Læsetid: 3 min.

Psykopati for begyndere

23. november 2006

I fiktionens verden er det legitimt at manipulere med ord og begreber. Men når man løber virkelighedens og sandhedens ærinde står man i mine øjne til regnskab for såvel historiske fakta som sober analyse af nutidige forhold og respekt for sine medmennesker.

Det var derfor en chokerende oplevelse at læse dramatiker Lotte Arnsbjergs kronik 'Ondskabens fristelse' i Information 17. 11. 2006. Kronikken omhandler barnemordersken Dagmar Overby og dennes uhyrlige bedrifter i 1910'ernes Danmark, og det er en uhyggelig tekst - af mindst tre grunde: 1) dens faktiske historiske indhold 2) dens formidlingsmetode 3) forfatterens tilbøjelighed til på en tragisk baggrund at excellere i pseudopsykologiske og -filosofiske postulater.

Min grundlæggende anke går på, at LA i sin stræben efter at tjene kunsten gør sig skyldig i en så fanatisk og kritikløs identifikation med sit studieobjekt, at hun så at sige ender med at bringe sig på niveau med denne. Samtidig lykkes det hende at rode sig ud i en forvrøvlet diskussion af begreberne ondskab og psykopati, alt mens grænserne mellem fiktion og virkelighed diffunderer ud i det blå. Metodisk set effektivt som katalysator for et fabulerende drama. Men måske knapt så befordrende som kildekritisk metode og kulturkritik?

Psykopat ved et tilfælde

LA starter sin tekst med nogle eksempler fra hverdagen. Situationer, hvor folk efter hendes mening optræder ondt. Hun pointerer at antagonismen god/ond findes i os alle, og at de to ligger i konstant indvortes krig med hinanden. Dette billede er for mig at se en floskel, men det er også udtryk for psykologisk reduktionisme. Der opereres med en art ondskabs-akse, hvor menneskesjælen pendulerer arbitrært og uforudsigeligt mellem to diametrale poler. Givetvis en god plotdynamik til en thriller, men det afspejler vel næppe et nuanceret billede af virkeligheden?

LA hævder at kunne mærke ondskabens kolde fingre kildre hende, når hun skubber i køen i Fakta, eller når hun ser en mand, der med vrede øjne fremviser strakt midterfinger bag rattet i sin bil. I det splitsekund, hvor hans øjne møder hendes, synes hun han ligner en mand, der er parat til at slå ihjel.

Begrebsforvrængning

På thefreedictionary.com defineres psykopaten som "A person with an antisocial personality disorder, manifested in aggressive, perverted, criminal, or amoral behavior". Vi lader billedet stå et øjeblik og stiller om til de perverse kunder i Fakta og den personlighedsforstyrrede og dybt kriminelle mand, der lige nu dytter af os. Ordet amoralsk konnoterer, at man befinder sig hinsides moralske overvejelser. Men faktum er vel, at vi almindelige mennesker godt ved, hvornår vi optræder upassende eller forkert? Ergo handler vi ikke amoralsk, men derimod umoralsk.

Kunne man overveje at supplere LA's ondskabsakse med en etikette-akse, hvor yderpolerne i stedet hed god og slet? Det er måske knapt så action-mættet i cuttet, men trods alt nemmere at forholde sig til for os, der ønsker at opretholde en skillelinje mellem fabel og virkelighed. Det er muligt, at LA ser virkeligheden som et fantasmagorisk scenerum, en hybrid zone udspændt mellem en virkelig og en hallucineret verden. Men så skylder hun altså læseren at signalere, at dette er tilfældet, frem for at advokere for en revaluering af ondskabsbegrebet under påskud af at ville sandheden. But then again: Dæmoniseringen af forholdsvist uskadelige dagligdags følelsesfænomener som stress og utålmodighed er langt mere underholdende læsning.

Det perfekte plot

I sin kronik afslører LA, at hun rent faktisk har prøvet at myrde et lille barn. Det skete en tilfældig efterårsdag i København og som en forestilling i hendes hoved, men alligevel. Det handlede ikke om, at hun havde lyst til at gøre det, men sådan blev det bare.

Som en passende afrunding på kronikken antyder LA, at de dræbte børns mødre måske bar en del af skylden for mordene. Ikke direkte, men fordi de spillede en form for rolle i ondskabens plan. Som plot-twist i en film eller et teaterstykke er sådanne konspirationsteorier jo fremragende, fordi de formår at gøre det hele endnu mere tragisk og ubærligt. Men som led i gengivelsen af en menneskelig tragedie med virkelige ofre og omkostninger er de efter min smag smagløse og totalt malplacerede. Det svarer lidt til, at antyde at jøderne under Anden Verdenskrig måske var en del af et historisk plot og dermed medskyldige i deres familiemedlemmers død.

Fiktion versus virkelighed. Måske er det første sjovest, men det sidste kalder på respekt, især når man beskæftiger sig med følsomme emner og giver sig i kast med psykologiske signalementer og filosofiske tanker om den fortid, vi skal lære af og den nutid, vi skal leve i.

Gorm Bloch er cand.mag i it og litteraturvidenskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her