. Ifølge officiel iransk propaganda drøfter ayatollahen etatens anliggender med ingen andre end selveste Frelseren, Mahdi hver tirsdag aften. Hvor fattigt er det så ikke at vores egen statsminister må nøjes med Christopher Arzrouni som politisk rådgiver! Omvendt vil intet andet være passende i en stat hvis forfatnings artikel 5 slår fast at statens overhoved, Vali-ye Faqih, eller Den Øverste Religiøse Retslærdes forpligtelser kun gælder i tidsrummet mellem den 12. februar 1979 og Dommens Dag, hvorefter al autoritet skal overdrages til Mahdi. For øvrigt menes den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad også at have fået godkendt sin ministerliste hos den samme autoritet. At han ikke kan få parlamentarisk flertal for sine kandidater til olieministerembedet er et helt andet spørgsmål.

Jeg har ikke hørt mere til min teologkammerat fra Qom-rejsen, men gensynet med den danske oversættelse af Roy Parviz Mottahedehs Profetens Kappe. Lærdom og Magt i Iran var den bog, der fik mig til at rejse til Qom. Jeg købte den engelske udgave af bogen i San Diego for seks år siden og læste den siddende på stranden i vintersolen med udsigt til Stillehavet, temmelig fjernt fra Mottahedehs Qom. Det viser bogens styrke.

Intellektuel færd

På den ene side er bogen et skønlitterært værk, der kan læses siddende på stranden, og samtidig introducerer bogen læseren til den intellektuelle udvikling ved de teologiske seminarier gennem to revolutioner: Den Konstitutionelle Revolution i 1906 og perioden op til revolutionen i 1979.

Tænk at der endelig er kommet et værk på dansk som introducerer iranske åndsaristokrater som Ahmad Kasravi (1891-1946) til det danske publikum. Kasravi der forlod sine teologiske studier til fordel for "europæisk lærdom" efter at have set kometen Halley i stjernehimmelen over byen Tabriz i det nordvestlige Iran i 1910. Den Ptolomæiske astronomi som Kasravi var blevet undervist efter på de teologiske seminarier var ude af stand til at forklare Halley-fænomenet.

Europæiske videnskabsmænd havde derimod udregnet kometens løbebane og forudsagt dens regelmæssige tilsynekomst. Med den nyomvendtes iver kastede Kasravi sig ud i et utrætteligt forskningsarbejde og omfattende forfatterskab. Her formåede han blandt andet at præsentere den hidtil mest systematiske kritik af shiismen og dennes gejstlighed i "On Islam and Shi'ism" (1945). Han hyldede videnskabernes triumf og gjorde sig til talsmand for det liberale demokratis værdier. Kasravi myrdedes af islamistiske terrorister i domhuset i Teheran, mens han forsvarede sig mod blasfemianklager. Kasravis mordere erklærede sig skyldige, men slap for straf. Shahens styre ville ikke "ophidse" de religiøse masser og fandt sig i deres terror.

På den anden side af spektret får læseren en god introduktion til et anderledes islamistisk produkt af de religiøse seminarier i Iran: Storayatollah Rouhollah Khomeini (1901-1989), og hans politiske hovedværk Islamic Government (ca. 1971), som med statsteorien "Den Øverste Religiøse Retslærdes Styre" danner fundamentet for Den Islamiske Republik Irans forfatning, samt religiøse pseudointellektuelle og demagoger som Jalal-e Al-e Ahmad og Ali Shariati.

Profetens Kappe er en intellektuel pilgrimsfærd, ikke kun gennem Mottahedehs verden af persiske haver omkranset af høje mure, sociale restriktioner og disputerende studerende ved de teologiske seminarier, men også gennem Irans nyere historie med al den lykke og ulykke den har bragt for iranerne.

Roy Parviz Mottahedeh (2005): Profetens Kappe. 'Lærdom og magt i Iran'. Oversættelse fra amerikansk ved Claus Bech. København: Forlaget Vandkunsten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu