Læsetid: 2 min.

Psykisk syge skal tvinges til medicin

Læger skal fremover have mulighed for at tvinge medicin i psykisk syge i deres eget hjem, foreslår rapport til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
1. september 2005

Psykisk syge skal kunne tvangsmedicineres i deres hjem, hvis de nægter at lade sig indlægge.

Sådan lyder en af de kontroversielle anbefalinger i en rapport fra Rambøll Management til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Rapporten lægger op til et fundamentalt brud med freden inden for hjemmets fire vægge, når det gælder psykisk syge borgere.

Og anbefalingen får støtte fra Speciallæge i psykiatri Henrik Day Poulsen, der også er medlem af Den Almindelige Danske Lægeforenings Psykiatriudvalg.

"Det giver en mulighed for at behandle den lille gruppe, man har forsøgt at behandle på hospitalet og i distriktspsykiatrien, men som holder op med at tage deres medicin, når de er uden for de professionelles rækkevidde," siger Henrik Day Poulsen.

Både Sverige og Norge har tilladt tvangsmedicinering af psykisk syge i deres eget hjem, men i Danmark kan tvang kun finde sted, hvis den psykisk syge er indlagt.

Formanden for Folketingets Sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), er åben over for at se på forslaget, mens psykiatribrugerne vender sig stærkt imod idéen.

Udenlandske erfaringer

Den gruppe, speciallægen henviser til, er svært sindssyge, der ofte er til fare for sig selv og deres omgivelser.

"Udenlandske erfaringer fra blandt andet Sverige og Norge viser at ambulant tvang af svært sindssyge nedsætter både kriminalitetsomfanget og selvmordsrisikoen," siger han.

Henrik Day Poulsen understreger, at patienterne skal have mulighed for at anke afgørelsen om ambulant tvang. En mulighed som Rambøll-rapporten ellers ikke lægger op til.

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Birthe Skaarup (DF), vil ikke afvise muligheden for ambulant tvang. Men hun er bekymret over den overskridelse af privatlivets fred, der er indlagt i forslaget.

"Jeg vil ikke afvise forslaget, men jeg vil gerne have lejlighed til at gennemgå erfaringerne fra de lande, der allerede har indført ordningen. Og derudover er det en alvorlig sag at bryde integriteten i folks eget hjem," siger hun.

Birthe Skaarup håber på, at det kan være muligt at finde en politisk løsning, så de psykisk syge, der ikke kan finde ud af at tage deres medicin, kontrolleres bedre.

Landsforeningen af Psykiatripatienter (LAP) finder det helt uacceptabelt, at rapporten til Sundhedsministeriet anbefaler ambulant tvang.

"Princippet om boligens ukrænkelighed gælder for alle borgere i Danmark, uanset om man lider eller ikke lider under skizofrene eller andre psykiatriske diagnoser," siger medlem af LAP's formandskab Steen Moestrup.

Norske tilstande

LAP frygter, at hvis der indføres lovhjemmel om ambulant tvang, så vil det ikke kunne begrænses til få udvalgte. Norske erfaringer viser, at det kan føre til en meget voldsom øgning af tvangsanvendelsen, idet mellem 1.500 og 2.000 personer årligt underlægges ambulant tvang.

Næstformand i Folketingets retsudvalg SF'eren Anne Baastrup vil heller ikke medvirke til at "indføre norske tilstande i Danmark."

Hun beskriver muligheden for ambulant tvang som et absolut skrækscenarie med to afgørende problemer ud over den enkeltes retssikkerhed.

"For det første kan man frygte, at mennesker med psykiske problemer vil være endnu mere tilbageholdne med at kontakte det sociale system, og for det andet er risikoen, at man benytter lejligheden til at nedlægge endnu flere psykiatriske sengepladser," siger Anne Baastrup.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu