Jeg fik min kaffe i den gale hals, da jeg i SøndagsPolitiken læste Thomas Bredsdorffs kommentar til debatten om Obersturmbannhykler Günter Grass. Indledningsvis opsummeres al den furore, den tyske forfatter har vakt ved i en alder af 78 at afsløre, at han som meget ungt menneske meldte sig under Wehrmachts-faner og gjorde tjeneste under Waffen-SS. Derefter beslutter Bredsdorff at snakke om noget andet end, hvad sagen drejer sig om, og reflektere over, hvorfor Grass mon lige netop nu vælger at fortælle sin historie selv og dermed sørge for, at der ikke er noget at komme efter for ligrøverne. Ja, Bredsdorff spår endda, at manden, der så højtideligt talte om at skrive på baggrund af Auschwitz, "har gjort sit store og betydelige livsværk en tjeneste ved selv at fremlægge den sidste plet".
For at nå frem til denne overraskende optimistiske konklusion inddrager Bredsdorff i et elegant retorisk snuptag vor egen Peter Seeberg og genfortæller hans beretning om, hvordan han som ældre og anerkendt digter viste Forfatterskolens elever den skamplet i hans fortid det var, at han som dreng i Skrydstrup havde ladet sig fotografere med en hånd på naboens hagekorsflag. Bagefter fik han et eksemplar af billedet: "Jeg blev sgu så flov, så jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre at mig selv, og jeg prøvede at smide billedet væk. Og så erkendte jeg, som jeg altid vil erkende, at det er det dummeste, man overhovedet kan gøre over for sig selv og over for andre. Det kan ikke være rimeligt at prøve på at skjule et dokument omkring et bestemt tidspunkt. Så skjulte jeg det i min mors syskuffe. Det er forsvundet nu".
Hertil siger Bredsdorff (under henvisning til Seebergs tid som 'frivillig Geländearbeiter' i UFA-filmstudierne i Berlin), at der selvfølgelig er "forskel på at slæbe kulisser til propagandafilm og lade sig iføre SS-uniform". Allerede ordvalget viser, at skribenten glæder sig til sit retoriske kup: "lade sig iføre" står der, som om en 17-årig Günter Grass ikke selv kunne klæde sig på! Og ganske rigtigt, artiklen fortsætter med den påstand, at problemet sent i livet for de to forfattere har været "af samme skuffe".
Det er både rigtigt og skruphamrende forkert. Rigtigt, hvis vi vælger at se problemet indefra og anskue det psykologisk. Forkert, hvis man betragter det etisk og politisk - hvilket man er nødt til i lyset af Grass' offentlige virke gennem 40-50 år.
I et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung omtaler Grass' Waffen-SS som en elite-enhed, skønt alle i dag er klar over, at det var en regederlig forbryderorganisation. At tjene i dette korps var at gøre sig til Fører-viljens forlængede arm. Og at drage sammenligningen mellem Grass og Seeberg på individualpsykologisk grundlag, det ligner panikagtig damage control fra én, der som jeg selv har læst og beundret Grass, og for hvem det nu er bundhamrende bittert at vide, at han, der satte sig i scene som national samvittighed, selv hemmeligt bar rundt på en nagende skamplet. Det interessante er ikke hvad Grass' modstandere bruger den ny bekendelse til, siger Bredsdorff og fortsætter: "Det interessante er, hvorfor den er så væsentlig for ham selv, at han må skrive en hel bog omkring den". Hvorfor dog stille det op som et valg mellem kun to muligheder? Er det slet ikke interessant, at Grass nu har undermineret den platform, han talte fra i en menneskealder? Kommer man uden om at læse hans værker i lyset af skylden og skammen? Fatter vi nu bedre den følelse af manieret overkill, som vi fik, da vi læste Bliktrommen? Et det så svært at forstå, at de tyskere, der har måttet lægge øre til Grass' bebrejdelse over deres manglende opgør med den nazistiske fortid, nu husker på, at man ikke bør kaste med sten, når man selv bor i et glashus? Tænk hvis manden havde takket nej til Nobelprisen - eller havde taget imod den og så brugt sin takketale til det, han nu anvender sine erindringer til! Så var der nok nogle af deltagerne i festen i Stockholm, der havde fået champagnen i den gale hals.
