Læsetid: 3 min.

Pubertetens filosof og den store meningsløshed

Jean-Paul Sartre fylder 100 år i år, han er kommet på museum. Og måske er det der, han hører hjemme?
24. juni 2005

Der er en særlig patos, som hærger blandt unge med tømmermænd, lidt ældre mennesker efter skilsmisser og almindelige mennesker efter fald på cykel. Pludselig ser de det hele klart: "Der er ikke nogen mening med det hele. Vi har kun vores eget selv. Vi er ikke andet end vores handlinger."

Så ligner den almindelige hverdag en løgn: rutinerne og alt det man siger, som man egentlig ikke mener. "Uhadada," tænker man: "Gud er død."

Der er ikke noget originalt ved disse øjeblikke. Alle mennesker har været ramt af dem. Nogle bliver ved med at dyrke deres særlige intensitet. Andre afviser dem som 'pubertære' eller 'destruktive'.

Den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre skrev litteratur på disse øjeblikke, hvor hverdagens fortrolighed med den sociale virkelighed med ét afsløres som 'ond tro', og den sande ensomhed viser sig. Allerede i debutromanen Kvalme fra 1938 udlægges en øjeblikkelig omstilling af blikket på tilværelsen som 'en åbenbaring'. Romanens protagonist Antoine Roquentin siger: "Eksistensen havde med ét afsløret sig."

Alene på en bænk i en offentlig park ser Roquentin pludselig sin omverden som løsrevne objekter. Verden er nu ikke længere en helhed af betydning og henvisninger, men bare 'nogle masser, kraftesløse, uordentlige - nøgne, med en obskøn og skræmmende nøgenhed.' Det ensomme menneske står over for den massive omverden. Tilværelsen er absurd. Mennesker søger mening, og den gives ikke.

Sartre foldede i 1943 denne erkendelse ud filosofisk i hovedværket Væren og intet. Her skelner han mellem væren-for-sig, som er menneskets eksistens, og omverden, som han kalder væren-i-sig. Væren-for-sig betyder, at mennesket søger ud over sig selv efter mening. Og væren-i-sig betegner en massiv værensform. Intet kommer ind i verden med mennesket. Sartre beskriver en række episoder, hvor mennesket rives ud af sin trygge hverdag og konfronteres med væren-i-sig. Som Roquentin på bænken i parken. Den så legendariske Sartreske eksistentialisme resumeres i sloganet: Eksistensen går forud for essensen. I det populære foredrag Eksistentialisme er en humanisme fra 1946 forklarer Sartre sin position:

"Det betyder, at mennesket først eksisterer, er til, viser sig i verden, og at det definerer sig bagefter. Dersom mennesket, således som eksistentialisten opfatter det, ikke kan defineres, vil det sige, at det fra først af intet er. Det bliver til efterhånden, og det bliver, hvad det gør sig selv til."

Der er ikke nogen Gud, der har bestemt mennesket til særlige projekter. Og der er ingen natur, der har udlagt mening for menneskene på forhånd.

Jean-Paul Sartre blev i 2000 kåret til 'århundredets franskmand'. Dette forår er hans 100 års fødselsdag blevet fejret med portrætter i aviserne, nye hyldestskrifter og en stor, flot udstilling i Paris. Men det er bemærkelsesværdigt, at Sartre ikke længere synes at inspirere som filosof. Man læser sjældent henvisninger til ham eller nye fortolkninger af eksistentialisme. Hvilket ikke er så overraskende endda. Sartres meningsløshed er skrevet som kontrast til en forventning om totalmening. Den er baseret på modstillingen mellem den store sammenhæng eller absurditet. Hvis man ikke erkender absurditeten, handler man i 'ond tro'. Og så kan eksistentialisterne se ned på alle de andre stakkels svage mennesker, der ikke tør se den barske sandhed i øjnene, men trøstespiser med komfortable illusioner. En særligt irriterende konsekvens af denne eksistentialisme er en tilbøjelighed til selvheroiserende moralisme: "Vi tør stå ved meningsløsheden. Vi flygter ikke ind i ideologier, religioner og guldalderfortællinger."

Men den absolutte modstilling af guddommelig mening og absurditeten spærrer for indblik i de mere komplekse sammenhænge, der gør Platons dialoger eller Shakespeares dramatik til fællesmenneskelig fortolkningshorisont. Og det står ikke klart, hvorfor den absolutte sandhed skulle melde sig som åbenbaring under angsten, ensomhed eller tømmermænd. Da disse tilstande nærmest definerer puberteten, skulle man tro, at teenagere var verdens største filosoffer. Det er de som bekendt ikke. Men mange teenagere ser til gengæld Sartre som verdens største filosof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her