Læsetid: 4 min.

Prügel-knaber og bolddigte

VM-turneringen avler epik og skænker tyske bynavne eventyrlig klang i fjerne lande
19. juni 2006

Forrige lørdag fik den lille caraibiske ø-stat Trinidad & Tobago en af sine nationale myter foræret. Historien begyndte med, at målmanden Kelvin Jacks lægskade brød op under opvarmningen inden kampen mod Sverige på Westfalenstadion i Dortmund. Men allerede hér kan man konstatere, at viderefortællingerne er begyndt at finpudse detaljerne, så de virkelige begivenheder nærmer sig en fiktiv fortællings dramaturgi og billeddannelse: Ifølge en version, der florerer på nettet, skulle Jack, på vej ned i omklædningsrummet efter opvarmningen, have baldret hovedet mod en dørkarm.

Uanset hvad tog 37-årige Shaka Hislop plads mellem stængerne, og det dramatiske set-up var dermed på plads. I parentes bemærket er det samme model, som i fortællingen om Danmark i '92: Vi-skulle-slet-ikke-have-været-med-men-så!

Den første halve time spiller Hislop katastrofalt: Gang på gang går han fejl af indlæg og hjørnespark. Fjernsynskommentatorerne taler om, hvor elendig han er, men roser hans til dødsforagt grænsende mod, efter han for tredje gang i rap har forladt sin streg for at gribe et hjørne-spark og for tredje gang end ikke har rørt bolden. Trinidad & Tobago-spillerne kaster sig desperat ned i blokeringerne og undgår halvmirakuløst, at kaoset i deres målfelt udmønter sig i en svensk scoring.

David mod Goliat

Det hører til denne type David-mod-Goliat historier, at man udpensler forskellen i styrkeforhold, og således også her, eksemplificeret ved klubtilhørsforhold: De svenske superstjerner spiller for klubber som Juventus, Barcelona og Arsenal, mens Trinidad & Tobago-spillerne enten repræsenterer britiske sekundaklubber som Gillingham og Port Vale eller spiller hjemme på øerne for lidet kendte klubber som San Juan Jabloteh og Arima Morvant Fire. Midtbanespilleren Silvio Spann er endda klubløs.

Svenskerne er klart overlegne i alle spillets faser, og angrebene bølger frem mod Trinidad & Tobagos mål, men ind kommer bolden ikke. De svenske fodboldmillionærer er uskarpe foran mål, Trinidad & Tobago måske lidt heldige, og efterhånden som halvlegen skrider frem, spiller Hislop sig op med flere gode redninger. Han griber endda flere centringer. 0-0 ved pausen. Historien fortsætter i anden halvleg, hvor dramaet fortættes i det 46. minut, da Avery John får sit andet gule kort. Nu er de også en mand færre til at deltage i forsvaret af deres spinkle nul.

I det 59. minut indtræffer så det, der giver tilhørerne lejlighed til at give deres besyv med: "Ja, ja, men træerne vokser heller ikke ind i himlen-", nemlig da Cornell Glen får Trinidad & Tobagos eneste store chance i kampen og halvflugter bolden på overliggeren. Minuttet efter er endnu en svensker fri foran mål, og igen redder Hislop.

Shaka Hislop leverer i løbet af 2. halvleg adskillige verdensklasseredninger og holder buret rent helt til slutfløjtet. 0-0 mod Sverige. En gigantisk triumf for den caraibiske miniputnation, der aldrig vil glemme sin store helt, målmandsreserven Shaka Hislop, og altid vil vide, hvad der tales om, når nogen siger 'Dortmund'.

Torsdag var Trinidad & Tobago, med Hislop på mål, hjerteskærende tæt på den monsterstore sensation, da de på Frankenstadion i Nürnberg holdt nullet mod England, den gamle kolonimagt, helt frem til slutningen af anden halvleg, men endte med at tabe 2-0. Dog, de 83 minutters håb og spænding, som de såkaldte Soca Warriors gav deres landsmænd, er nok til, at også Nürnberg nu indgår i den lokale mytologi.

Fredag var det så den angolanske keeper, João Ricardos tur til at gøre sig selv, et 0-0-resultat (mod Mexico) og en tysk by (Hannover) til historie i sit fjerne hjemland.

Sær sans for retfærdighed

Det hører med til den store fortælling, som en VM-slutrunde udgør, at de små skal drille de store. Men stort mere end afstedkomme søde anekdoter skal prügelknaberne helst ikke, for drillerierne kan nemt slå om i tragedie. Vi, det globale fodboldpublikum, har en sær sans for retfærdighed, selv om den sport, vi glor på, er notorisk lunefuld.

Indeværende VM vil byde på både drillerier og tragedier, men hidtil har den smalle favoritsejr været reglen. Nervøst spil med angst for blottelser bagude og afhængighed af enkeltmandspræstationer. Gerne med 0-0 til langt ind i anden halvleg.

Denne småforstoppede spillestil blev dog ikke praktiseret af Spanien, som i aften løber på banen til deres anden kamp, denne gang mod Tunesien (kl. 21 i Stuttgart). Hvis spanierne kan spille bare halvt så godt, som de gjorde i første kamp mod Ukraine, har tuneserne ikke en chance. Ukraine, et af verdens bedste kontrahold, fik deres massive defensiv pillet fra hinanden af både smukt, effektivt og opfindsomt og teknisk perfekt pasningsspil.

Det sidste mål, til 4-0, var en perle: Midterforsvareren Carles Puyol laver en fremadrettet bolderobring på midtbanen og snyder de to ukrainere, der kommer imod ham, med det, der alle andre steder end Danmark kaldes en Zidane-dribling (vi kalder det en Laudrup). Før han bliver tacklet af en tredje ukrainer, skubber han bolden frem til Fernando Torres, der hårdt presset spiller skråt tilbage i banen til Cesc Fabregas. Denne 18-årige Arsenal-spiller sender en blød førstegangsaflevering ned mod Puyol, som har fortsat sit løb diagonalt ned mod kanten af feltet. Med en perfekt følt hovedstødsaflevering finder Puyol den fremstormende Torres, der halvflugter bolden vand-ret i nettet, uden chance for målmanden. Et digt, skrevet med en fodbold.

At denne sejr over Ukraine, spillet på Zentralstadion i Leipzig, skulle have 'episke proportioner', lå ikke spansk presse fjernt, da man dagen efter, i en overskrift i sportsavisen AS, proklamerede: "Leipzig er et nyt Querétaro". 'Querétaro' hentyder til den by i Mexico, hvor Spanien i 1986 mulede Danmark med 5-1, hvilket de selvfølgelig ikke behøver eksplicitere for deres spanske læsere. Det burde heller ikke være nødvendigt i forhold til de danske læsere. Hin ottendedelsfinale indgår jo også i vores nationalmytologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu