Morgenavisen Jyllands-Posten har fundet sig et korstog. Mod islam. I avisen foregår det ved hjælp af journalistik og karikaturtegninger; avisens forlag har specialiseret sig i udgivelsen af antimuslimske bøger. På det seneste er to kvindelige antimuslimer oversat til dansk. Først kom den canadiske tv-stjerne Irshad Manjis Problemet med islam, der ved hjælp af latterliggørelse, kæk sprogbrug som "Er der nogen, der vil have et halvt stykke med imperialisme så tyk som tandsmør," og en mildest talt lemfældig kildekritik hængte islam ud som en håbløst primitiv ørkenreligion, der bærer totalitarismen dybt i sit hjerte.
Nu kommer så somalisk-hollandske Ayaan Hirsi Alis anderledes interessante bog Jeg anklager, en samling af essays, taler, interviews samt manuskriptet til filmen Submission 1 - den provokerende antimuslimske film, som hun skrev, og som kostede instruktøren Theo van Gogh livet. Hirsi Ali flygtede som ung på vej fra Somalia, hvor hendes far er en kendt politiker, mod et arrangeret ægteskab i Canada. Hun har i dag afsvoret islam, er hollandsk parlamentsmedlem for det liberale parti VVD og lever under politibeskyttelse efter en række dødstrusler. Ikke desto mindre er hendes tekster langt mindre jamrende, private og påståelige end Irshad Manjis.
Konservativ
Tag ikke fejl: Disse bøger deler begrebsramme. Teoretikerne er de dybt konservative Bernard Lewis og David Pryce-Jones, og den bærende tanke er essentialistisk: En religion kan i sig selv determinere sine medlemmer til primitiv ignorance og gensidig undertrykkelse. I islams tilfælde, siger analysen, med tre grundlæggende udgangspunkter: hierarkisk tankegang, gruppementalitet og en patriarkalsk skamkultur. Hver især har disse tre faktorer disse konsekvenser: Manglende kritik, mangel på individuel ansvarsfølelse og løgnagtig, overdreven stolthed. At være troende er i Lewis, Hirsi Ali og kompagnis analyse at være præmoderne, sakket bagud og endnu ikke civiliseret - og det er noget hele samfund og religioner og diasporaer kan være. Det er den mildest talt diskutable præmis.
Ayaan Hirsi Alis analyse er kulturkonservativ. Men den er tænksom og grundig og til at argumentere med. Og den går flere skridt længere end mange andre af Lewis' disciple. For hende at se er det de reaktionære regimer i Mellemøsten, der med lokal (gejstlig) og international (amerikansk) støtte holder den muslimske fundamentalisme og ekstremisme i kog. For de befolkninger, der ser sig styret af dybt reaktionære regimer som i Saudi-Arabien, bekræftes fjendebilledet af USA af fanatikere som Bin Laden. For dem er fundamentalisterne den eneste reelle - og til tider den eneste lovlige - opposition, og det samme gælder i de mere korrupte, mindre feudale samfund som Egypten. Problemet er bare, skriver Hirsi Ali, at de muslimske fundamentalisters tilbud ikke har noget perspektiv for deres befolkninger. Og det er med dette udgangspunkt, hun ser den nødvendige indre kritik og reform af islam som et altafgørende vigtigt projekt.
God, nødvendig pointe. Som hun skriver, er der i Vesten tre grupper af muslimer: det tavse flertal, der lever deres liv med eller uden islams forskrifter og blander sig uden om diskussionen; dem, der bliver fornærmede og protesterer over kritikken; og dem, der gerne vil reformere islam. At få repræsentanter fra enhver af disse grupper i tale vil være et stort fremskridt. Bare ærgerligt, at der næppe er ret mange muslimer, der længere køber ind hos Jyllands-Posten.
Mod de velmenende
I stedet kan vi andre udenforstående sidde og give Hirsi Ali ret. Men det, mener hun, faktisk også har betydning - for velmenende vesterlændinge har været alt for tilbageholdende med at kritisere islam. Som kvindeforkæmper og somalisk tolk kan Hirsi Ali fortælle den ene gruopvækkende historie efter den anden om kvinder, der undertrykkes af deres muslimske familier og svigtes af det hollandske samfund. Hun er overbevist om, at man her ved at fokusere på en muslimsk identitet med dertilhørende 'grupperettigheder' skader den muslimske kvinde. Forsvarer den hollandske stat en gruppekultur, svigter man individets rettigheder. Og i dette tilfælde vil det mest svigtede individ hver gang være en kvinde.
Også det er en svær og vigtig pointe. Og også den giver anledning til overvejelser om denne bogs målgrupper. For her retter Hirsi Alis kritik sig specifikt mod det hollandske samfund, hvis multikulturelle tradition er væsensforskellig fra den danske homogenkultur på grund af den særlige søjletankegang, der gennem tiden har opdelt alt fra aviser og skoler til tv-stationer mellem forskellige trosretninger. For hver gang Hirsi Ali angriber denne specielle form for tolerance (som også gav inspiration til Sydafrikas apartheidsystem), bør den danske læser altså minde sig selv om, at den kristne danske monokultur har givet anledning til en række meget anderledes problemer i integrationen.
"Sameksistens er ikke andet end konflikthåndtering," skriver Hirsi Ali. Slagordet lyder dystert, men er nok snarere et oplæg til forhandling. Der er meget at være uenig i, men det er fordi, hun som en ærlig politiker har lagt sine kort åbent på bordet. Og så er det i øvrigt bare ærgerligt, at en mystificerende oversættelse tåger dem adspredt til med meningsforstyrrende småfejl.
Ayaan Hirsi Ali: Jeg anklager. Oversat af Jan Nygaard. 184 s., 199 kr. Jyllands-Postens Forlag. ISBN 87-7692-053-4
Irshad Manji: Problemet med islam. Oversat af Kristian Ditlev Jensen. 284 s., 199 kr. Jyllands-Postens Forlag. ISBN 87-9138-971-2
