Da de franske forstæder sidste efterår stod i brand, og det litterære parnas samtidig uddelte den fornemmeste franske litteraturpris Goncourt til en ufatteligt navlebeskuende roman, Weyerganz' Tre dage hos min mor, efterlyste undertegnede en litteratur, der blot havde en smule berøring med virkelighedens Frankrig. Måske en litteratur fra de forstæder, der så overraskende stod i flammer.
I disse dag ulmer det igen, to CRS-betjente er blevet slået ned, og politidirektøren i forstadskommunen 9-3 advarer mod en eksplosiv situation. Og nu er den der, litteraturen fra forstæderne. Adskillige romaner, blandt hvilke der her - ikke uden tøven - er hentet et udvalg: Karim Amellals Cités à comparaître, Mohammed Razanes Dit Violent og Ahmed Djouders Desintegration.
Er man selv med til ghettoisering, når man vælger at anmelde tre bøger, der handler om forstæderne? Ikke-diskriminering virker paradoksalt nok diskriminerende. Som når de for eksempel omsider har fået en sort oplæser på den mest sete tv-avis i Frankrig. Er det fordi han er sort?
Da Le Pen brokkede sig over, at der var for mange sorte på det franske landshold, kommenterede fodboldspilleren Liliam Thuram det således: "Jeg aner ikke, hvad han taler om. Jeg er ikke sort."
Det er han så alligevel. Ligesom navnene på de tre debuterende forstadsforfattere umiskendeligt klinger nordafrikansk. Og hvis der er noget, disse bøger handler om, er det, hvor svært det er at løbe fra både hudfarven og oprindelsen i Frankrig. Men samtidig viser de desværre også, at romanen ikke er det letteste sted at flygte hen.
En Kalasjnikov i hånden
Det eksploderer i Frankrig, og det gør det også i disse romaner. Hovedpersonen Mehdi i Mohammed Razanes roman, Såkaldt voldelig, er atten år, født ved et uheld, den alkoholiske og arbejdsløse fader har nærmest voldtaget moderen.
Hun slider som rengøringskone, drengen forliser i den franske skole, mens dagliglivet henslæbes i betonørkenens korridorer og kældre.
Mehdi har allerede slået sin voldelige far ihjel i 'selvforsvar', med det håndelag den i forstæderne så populære thaiboksning har givet ham. Efter at vennen Zacarias, en blid poet, er blevet slået bevidstløs, fordi han kom til at lægge an på den forkerte pige, har Mehdi besluttet sig for at gøre det af - ikke alene med dem, men også med sig selv.
Han tror ikke på, at retsvæsnet vil hævne Zacarias, han tror ikke på noget som helst i Frankrig. Han sidder med en Kalasjnikov i skødet, og vi følger hans tanker i de to og en halv dag, han har givet sig selv, inden han skyder det hele ned.
Forfatteren Mohammed Razane, der skriver om Mehdi, er 37 år, har været socialarbejder i de berygtede 9-3-forstæder og har de unges sprog så tæt ind på kroppen, at han kan skrive i slang.
Men han har også en række socialpolitisk dagsordner i ærmet, der skrives med ind i teksten. Det er pædagogisk, og til sidst har vi alle lyst til det voldelige opgør, der synes uafvendeligt.
Men er en Mehdis sprog virkelig sådan? Der er noget i den førstepersonformulerede teksts velformulerethed, der skurrer mod den grå betonordløshed.
Volden er eneste udvej
Denne mislyd bekræftes ved læsningen af Karim Amellals Cités à comparaître, hvor det starter med, at titlen er højlitterær. Den kan læses lige ud af landevejen; Indkaldt for retten, men kan også høres som Fremstilling af forstæderne.
Den er skrevet bedre, slangsproget er endnu tættere på, men elementerne er i forbavsende grad de samme i den fortælling, psykologen i fængslet med de strittende patter har opfordret hovedpersonen til at skrive.
Den unge fra forstæderne er her (måske) endt som al-Qaeda-terrorist, han har ikke dyrket den thaiboksning der ellers er fast forstadselement, moderen er luder, han er selv narkoman, og hele det sociale system er det samme som hos Razane, ligesom de moraliserende afsnit.
Livet er kærlighedsløst fra starten, kærlighed eller sex er som hos Razane en speget affære med kvinderne delt op i dem, der bare skal knaldes, og så de, helst lidt ældre, hvor en smule kærlighed kan spire. Men også her bliver hele romanen næsten et programskrift, en skematisk forstad med volden som eneste udvej. Romanens logik svarer til den værste forstadsfantasme med den ekstreme terror eller kalasjnikoven som eneste mulige konklusion.
Hvorfor er det skuffende? Hvorfor er det, som om forstæderne så alligevel ikke har fået stemme?
Der er masser af godt stof i disse romaner, masser af de små detaljer, der tegner et billede af forstædernes håbløshed. Men trods sit sproggreb hæver ikke engang Amellal sin fortælling op til en stor roman.
Måske fordi det ganske enkelt virker utroværdigt at gøre det i førsteperson. Disse antihelte har et overblik, der snarere burde føre til politiske karrierer end til terror.
Og hvorfor bliver de ikke alle terrorister ude i forstæderne? Som om den simple daglige vold, der simrer overalt i forstæderne for pludselig at bryde ud i brændende skraldespandes lyse luer, alligevel ikke er stærk nok til at bære en roman.
I frustrationen over disse romaner er Ahmed Djouders Desintegration, en lettelse. Han skælder ud og skriver selv under. Det er der så sandelig brug for! Lad det være gjort, mens vi venter på en roman, der for alvor tør udfordre forstædernes kompleksitet.
Karim Amellal 'Cités à comparaître', Stock 2006, 177 s.
Mohammed Bazane 'Dit Violent', Gallimard 2006, 164 s
