Noget af det bedste ved Ida Jessens prosa er de billeder, hun med ganske få pennestrøg kan tegne af en person, en stemning, et tableau. Som dette portræt af bonden på Brogård:
"Pauli var en lang, tynd mand, der med tiden var blevet ældre i ansigtet og i kroppen uden at have fået andre vaner end dem, han havde haft i sin ungdom".
Eller dette, af en ung pige med en flok mænd på provinsbyens bodega:
"Der var også en enkelt pige med, han så, hvordan hun slyngede med håret, som om al deres råberi slet ikke angik hende, som om de måtte passe deres ting og hun sine pigeting, der bestod i at være smuk og kaste håret bagud".
Eller dette portræt af en sen nattetime:
"Det var den stille time, der hvor hjerter standser, og ensomheden og hvilen er størst".
Eller dette Stilleben, i bogstaveligste forstand, et billede af det hvilende liv på gården, et kvarter før vækkeuret ringer:
"Hans to sønner på elleve og tolv år havde deres værelser oppe på loftet, hvor de lå som en sammenfalden bunke forvoksede lemmer og sov så grådigt, som kun store børn kan gøre det, mens de vokser for hvert åndedrag, de sluger, og de uslukkede pauseskærme sendte deres drejende signaler ud over de sovende drenges ansigter. [-] Al den søvn på gården".
Altmodisch, landligt, frydefuldt præcist.
Symmetri
Jessens nye novellesamling En mand kom til byen er symmetrisk opbygget. Den midterste af de ni noveller, samlingens spejlakse, dér hvor det vender, har denne omvending indskrevet i selve sin titel:
"Men Grand vendte om". Den er flankeret af to noveller, én på hver side, der begge handler om livet på Brogård, som også er rammen for samlingens første og sidste novelle. Tredje og tredjesidste novelle udspiller sig til gengæld begge i det norske øhav; novellernes rækkefølge er altså helt symmetrisk.
(Det norske øhav er et landskab, vi kender fra tidligere i Jessens forfatterskab, ligeledes hører Brogård hjemme i et velkendt Jessen'sk landskab: den fiktive lille Limfjordsby Hvium, som er scenen for de psykologiske roman-thrillere Den der lyver (2001) og Det første jeg tænker på (2006)).
Symmetrien gør vendepunktet til noget andet end det er i den klassiske novelle: et uigenkaldeligt skridt fra én situation til en anden. Den novelle, der har omvendingens plads og titel, handler om en helt konkret bil-vending, men det er meget svært at finde ud af, hvad der er pointen med denne vending, selv om den udspilles med vendingens dramatiske retorik. Og ganske vist forekommer der uigenkaldelige begivenheder i Jessens noveller (dødsfald og skilsmisser), men ofte forskyder pointen sig (f.eks. fra et narrativt uafvendeligt dødsfald til et uventet fortællerskift), og personer, man tror, er ved at dø eller gå i hundene, dukker op i levende og nogenlunde velkørende skikkelse et par noveller senere.
Realisme og syre
Jessens fortællinger om menneskers møder i Limfjordens landskab er en udløber af den store danske provinsrealisme, jeg elskede som ung: Pontoppidan, Jakob Knudsen, Steen Stensen Blicher.
Men hos Jessen er der ofte også et lille syret twist, en lille snigende fornemmelse af thriller, som indimellem får mig til at tænke på Albert Dam. Ikke mindst i novellen "Et lig i marken", hvor bonden midt i høsten kører over et kvindelig på marken:
"Det ene øjeblik høster landmanden sin majs med hovedet fuldt af tanker om spegepølse og vejrudsigter. Det næste står maskinerne stille. Han ringer til politiet, og politiet siger, han skal gå hjem. Han går hjem. De går alle hjem. De giver sig til at vente".
Det geniale ved denne novelle er, at den ikke er en kriminovelle; liget bliver aldrig begivenhedernes centrum, men deres perifere punktum: alt, hvad der bliver sagt og gjort på gården denne dag, bliver uigenkaldeligt og definitivt, fordi et lig ligger ude i marken og sætter punktum efter hvert et udsagn, hver en gestus.
Provinsrealisme med et lille twist, måske er det den sammenfattende karakteristik man bedst kan give af novellerne.
På den ene side udfolder Jessen den sensible, psykologiske, landskabsindlejrede realisme, man kender fra romaner som Den der lyver, på den anden side er der noveller med en mere ironisk og fandenivoldsk tone, ikke så syrede som den seneste novellesamling Foxy Lady (2003), men alligevel med et lille skvæt af denne syre: umætteligt kneppende kvinder, kvinder, der længes efter noget andet, vildfarne kvinder i mytiske sommernætter. I sin psykologiske realisme går Jessen måske et skridt for langt (eller kort), når hun flytter os ind i hovedet på en bosnisk flygtning. Det er ham, der har lagt navn til den lange titelnovelle "En mand kom til byen".
I første halvdel har man kun ydre syn på ham: Han er den ukendte, fremmede, der pludselig dukker op i byen og bliver arbejdsmand på Brogård, vækker lyster hos bondekonen, får kvalme af de afpelsede lig fra gårdens minkproduktion - og måske så jeg helst, at han var forblevet denne fremmede, men i sidste halvdel følger vi hans synsvinkel. Her når den psykologiske realisme måske sin grænse: For som læser begynder man at spørge sig, om forfatteren har foretaget den fornødne psykologiske research - eller at spekulere på, om der ikke skulle mindre psykologisk realisme og mere surrealistisk syre til at skildre en så smadret bevidsthed.
De bedste af samlingens noveller "Vindmøllemand" og "Et lig i marken" er til gengæld fuldendte små kunststykker ud i den på én gang rå og milde Jessen'ske realisme, der fanger sine personer og stemninger med den kloge kones blanding af overbærenhed og ironi, iagttagelse og indlevelse, realisme og syre.
