Læsetid: 4 min.

Prostitution handler om mænd

Vi skal ikke dæmonisere mænd men opfordre dem til at tænke sig om, og det gøres mest effektivt gennem en kriminalisering af kunden
15. september 2005

Der er megen debat om prostitution i det danske samfund. SF har vedtaget at arbejde for at kriminalisere prostitutionskunden, og Kvindeligt Selskab har åbnet debatsiden luder.dk, der har til hensigt at oplyse om køb af sex, og få folk til at tage oplyst stilling til det meget kontroversielle emne ud fra viden i stedet for at forholde sig til emnet ud fra fordomme og myter.

Der findes mange blindgyder, når prostitution diskuteres, og resignationen er ofte stor både blandtbefolkning og politikere. Ud over den konkrete uenighed om hvorvidt man skal forsøge at regulere eller blot appellere til forandring, handler trægheden i stor udstrækning om det kulturelt grænseoverskridende i at skulle diskutere mænds seksualitet. Dette, tror jeg, skyldes, at mænd i mange henseender er det usynlige køn. Det gælder først og fremmest når vi diskuterer prostitution, hvor det er svært at få kunden i centrum. Vi ser dog noget af det samme, når man indenfor voldtægtsområdet forsøger at debattere uagtsom voldtægt. Her er det nemmere at diskutere juristeri frem for seksualmoral. Men vi ser det også, når det gælder de positive elementer af mænds liv, som f.eks. faderskab, hvor det er svært at få fokus på mænds rettigheder.

Opgør med myter

Prostitution er et samfundsmæssigt mandligt privilegium, som er gearet til mænds ofte visuelle og instrumentelle seksualitet. Mænds seksualitet rummer selvfølgelig også i stor udstrækning evnen tilømhed og intimitet. Men prostitution er for mange mænd belejligt, fordi mænds seksualitet ofte gør det muligt at se gennem fingre med prostitutionens elendighed, og det er ikke let at overbevise en erigeret penis om, at den burde have dårlig samvittighed.

Det er vigtigt at gøre op med de mest sejlivede myter og fordomme om prostitution. Det er bl.a. forestillingen om prostitution som kvindens ældste erhverv, prostitution som kvindens frie valg, og at prostitution forhindrer voldtægt. Det måske vigtigste argument at fremføre er, at sex er et behov men ikke en menneskeret. Noget af det mest triste er, at de tåbelige fordomme om, at 'hvis ikke mænds seksualitet tilfredsstilles, så går det galt' ikke kun lever som en forestilling inde i hovederne på mænd. Jeg har deltaget i flere radioprogrammer om dette emne, hvor der er ligeså mange kvinder som mænd, der ringer ind og forsvarer nødvendigheden af den daglige mandlige sædafgang.

Nyere forskning på området har vist, at det ikke hovedsageligt er tabermænd, marginaliserede stakler eller mænd i krise, som køber sex af de prostituerede. Forskningen om prostitutionskunder har ligeledes vist, at der ikke er stor forskel på de mænd, som har prostitutionserfaring, og dem som ikke har. Vi skal ikke dæmonisere mænd og betragte kunderne som overgrebsmænd og bødler. Men vi skal gøre det klart, at prostitutionskunderne gør det muligt for bagmændene at tjene store summer på kvindernes elendighed.

En af grundene til at vi som samfund har svært ved at rykke fokus mod mændene skyldes, at vi i lang tid har diskuteret prostitution ud fra en liberal markeds-tankegang. Der har været fokuseret på sex som et produkt, der blev solgt på et frit marked, og hvor sælgeren solgte sin vare frivilligt. Sådan er det selvfølgelig ikke. Vi ved jo godt, at der ikke er tale om et reelt frit valg. Flertallet af de kvinder, der går ind i prostitution, føler ikke, at de har andre fremtidsmuligheder. Det handler om overlevelsesstrategier, og økonomiske forhold har stor betydning for, at kvinder begynder at prostituere sig. Prostitution handler om social og samfundsmæssig ulighed og indikerer mere end noget andet emne, at der ikke er skabt reel ligestilling mellem mænd og kvinder. Prostitution handler selvfølgelig også om seksualitet - mænds seksualitet. Dette til trods for, at vi selvfølgelig ikke kan udelukke, at der skulle være nogle få kvinder, som går ind i prostitution for at udforske deres seksualitet.

Det rette samfundsmæssige tiltag, hvis man virkelig ønsker at hjælpe kvinderne i prostitutionen, bør være orienteret mod at ændre på mænds holdninger og adfærd. Selv om det kan føles kulturelt grænseoverskridende at skulle hive mændene ud af den privilegerede usynlighed, er det vigtigt at påpege, at mænds seksualitet ikke er en statisk størrelse, men derimod står til at forandre.

Hård hud på hænderne

Selvfølgelig kan vi ikke alene lovgive os ud af prostitution, men efterspørgslen på prostituerede kan reguleres gennem forandringer i mænds mentale forestillinger om det legitime ved at købe sex. Dette til trods for, at jeg også tror, at der er forskel på mænd og kvinders seksualitet. Men det kan aldrig retfærdiggøre prostitution. Vi skal som sagt ikke dæmonisere mænd, men opfordre dem til at tænke sig om, og det gøres mest effektivt gennem en kriminalisering af kunden. Det er muligt at få færre mænd til at købe sex, og budskabet til mænd må være masturber eller sublimer, altså riv den af eller tænk på noget andet. På luder.dk skriver en debattør muntert, at det eneste der vil ske, hvis man kriminaliserer prostitutionskunden, er, at mænd vil få mere hård hud i hænderne, hvilket der ifølge debattøren skulle være et lægeligt råd imod.

Ansvaret skal således placeres hos mændene. Men som situationen er lige nu i Danmark opfordres mænd ikke til at tænke over, hvad det er de foretager sig ved at gå til en prostitueret.

Kenneth Reinicke er ph.d. og lektor ved Center for Ligestillingsforskning, RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu