Læsetid: 7 min.

Proust gør livet længere

Endnu et bind af Marcel Prousts livsværk er nu genskabt i fin, dansk nyoversættelse. Lykken hos Proust er forjættet og erindret. Lykken ved Proust er at læse ham
30. december 2006

Da jeg var ung, syntes jeg dybest set, at livet var for kort til Proust og læste ham mest som en del af min litterære værnepligt. Nu har jeg den modsatte oplevelse: Proust gør livet længere. Hans filigranøse studier og ordmalerier af den mindste lille sansning eller sjælerørelse fastholder og udvider hvert øjeblik til en lille evighed.

At træde ind i Prousts værk har denne gang været for mig, som det i værket er for jeg-fortælleren at træde ind i madame Swanns pariserlejlighed og dér finde novembersolens nedgangsfarver bevaret i fruens ikke helt så forgængelige krysantemer:

"Det, der især gjorde indtryk på mig, var at disse krysantemer ikke så meget var forgængelige som forholdsvis holdbare i sammenligning med de lige så rosa eller lige så kobberfarvede farvetoner som den synkende sol så overdådigt frembragte gennem de sene novembermiddages dis, og som jeg, efter at jeg havde set dem dø hen på himlen før jeg gik ind til Madame Swann, så vare ved, overført til blomsternes blussende palet".

Som om jeg hos Proust finder det Paris, jeg drømte om som barn, men mistede i det øjeblik, jeg kom til Paris. Ligesom den erindrende fortæller hos Proust netop i erindringen finder den lyksalighed, han mistede, så snart hans drømme blev indløst.

Forjættelse og erindring

Det er forlaget Multivers, der udgiver Else Henneberg Petersens oversættelse af de tre første af de tretten bind i Prousts livsværk På sporet af den tabte tid (1913-1927). De to første bind er en genudgivelse af Swanns verden, som i 2002 blev udgivet i ét bind. Tredje bind er første del af I skyggen af unge piger i blomst, frisk fra oversætteren. Og det er virkelig lykkedes at få den danske oversættelse til at flyde, ja netop flyde, i dette særlige proustianske flow, hvor det punktuelle flettes umærkeligt ind i det vedvarende og det gentagne.

I det nyoversatte bind skildrer jeg-fortælleren den periode i Paris, hvor han som ung begynder at opnå alt det, han som barn kun har drømt om: han indleder et venskab med Gilberte Swann, som han hidtil har beundret på afstand, og får hermed adgang til familien Swanns saloner; han ser den store diva La Berma i operaen, og han møder og bliver anerkendt af sit forfatteridol Bergotte.

Det handler altså om indløste forhåbninger. Men øjeblikket, hvor de indløses, fremstilles aldrig som en punktuel begivenhed, altid som en ny rutine. Endelig får jeget lov til at træde ind i familien Swanns saloner, men porten går ikke op med den enestående begivenheds trompetfanfare, nej, begivenheden ledsages straks af vanens musik:

"Den ubønhørlige portner, der nu var forvandlet fra en hævngud til en godmodig vogter, fik for vane [-] at lette på kasketten med en nådig hånd".

Det handler altså om indløste forhåbninger. Men det handler lige så meget om skuffede forventninger:

"Man finder aldrig en katedral, en stormbølge eller en dansers spring lige så høje som man havde håbet på".

Forholdet til Gilberte, den længe begærede, som endelig opnås, men da snart mister fortryllelsen, opsummeres i et af Prousts guldkorn af bizarre sammenligninger:

"Man bygger sit liv for et andet menneske, og når man endelig kan modtage dette menneske, kommer det ikke, dør så i os, og man lever som en fange i det der kun var bestemt til hende".

Så er det imidlertid heldigvis sådan, at man i erindringen kan genskabe den fortryllelse, som også forventningen skabte, før den blev brudt af opfyldelsen: "Den særlige fortryllelse som jeg så længe havde forestillet mig familien Swanns liv omgivet af, havde jeg ikke fuldstændig fordrevet fra deres hus ved at vinde indpas i det [-]; men i min erindring fornemmer jeg stadig denne fortryllelse omkring mig".

Åbenbarer og salonhaj

Den ene side af Proust er sanseåbenbaringerne, de destillerede øjeblikke skabt af erindringen. Ordmalerier, der med raffineret pensel fremstiller en sansning eller en følelse og, selv i de pinligt minutiøse udpenslinger af den unge mands sjælekvaler og skrøbelige helbred, giver denne fornemmelse af, at tiden vider sig ud. Proust kan få sider og atter sider til at gå med at beskrive de uendeligt komplicerede sjælelige processer, der ligger bag jeg'ets beslutning om alligevel at gå ind og se den store operadiva, som han egentlig havde bestemt sig for ikke at se. Og det var jo nok den slags beskrivelser, jeg som ung syntes, at livet var for kort til, men nu beundrer jeg præcisionen og udholdenheden i denne minutiøse sjæleransagelse. Der er en heroisk anstrengelse i den, som faktisk gør jeget værdig til den umiddelbart vildt patetisk overdrevne metafor, han besmykkes med, som han står ubeslutsom og stirrer på plakaten med divaens navn:

"En søjlehelgen foran teaterplakaterne".

Øjeblikket er hos Proust aldrig et enestående, nærværende, punktuelt øjeblik, men et gentaget og erindret øjeblik. Eller rettere: en række af gentagne øjeblikke, som erindringen destillerer til ét overmættet øjeblik. Som når Madame Swann kommer "til syne" i noget, der ville være en enestående åbenbaring, hvis ikke det var, fordi fortælleren skrev om hendes kjole, at han "især husker den som mauve" - der er altså ikke tale om ét øjeblik og én kjole, men om en række af øjeblikke og kjoler, summeret og koncentreret i farven mauve.

Den anden side af Proust er snobben, sladdertanten, der refererer konversationer fra det parisiske salonliv og registrerer "omdrejningerne i de mondæne kalejdoskoper", som det hedder med en af hans egne, frydefuldt præcise metaforer. Det er ham, der kan karikere plumpe eksistenser og afkode, hvad en betoning eller gestus betyder i de sociale koders sprog; det er ham, der kan skrive guddommelig ondt om en uheldig fysiognomi:

"Han havde, hvad der kan være nok til at skabe et sjældent og subtilt samspil, et lyst og silkeblødt skæg, smukke ansigtstræk, en snøvlende stemme, dårlig ånde og glasøje".

Og så forenes de to, åbenbareren og salonhajen, naturligvis ofte, ikke mindst i beskrivelserne af de parisiske damers påklædning, som både er Flaubert dobbelt op og Vogue gange hundrede:

"De lodrette frynser og buede rucher havde veget pladsen for kroppens bøjelighed der fik silken til at sitre ligesom når en havfrue pisker voverne og gav det blanke bomuldsfor et menneskeligt ansigt".

Det er naturligvis det absolutte stil-ikon, Madame Swann, der er således indpakket i silke og bomuld og metaforer. Mums.

Den genskabte Proust

Lyksaligheden ved Proust har jeg egentlig aldrig rigtig oplevet før nu, hvor jeg læser ham i ny dansk sprogdragt. Det kan have noget med min alder og årets hældning at gøre, men det kan heller ikke udelukkes, at det har noget at gøre med, at jeg for første gang læser ham på (godt) dansk, uden hele tiden at måtte analysere de franske sætninger grammatisk for at koble de rette verballed til de rette subjekter. Selv på dansk er man dog ikke helt befriet for den slags grammatiske øvelser, for Prousts sætninger er og bliver alenlange og ikke altid lige til at overskue. Derfor skal det heller ikke ligge oversætteren til last, at jeg har registreret et enkelt sted, hvor syntaksen skrider, så det lyder som om en kulild drypper ned i en krystalrude og ikke i en marmorbeholder. Andre småting i oversættelsen kan stå til diskussion: "for ikke at få argumenter med Madame" lyder lidt udansk - måske 'diskussioner' eller 'bryderier' ville have været bedre. At kærligheden skaber "et nyt menneske" er ikke helt det samme som, at den skaber et "supplementært menneske", som der står på fransk. Og Madame Swann er ikke "indhyllet" i sit toilette, men "udfolder det omkring sig" (som en blomst sine kronblade). I den mest vovede scene, hvor jeget i et legesygt øjeblik med Gilberte i parken "udgyder sin lyst", "som var det nogle sveddråber", er teksten endnu frækkere på fransk, hvor der ikke bare står, at han ikke har tid til at "nyde" sin lyst, men at han ikke har tid til at "smage på den". Og sikkert ville man kunne finde flere af den slags ting, hvis man gik efter med finkammen. Men det skal ikke skygge for, at det overordnet er lykkedes for den danske oversættelse at genskabe det proustianske flow og den proustianske erindrings destillering af øjeblikket på en måde, så sådan en som mig endelig har fattet det.

Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: hvis Proust udelukkende var impressionistisk ordmaleri, æsteticerende kunstkult, ville han ikke interessere mig. Men Proust er også desperat, Proust er også begærets udforsker, Proust er også manisk, Proust er også vildt syret, Proust er også plakatsøglehelgen, Proust er også psykedelisk modeskribent, Proust er også sædeskildrer. Jeg kan næsten ikke vente på, at resten af værkets bind kommer på dansk, så jeg måske igen og igen kan finde den Proust, jeg drømte om, ind til jeg begyndte at læse ham.

*Marcel Proust: 'På sporet af den tabte tid 1-3', på dansk ved Else Henneberg Pedersen, 369 kr. Forlaget Multivers ISBN: 978-87-7917-200-5

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her