Læsetid: 4 min.

En provo falder til patten

Med 'Volver' vender Pedro Almodóvar tilbage til sin fødeegn og dens skønne kvinder, skarpe knive, spøgelser, syndige seksuelle forbindelser og seriøst fucked up familierelationer. Det er dog ikke så farligt, som det lyder
1. september 2006

Da general Franco langt om længe drog sit sidste suk en novemberdag i 1975, var Pedro Almodóvar en ung mand på 26. Snart var Spanierne - eller i hvert fald landets toneangivende storbysegment - i fuld færd med et sprælsk og spraglet opgør med diktatur-æraens kulturelle dødvande (fra 1941 til 1975 var al spansk filmproduktion underlagt styrets strenge kontrol).

Man kan roligt sige, at Almodóvar bidrog hertil, da han sprang ud som spillefilminstruktør i 1980. Med anarkistisk ildhu hyldede han i sine værker alt det, der giver militærdiktaturer nervøse trækninger; det bramfri og det barokke, det flamboyante, løbsk liderlighed, generel grænseoverskridelse og aldeles usuperviseret leg med kønsrollerne.

Almodóvar tog hul på 90'erne med den vidunderligt sjofle s/m-komedie Bind mig, elsk mig!, men inden årtiet var omme, tog han fusen på fanskaren og genopfandt sig selv med de modne og reflekterede Kødet skælver (1997) og Alt om min mor (1999).

Udødelig moderbinding

Volver er altså instruktørens tilbagevenden til sin hjemegn, og knytter således lidt an til forrige års semi-biografiske Dårlig dannelse, som dog havde drenge og mænd i centrum. Nu er det kvindernes tur, lige fra pubertetspigen til den affældige kone.

Slagfærdige Raimunda (Penelope Cruz) bor i en lille landsby i La Mancha-området med en datter og et dovendyr af en mand. I byen bor også hendes mere skrøbelige søster Sole (Lola Duenas), som driver en illegal frisørsalon. Forældrene omkom i en brand for nogle år tilbage - og snart skal Raimundas liv rammes af endnu et voldsomt dødsfald.

Men bare fordi mor er stedt til hvile, kan man ikke forvente at få fred for hende. En dag viser hendes genfærd sig for Sole, som - da chokket har fortonet sig - giver hende logi. Spørgsmålet er, hvordan Raimunda vil reagere på hendes hjemkomst.

Volver betyder 'at vende tilbage', og plottet bygger på sin vis (tilgiv mystificeringen - jeg kan ikke komme nærmere ind på det uden at spolere historiens små twists and turns) på ideen om genfærdet, der har noget vigtigt, som det ikke fik sagt eller gjort i levende live. Genfærdsmotivet skal dog nok mest af alt ses som et udtryk for familiemedlemmernes dybe ønske om at forenes fysisk som mentalt.

Almodóvar-aficionados vil i øvrigt notere sig, at spøgelset spilles af Carmen Maura, som med denne rolle bilægger en mangeårig strid med instruktøren.

Langt fra uerotisk

I Almodóvars univers har der aldrig hersket tvivl om, hvem det svage køn er, og Volver er hans hyldest til kvinden. Den virker bedst på et rent visuelt plan: Almodóvar får Cruz' afsindigt udtryksfulde ansigt til at tage sig mere fascinerende ud end nogensinde før, hvilket trods alt siger en del. Og beskyld mig blot for at holde liv i stereotype forestillinger om homoseksuelle mænd og deres egenskaber, men den mand forstår virkelig at klæde en kvinde på: Når Cruz optræder i en bolchestribet trøje, er hun lige til at spise. Det samme kan sådan set siges om Raimunda-figuren. Selv - eller er det især? - hendes karakterbrister er bedårende.

Volver glider med andre ord lettere ned end Almodóvar-film gør flest, også fordi han aldrig er mere end et halvt skridt foran en gammelkendt 'når alt kommer til alt, elsker vi dem jo med hud hår og heftige humørsvingninger'-forestilling om sydlandsk femininitet (Raimunda bruger en god del af spilletiden på at kokkerere på just den dér sanselige og slet ikke uerotiske facon).

Filmens kvinder synes bedst tjent med at blive helt fri for mænd, og Almodóvars skepsis overfor traditionel maskulinitet giver sig her udtryk i, at to af filmens få hankønsvæsener er primitive og selviske væsener, som ikke orker eller evner at kontrollere deres seksualdrift.

Guddommelig lydside

Hvor Dårlig dannelse (2004) tonede relativt rent flag som et dystert noir-drama om erotisk besættelse, efterlader Volver indtryk af en instruktør, som står og tripper mellem sine mange stemninger og udtryk. Hans uforfærdede blanding af patos og lavkomik er ikke entydigt vellykket. Det store, følelsesmæssige klimaks krydres med en usandsynlig uhyrlighed, som er en sæbeopera værdig, og kalder derfor mindst ligeså meget på latteren som på indlevelsen.

I en anden tilkendegivelse af, at han ikke er ude på skrammer i denne ombæring, afvæbner Almodóvar sine dramatiske højdepunkter ved hjælp af sit måske allerstærkeste kort, Alberto Iglesias' guddommelige lydside; et tæt vævet tæppe af skælmsk suggestion, som - passende nok - vækker en anden afdød til live i erindringen, nemlig Alfred Hitchcocks geniale hofkomponist Bernard Herrmann.

Spaniens skarnsunge er blevet voksen, men paradoksalt nok også morsyg, samt en smule behagesyg. Volver er skøn at skue og et sympatisk bekendtskab, men man griber sig i at ønske, at den ville stikke lidt mere i halsen. En talentfuld kunstner kan åbenbart godt bruge af hovedstolen, uden at der - i hvert fald set med mine mandlige øjne - af den grund kommer et hovedværk ud af anstrengelserne.

nVolver. Instruktion og manuskript: Pedro Almodóvar. Spansk (Dagmar, Grand, Empire og Metropol i København samt en række biografer i provinsen)

var id = window.location.search.substring(1);var player1 = new FlashObject("http://filmtrailer.com/trailers/flashplayer/player2_vers01/mediaplayer2.swf?" + "nocache=" + new Date().getTime() + "", "Mediaplayer", "403", "401", "7", "#ffffff", true);player1.addParam("scale","noscale");player1.addParam("salign","TL");player1.addVariable("direct_id", id);player1.addVariable("customer_id", '8385');player1.addVariable("film_id", '000311');player1.addVariable("color", 0xDDDDDD);player1.addVariable("tekstColor", 0x666666);
player1.addVariable("autoStart", false);player1.write("filmtrailer");

Trailer vises i samarbejde med Filmtrailer.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu