Læsetid: 3 min.

Proteststemmer går frem i Europa

Det tyske valg styrker den europæiske tendens: Proteststemmer og populistpartier går frem, de nationale regeringer svækkes og Europas handlingslammelse vokser
21. september 2005

"Tyskland er Europas motor. Uden et dynamisk Tyskland kan Europa ikke genoprettes."

Det sagde formanden for Europa-Kommissionen, José Manuel Barroso, mandag. Men den tyske vækstmotor er gået i stå og den politiske situation er uhyre labil efter søndagens valg i Tyskland. Det kan få alvorlige konsekvenser for den europæiske integrationsproces. Den har det i forvejen ikke for godt efter, at et flertal af protestvælgere i Frankrig og Holland ved folkeafstemningerne i forsommeren sagde nej til en ny europæisk forfatningstraktat. Eller som Hermann Tertsch skrev i går i den spanske avis, El País, er tyskerne grebet af fremtidsangst, og den tyske agoni vil forlænge den 'europæiske katastrofe': "Tyskland har lidt det største skibbrud, og i Europa svinder håbet om igen at få en ledende magt med en regering, der er parat til at tage beslutninger. Ingen regner mere med et initiativ fra Frankrig og Tyskland, der kan hive EU ud af sin paralyse."

Europa virker totalt handlingslammet, og ingen af de politiske ledere synes at have en opskrift på, hvordan Eu-ropa bringes ud af de sammenfaldende kriser. Hverken ud af den økonomiske krise med lav vækst og fortsat høj arbejdsløshed. Eller ud af den politiske beslutningskrise, hvor EU ikke har givet et svar på det fransk-hollandske nej.

Fragmentering

Det tyske valg er desværre ingen undtagelse fra hovedstrømmen i det kontinentale Europa: Populismen er i fremmarch - og der er voksende fragmentering og ustabilitet i de enkelte medlemslande.

I Tyskland har Gysis og Lafontaines nye venstreparti med succes ført en populistisk kampagne, der mixer globaliserings- og fremmedfrygt med et forsvar for velfærdsstatens sociale sikring. Frustrerede socialdemokratiske vælgere - men også protestvælgere fra højre - har været med til at sikre det nye parti, Die Linke, 8,7 procent af stemmerne og gjort det til Tysklands fjerde største parti. For den frustrerede under- og middelklasse er det gamle højre-venstre skel brudt ned.

De store midtersøgende og gamle regeringsbærende partier virker hjemløse og forvildede. Gerhard Schröder har i drømmen om et evigt comeback selv flirtet med populismen som kampagnemetode, og Angela Merkel har med sit nej til tyrkisk EU-medlemsskab også været på stemmejagt i det populistiske folkedyb.

Moderationen har svære vilkår, og de nye populistiske partier sætter dagsordenen med stadig større styrke. I Frankrig befinder den politiske elite sig i en ledelseskrise efter det folkelige nej til EU-traktaten, og Le Pen gnider sig i hænderne på det ekstreme højre. Og i Holland - såvel som i Italien, Østrig, Schweiz og Danmark - er populistiske protestpartier blevet store ved at slå på fremmedfrygt, globaliseringsangst og EU-modstand. Det er sket i et omfang, så også de etablerede midterpartier har følt sig presset til at stramme indvandrerpolitikken, at italesætte frygten for 'islamistisk terrorisme' og at satse på nationalistisk interessepolitik i EU.

Dæmningerne brister

På Yale Globals hjemmeside sammenfattede Jonathan Fenby fornylig på glimrende vis, hvad der sker i Europa:

"Skellet mellem det moderate højre og det moderate venstre har præget kontinentet siden afslutningen på Den Anden Verdenskrig; denne polaritet afløses nu af et meget mere komplekst patchwork, hvor det er meget sværere at lave kompromisser," skrev Fenby med henvisning til bl.a. Die Linkes succes i den tyske valgkamp.

Fenby kan se en fælles tråd i protestpolitikken fra de yderste poler: "Frygt - fra bekymringer over muslimske indvandrere til kinesisk tekstilimport. I bund og grund er der en følelse af, at Europa er truet af globaliseringen, at nationalstaten ikke længere beskytter borgerne, mens verden bevæger sig i en retning, der truer bønderne, de offentligt ansatte og industrier fra stål til tekstiler." Han fastholder, at det vil være en overdrivelse at sammenligne situationen med det, der fremkaldte 1920-30-ernes fascisme, men der er også visse fælles træk: "Økonomiske bekymringer, arbejdsløshed, nationalisme, en foragt for samfundseliten og i nogle tilfælde racisme."

Det tyske valg har dog ikke skabt et dæmningsværk imod den populistiske protestpolitik. Tværtimod har den fået ekstra vind i sejlene. Hverken Schröders socialdemokrati eller den kuldslåede Angela Merkel i CDU synes i stand til at danne en stærk regeringskoalition, der kan tøjle den omsiggribende fremtids-angst og skabe grundlag for en ny samlende reformpolitik. Det er også fatalt for Eu-ropa. Uden handlekraftige reformregeringer ved magten i de toneangivende nationalstater, er det næppe muligt at mønstre et stærkt eu-ropæisk lederskab for nye strategiske reformer i EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu