Læsetid: 4 min.

Hvis projekt?

31. december 1997

DANSK POLITISK tradition tilsiger - uanset nuancer og lejlighedsvise fodnoter og lignende drillerier - enighed mellem de store partier om landets udenrigspolitik. Det nationale hus skal ikke stå splittet, når fremmede trykker næsen mod vindverne. Som med én hånd åbner vi gadedøren og møder gæsten med ét kollektivt fast blik under én opslået ridderhjelm. Og beholder iøvrigt handsken på.
Grundloven bestemmer at Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender, hvilket igen betyder at regeringen fører landets udenrigspolitik under ansvar for Folketinget. Hvilket igen antyder denne stiltiende underforståelse af udenrigspolitisk enighed. Enhver statsminister har således inden for rimelighedens grænser en forpligtelse til at søge etableret denne eftertragtelsesværdige tilstand og derved fremstå så meget desto stærkere udadtil med hele sin befolkning i ryggen.
Udadtil som sagt. Men også indadtil. Det sidste er ikke mindst vigtigt, når en folkeafstemning om suveræniteten endnu engang står for døren og befolkningens mangel på enighed viser sig stadig tydeligere - ikke som før betinget af parti- og andre tilhørsforhold men på tværs af traditionelle politiske skel og interesser. Som bekendt nærmer Amsterdam-afstemningen sig. Langsomt men uafvendeligt, mens modviljen, der næppe vælter læsset men som på den anden side heller ikke synes at blive mindre, manifesterer sig - i statsministerens egne rækker blandt gulvfolket og i usædvanlig markant grad blandt de af de borgerlige vælgere, der heller ikke just føler sig som medlemmer af generalforsamlingen for eliten i riget. Tilslutningen til Pia Kjærsgaard skyldes jo ikke alene en diffus fremmedangst men i lige så høj grad følelsen af at blive taget i den legemsdel hun selv så hensynsfuldt i interviewet forleden kalder bagdelen.

I OG FOR SIG er det ikke så underligt at statsministeren på den baggrund lader sig besnære af en kooperativ tankegang og giver sin velsignelse til initiativet 'Danmark i Europa'. Denne ja-organisation er jo sammensat bredt af et par store fagforbund: Metal og Kvindeligt Arbejderforbund, hvis forkvinde er udset til at være formand, samt - i denne forbindelse ikke det mindst interessante: Dansk Industri, Venstre og de Konservative. Meningen med Danmark i Europa er ganske vist ikke krystalklar, eftersom initiativet endnu ikke har givet en klar udmelding om form og indhold. Men så meget står fast at initiativets virksomhed i første omgang vil beløbe sig til et par fælles annoncer op til afstemningen. Bagefter er det så meningen at Danmark i Europa for alvor træder i karakter og arbejder mere langsigtet med henblik på ja-kampagner ved nye uundgåelige afstemninger om Danmarks stilling i et kommende EU. Trækker på samme hammel, som man siger, arbejdstagere og- givere, socialdemokrater og Venstre og konservative. Hvor kønt.
Socialdemokratiets EU-ordfører skulle dog ikke nyde noget og sagde i overensstemmelse med LO-formand og fagforbundene uden for Metal og Lillian Knudsens flok: nixen bixen. Ikke noget samarbejde med de borgerlige. Deres EU er et andet end det socialdemokratiske projekt, som Ritt Bjerregaard så nænsomt og til statsministerens usigelige irritation benævnte sagen. Men nogle timer senere sagde Fich til igen. Da havde statsministeren ladet udgå melding om helhjertet støtte til tanke, initiativ og Danmark i Europa. Ordfører Fich blev af partiledelsen umisforståeligt beordret hen i sin kurv. Konsensus for enhver pris. Et positivt afstemningsresultat over andre hensyn, hvilken holdning man uanset eventuelle sympatier for en affirmativ udgang på Amsterdam-historien ikke med selv den bedste vilje kan finde udpræget begavet. Hvordan fortælle sine børn at vi uanset livsholdning bare har at gå til sagen med samme sind og i takt? Hvordan redegøre for de gulnæbbede små at der i virkeligheden ikke er forskel på Uffe Ellemanns EU og kassedamens? Hvorledes genoptage diskussionen med de gamle skeptikere hjemme i kollektivet - dem der ikke mere helt er så meget imod fordi de i mellemtiden har været ude at rejse - og gøre dem begribeligt, hvor vigtigt det er med det skide parlament dernede? Det parlament der ganske vist ikke er noget rigtigt parlament - for nu igen at citere den tidligere frue til Otterup - men som en skønne dag vil være rigtigt, bemedlemmet af andre Uffe Ellemann-Jensener og Hans Engeller og Poul Nyrup Rasmussener og Pia Kjærsgaarder i hhv. broderlige foreninger med ligesindede i det øvrige EU, men til stadighed delt efter anskuelser på tværs af alle gamle nationale grænser. Skæg og snot for sig. Hvordan forklare alt dette, når en Max Bähring og en Lillian Knudsen og venstrefolkene og de konservative og Dansk Industris tunge drenge lader sig sammensmede i fælles flok, for hvilken målet åbenbart er mål i sig selv og ikke midlet til politiske resultater? Jamen, det er ikke til at forklare. Vé den arme Steen Gade fra det splittede og intolerante SF, manden der nu skal til at rende op ad bakke med også den byrde på sin bøjede ryg. Forklare de vaklende SF'ere at man da sagtens kan tilslutte sig Amsterdam og andet EU-væsen ud fra modsatrettede forudsætninger. Jo forklar den, så hånlatteren ikke runger i de røgfyldte gymnastiksale, hvori SF fylkes i højtidelige stunder.

HVAD ANGÅR statsministeren, der jo også er partiformand, kan man på den ene side få øje på hans dilemma. På den ene side, som anført, skal han søge konsensus og har jo også en forbandet forpligtelse til at få vælgerne til ikke at stemme nej til hvad der indlysende for enhver med omløb i knolden er i landets interesse.
På den anden side har den plagede statsmand med sin erklærede støtte til Danmark i Europa så at sige kreeret en ny opskrift på et socialdemokratisk parti i plukfisk med mosede kartofler og sur sennep.
Velbekomme og Godt Nytår!mtz

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu